Screening og diagnosticering af graviditetsdiabetes

Graviditetsdiabetes giver sjældent symptomer, og hvis det giver symptomer, er de ofte så vage, at man ikke lægger mærke til dem eller kan skelne dem fra andre graviditetssymptomer.

For at diagnosticere diabetes er det derfor nødvendigt at lave forskellige undersøgelser.

Screening for graviditetsdiabetes

Alle gravide kan få graviditetsdiabetes, men nogle er i større risiko end andre. Denne forskel i risiko bruger man til at vurdere, hvem der skal undersøges for graviditetsdiabetes.

Hvis man opfylder bestemte kriterier, bliver man indkaldt til en test, der kan vise, om man har graviditetsdiabetes.

Man bliver også undersøgt, hvis der ved et graviditetsbesøg hos lægen eller jordemoderen findes sukker i urinen.

Hvem bliver undersøgt for graviditetsdiabetes?

Til et af de første lægebesøg i forbindelse med graviditeten vil lægen spørge ind til forskellige forhold omkring ens sundhed og familie.

Ud fra de oplysninger afgør lægen, om man skal undersøges for graviditetsdiabetes.

Hvis man har én af de nedenstående risikofaktorer, bliver man indkaldt til en såkaldt sukkerbelastningstest omkring graviditetsuge 24-28. 

Har man to eller flere af nedenstående risikofaktorer, er det normalt at blive indkaldt til sukkerbelastningstest to gange. Én omkring graviditetsuge 10-20 og igen i uge 24-28. 

Fordi mange gravide har én eller flere risikofaktorer, vil cirka en tredjedel af alle gravide blive tilbudt en sukkerbelastningstest. Det er dog langt fra alle, som viser sig at have graviditetsdiabetes. 

Risikofaktorer for graviditetsdiabetes

Alle gravide kan udvikle graviditetsdiabetes, men en række faktorer øger risikoen:

• Overvægt (i Danmark tester man for graviditetsdiabetes ved BMI over 27).
• Diabetes i familien (type 1- eller type 2-diabetes hos forældre, bedsteforældre, søskende eller egne børn).
• Tidligere graviditets­diabetes.
• Tidligere at have født et stort barn (fødselsvægt over 4500 gram).
• Polycystisk ovarie­syndrom (PCOS).
• Graviditet med mere end ét barn.

Derudover har forskere fundet, at det at ryge øger risikoen for graviditetsdiabetes, og at nogle etniske grupper genetisk har en større risiko for at udvikle graviditetsdiabetes end andre.

Læs mere om forebyggelse af graviditetsdiabetes

Sukker i urinen

Graviditets­diabetes fører ofte til, at der kommer sukker i urinen (glukosuri).

Det sker, fordi sukker, som ikke kan komme ind i cellerne, i stedet bliver udskilt i urinen.

Undersøgelse af urinen 

Alle gravide vil derfor ved graviditets­undersøgelser hos deres jordemoder eller praktiserende læge få undersøgt deres urin for sukker med en såkaldt urinstix.

Hvis prøven viser, at der er sukker i urinen, vil man blive henvist til en sukkerbelastnings­test.

Langt de fleste, der har sukker i urinen, har ikke graviditets­diabetes, men det er vigtigt at få det udelukket med en test.

Sådan foregår en sukkerbelastningstest

En sukkerbelastnings­test (også kaldet glukosebelastnings­test eller Oral Glukose Tolerance Test, OGTT) er en simpel og ufarlig undersøgelse.

Man skal møde op til testen fastende og drikke 75 gram sukker opløst i 200-300 ml vand. Derefter skal man holde sig i ro, hvile men ikke sove, i to timer.

Når de to timer er gået, får man taget en blodprøve for at måle blodsukkeret. Blodprøven skal analyseres, og man får ofte svar samme eller næste dag.

Det er en god idé at medbringe en madpakke til efter undersøgelsen.

Læs mere om sukkerbelastningstest i Patienthåndbogen

Diagnose

Hvis blodprøven taget efter sukkerbelastningstesten viser, at blodsukkeret er 9,0 mmol/l eller derover, har man graviditetsdiabetes. 

Man vil herefter blive henvist til et behandlingssted med særlig ekspertise i graviditetsdiabetes.

Selvom graviditetsdiabetes i mange tilfælde kan behandles med ændringer i kost- og motionsvaner, skal man følges tæt resten af graviditeten.

Læs mere om behandling af graviditetsdiabetes