Gå til hovedindhold

Testosteron og type 2-diabetes

Testosteron påvirker ikke reguleringen af blodsukkeret direkte. Et lavt testosteronniveau hos mænd kan dog indirekte påvirke cellernes følsomhed over for insulin.

Testosteron er et kønshormon, som findes hos begge køn. Hos mænd produceres det hovedsageligt i testiklerne og er afgørende for mandlig udvikling.

Hormonet har også betydning for blandt andet vedligeholdelsen af musklerne, knoglernes tæthed, sexlyst og ophidselse.

Med alderen falder testosteronniveauet for mange mænd. For de fleste giver det ikke anledning til problemer.

Hos en mindre andel af mænd kan det med alderen dog føre til det, der kaldes testosteronmangel.

Testosteron og blodsukker hos mænd

Testosteron påvirker ikke blodsukkerreguleringen direkte, i modsætning hormonet insulin som er helt afgørende for at få sukker fra blodet og ind i cellerne.

Indirekte kan testosteron dog have betydning for blodsukkeret.

Årsagen er, at et lavt niveau af testosteron hos mænd via forskellige mekanismer kan påvirke cellernes følsomhed over for insulin. Det kan gøre det sværere for sukker at komme ind i cellerne.

For eksempel kan et lavt testosteronniveau gøre muskelmassen mindre. Da muskelmassen er vigtig for kroppens evne til at optage sukker fra blodet, kan et fald i muskelmassen have betydning for reguleringen af blodsukkeret.

Lavt testosteron

Mænd vil med alderen gradvist få et lidt lavere testosteronniveau.

Hos nogle falder niveauet dog mere, og de kan ende med at have det, man kalder et lavt testosteronniveau. Det varierer fra person til person, hvornår og hvor meget det falder.

Lavt testosteron er ikke nødvendigvis et problem

Et fald i testosteronniveauet giver ofte ikke symptomer.

Nogle mænd vil derfor slet ikke opdage, at deres testosteronniveau er blevet lavere, eller opleve at symptomerne er problematiske.

Man skelner derfor mellem at have et lavt testosteronniveau og at have testosteronmangel.

Testosteronmangel

Flere faktorer skal være opfyldt for at stille diagnosen testosteronmangel:

  • Blodprøver viser et lavt niveau af testosteron i blodet.
  • Der er symptomer, som kan skyldes testosteronmangel.

Symptomer

Symptomerne på testosteronmangel er ofte meget uspecifikke og kan relatere sig til andre tilstande.

De mest almindelige symptomer er nedsat sexlyst, rejsningsproblemer, træthed, humørsvingninger og tab af muskelmasse.

Diagnose

Det er en lægefaglig beslutning, om symptomer og blodprøver tilsammen er tilstrækkelige til at stille diagnosen testosteronmangel.

Langt de fleste mænd vil ikke udvikle testosteronmangel.

Da det ofte er relateret til aldring, stiger risikoen for at få testosteronmangel med alderen.

I et stort europæisk studie fandt forskere, at omkring 0,1 procent af mænd mellem 40 og 49 år havde testosteronmangel.

I aldersgruppen 70-79 år havde cirka 5 procent testosteronmangel. 

Der er ikke fuldkommen klarhed over årsagerne til testosteronmangel.

Forskere mener, at det kan være en del af normale aldersforandringer i kroppen, som også betyder ændringer i reguleringen af kroppens hormoner.

Andre sygdomme og arvelige faktorer

Et fald i testosteron hos mænd kan dog opstå af andre grunde end aldring.

Det kan f.eks. skyldes arvelige forhold, sygdomme i hjernen eller være en bivirkning til behandling af andre sygdomme, f.eks. stråle- eller kemoterapi.

Misbrug af anabole steroider kan også påvirke testosteronniveauet.

Sammenhæng med type 2-diabetes

Alle mænd kan udvikle testosteronmangel.

I videnskabelige studier har forskere fundet, at mænd med type 2-diabetes muligvis har en lidt større risiko for at have et lavt testosteronniveau end mænd uden type 2-diabetes.

Årsagen til sammenhængen er dog uklar, og der er stadig ikke enighed blandt forskere, om hvorvidt de to tilstande hænger sammen.

En vigtig del af forklaringen, hvis der er sammenhæng, har at gøre med en nedsat følsomhed over for insulin.

