Normalt blodsukker og type 2-diabetes
Når man vurderer, om blodsukkeret er normalt, ser man på både fasteblodsukkeret og blodsukkeret, to timer efter man har spist.
Blodsukkeret er ikke en stabil størrelse. Det varierer over døgnet, også hos personer, som ikke har diabetes, alt efter hvor meget man har spist, og hvor fysisk aktiv man er. Det er helt normalt.
Normalt blodsukker er et interval
Fordi blodsukkeret varierer over døgnet, er der ikke én afgrænset definition af, hvornår det er normalt.
Der er dog intervaller, som man vurderer er normalområdet for blodsukkeret, og som man generelt anbefaler, at blodsukkeret ligger inden for, når man har diabetes.
Kommer blodsukkeret over eller under intervallerne, vil man sige, at blodsukkeret er for højt eller for lavt.
De generelle intervaller for et normalt blodsukker, når man har diabetes, er illustreret i figuren nedenfor.
Læs mere om lavt blodsukker og højt blodsukker
Individuelle forskelle
Intervallerne for et normalt blodsukker, som er angivet her på siden, er generelle anbefalinger for alle med diabetes. For mange er målområdet et, man individuelt aftaler med sin diabetesbehandler.
Målet vil nemlig afhænge af blandt andet ens alder, hvor længe man har haft diabetes, hvordan ens diabetes er reguleret, og om man har andre sygdomme end diabetes.
To blodsukkermål
Når man skal vurdere, om et blodsukker ligger inden for normalområdet, taler man om blodsukkeret målt på to forskellige tidspunkter:
- Fasteblodsukker
- Blodsukker to timer efter man har spist.
For begge blodsukkermålinger måler man koncentrationen af sukker i måleenheden millimol per liter (mmol/l).
Læs mere om, hvordan man måler sit blodsukker
Fasteblodsukker
Fasteblodsukker er blodsukkeret målt om morgenen, når man ikke har spist og drukket siden midnat og i mindst 6 timer.
Normalområdet for et fasteblodsukker er:
- Hos personer med diabetes: mellem 4 og 7 mmol/l.
- Hos personer uden diabetes: mellem 4 og 6 mmol/l.
Blodsukkeret to timer efter et måltid
Det andet relevante blodsukkermål er blodsukkeret målt to timer efter et måltid.
Normalområdet for blodsukkeret to timer efter et måltid er:
- Hos personer med diabetes: under 10 mmol/l
- Hos personer uden diabetes: under 8 mmol/l.
Langtidsblodsukker (HbA1c) og middelblodsukker
Fasteblodsukker og blodsukkeret målt to timer efter et måltid er målinger, som siger noget om mængden af sukker i blodet her og nu.
For at justere behandlingen af type 2-diabetes bedst muligt er det dog nyttigt at vide, hvordan blodsukkeret har ligget over en længere periode.
Til at måle blodsukkeret over længere tid måler man langtidsblodsukkeret (HbA1c) og middelblodsukkeret. Begge prøver tages ved en blodprøve og kan fortælle, hvad det gennemsnitlige blodsukker har været de seneste 2-3 måneder.
Læs mere om langtidsblodsukker (HbA1c) og middelblodsukker
Normalt blodsukker
Fasteblodsukker (om morgenen, når man ikke har spist og drukket siden midnat):
- Mellem 4 og 7 mmol/l for personer med diabetes
- Mellem 4 og 6 mmol/l for personer, der ikke har diabetes.
Blodsukker to timer efter et måltid:
- Under 10 mmol/l for personer med diabetes
- Under 8 mmol/l for personer, der ikke har diabetes.
Tallene her er anbefalinger og kan efter aftale med ens behandler være anderledes. Det afhænger altid af, hvordan ens diabetes er reguleret, samt om man har andre sygdomme udover diabetes.
Læs mere om blodsukker