Søvn og type 2-diabetes
Type 2-diabetes kan give søvnproblemer og søvnapnø. Søvnproblemer kan påvirke energien og motivation til at håndtere diabetes i hverdagen.

Desværre oplever nogle personer med diabetes søvnproblemer. Søvnproblemer kan gøre det vanskeligt at opretholde energien og motivationen til at håndtere sin diabetes i hverdagen.
Søvn er vigtigt for alle mennesker og nødvendigt for at sikre en god sundhed og livskvalitet. De fleste mennesker har brug for 6-9 timers søvn i døgnet.
Desværre oplever nogle personer med diabetes søvnproblemer. De kan f.eks. have svært ved at falde i søvn, at opnå en sammenhængende søvn eller at sove tilpas meget.
Søvnproblemer kan gøre det vanskeligt at opretholde energien og motivationen til at håndtere sin diabetes i hverdagen.
Hvis man oplever søvnproblemer, eller føler sig træt og uoplagt, er det en god idé at tale med sin behandler om det.
Årsager til søvnproblemer
Årsagerne til søvnproblemer kan være mange. Specifikke årsager, som har relation til diabetes, er blandt andet svingende blodsukker eller diabetes distress (diabetesrelateret stress).
Søvnapnø og rastløse ben, som begge er hyppigere hos personer med diabetes, kan også påvirke søvnen.
Søvnapnø
Personer med diabetes har en øget risiko for at udvikle søvnapnø. Søvnapnø betyder, at ens vejrtrækning, mens man sover, er hæmmet. Det påvirker søvnen negativt.
Læs mere om søvnapnø og type 2-diabetes
Rastløshed i benene
Rastløse ben eller uro i benene, når man sover, er også mere almindeligt, når man har diabetes.
At have rastløse ben kan f.eks. betyde, at man har sværere ved at falde i søvn.
I et stort studie, der samler resultaterne af flere studier, fandt forskerne, at omkring 27 procent af alle med diabetes har rastløshed i benene, når de sover. I den generelle befolkning er det kun omkring 6 procent, som oplever tilstanden.
Læs mere om rastløse ben i Patienthåndbogen
Lavt blodsukker om natten (natlig hypoglykæmi)
Behandling med insulin kan føre til lavt blodsukker. Bekymringer for at opleve at få lavt blodsukker om natten kan forstyrre søvnen og gøre en meget uoplagt dagen efter.
Læs mere om lavt blodsukker og type 2-diabetes
Diabetes distress
Diabetes distress (diabetesrelateret stress) er noget, som flere personer med diabetes oplever.
Søvnen kan påvirkes af diabetes distress, både direkte eller hvis den diabetesrelaterede stress udvikler sig til en depression eller angst.
Depression kan give et større søvnbehov og medføre, at man sover mere end normalt. Depression kan for nogle betyde, at de får svært ved at falde i søvn, eller at de har en let og overfladisk søvn, og vågner mange gange i løbet af en nat.
I nogle tilfælde kan diabetes distress udvikle sig til angst. Desuden oplever nogle personer med diabetes angst for lavt blodsukker, især om natten, hvilket igen kan påvirke søvnen.
Læs mere om diabetes distress
Risiko for at udvikle type 2-diabetes
Søvn kan også have betydning for risikoen for at udvikle diabetes.
Forskningen har nemlig vist, at dårlig søvnkvalitet, blandt andet det at have svært ved at falde i søvn (søvnløshed) eller få afbrudt sin søvn, øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes.
Læs mere om søvn og risikoen for type 2-diabetes
Forskning om emnet
Find selv flere videnskabelige oversigtsartikler om søvnproblemer og diabetes.
Søgefunktionen NemPubMed gør det nemt at finde diabetesrelateret forskning i PubMed, verdens største database for videnskabelig litteratur om sundhed.
Søg i NemPubMed
Sidst opdateret: 15. marts 2023