Overvægt

Overvægt (BMI over 25 kg/m2) er en kendt risikofaktor for at få type 2-diabetes, fordi det mindsker cellernes følsomhed over for insulin.

Overvægt, især placeret omkring maven og kroppens indre organer (visceralt fedt), er også en kendt risikofaktor for at få et lavt testosteronniveau.

Det betyder, at sammenhængen mellem lavt testosteron og type 2-diabetes ikke nødvendigvis har en direkte relation, men at begge kan være en konsekvens af at veje for meget.

Læs mere om overvægt og risiko for type 2-diabetes

Muskelmasse

Muskelmassen spiller en vigtig rolle for reguleringen af blodsukkeret. 

Jo større muskelmasse man har, des nemmere kan sukker transporteres fra blodet ind i cellerne.

Et lavt testosteronniveau kan betyde et fald i muskelmasse, hvilket gør det sværere for kroppen at bruge sukker effektivt.

Andre sygdomme 

Hvis man har flere sygdomme samtidig, kan det være svært at adskille betydningen af de forskellige sygdomme på testosteronniveauet.

Det betyder, at en eventuel sammenhæng mellem type 2-diabetes og et lavt testosteronniveau muligvis ikke har noget med diabetes at gøre, men hænger sammen med de andre sygdomme.

Håndtering af testosteronmangel

Uanset om et lavt testosteronniveau er relateret til det at have type 2-diabetes eller ej, er der flere ting, man kan gøre for at undgå, at det forværrer ens tilstand.

Gode råd

Fysisk aktivitet er afgørende for at opretholde muskelmasse og forbedre insulinfølsomheden. Det gælder for alle, men er særligt vigtigt, når man har diabetes.

Regelmæssig træning og fysisk aktivitet kan hjælpe med at modvirke de negative konsekvenser af lavt testosteron på cellernes følsomhed over for insulin.

Vægttab

At tabe sig i vægt, hvis man har overvægt, har også en positiv effekt på cellernes følsomhed over for insulin.

Hvis man vejer for meget, vil fysisk aktivitet kunne bidrage til, at man taber sig. 

Hvis man oplever symptomer på testosteronmangel, er det en god idé at tale med sin diabetesbehandler om det.

Symptomer som træthed, nedsat sexlyst og humørsvingninger kan være tegn på testosteronmangel, men vil oftere være relateret til generel aldring, faktorer i ens livsstil eller andre sygdomme.

Det er vigtigt at få afklaret, hvad symptomerne skyldes, så man kan håndtere dem bedst muligt.

Yderligere undersøgelser

I nogle tilfælde kan det være relevant at blive undersøgt nærmere for testosteronmangel. 

Det vil være ens behandler, som vurderer, om man skal henvises til yderligere undersøgelser.

Testosterontilskud kan for nogle mænd med diabetes og diagnosticeret testosteronmangel være relevant at overveje.

Bivirkninger ved testosterontilskud

Behandling med testosteron kan dog give en række bivirkninger, som det er meget vigtigt at tage højde for.

Det er derfor altid en individuel vurdering og lægelig beslutning, om testosteronmangel skal behandles med testosterontilskud.

Fordi der er forskellige risici forbundet med at tage testosterontilskud, skal behandlingen overvåges nøje.

Læs mere om behandling af lavt testosteron i Patienthåndbogen

Behov for mere forskning 

Forskere bag sammenhængen mellem type 2-diabetes og testosteron fremhæver desuden, at der er brug for mere forskning på området.

Både for at bekræfte om behandlingen virker og for at vurdere de langsigtede effekter.

Har mænd en overgangsalder?

Det diskuteres jævnligt, om mænd oplever en biologisk overgangsalder.

Mange mænds testosteronniveau falder gradvist med alderen, men det er ikke en pludselig ændring som hos kvinder.

Nogle mænd oplever symptomer som træthed, nedsat sexlyst og humørsvingninger. Symptomer kan dog også skyldes generel aldring, livsstil eller andre sygdomme og er derfor ikke nødvendigvis et tegn på testosteronmangel.

Der forskes fortsat i, hvor stor en rolle hormonelle ændringer spiller for mænd i denne fase af livet, både for mænd generelt og mænd med diabetes.

Sidst opdateret: 6. marts 2025