Time-in-range
Har man en glukosesensor, kan man bruge 'time-in-range'-princippet, når man vurderer sit blodsukker.
Med en sensor kan man i hverdagen navigere efter 'time-in-range'.
Et velreguleret blodsukker er vigtigt, når det handler om at forebygge følgesygdomme til diabetes.
Traditionelt kigger man på langtidsblodsukkeret (HbA1c), når man skal vurdere, hvor godt ens blodsukker er reguleret over tid. Har man en glukosesensor, kan man imidlertid få et mere nuanceret billede af sit blodsukker ved at bruge det mål, der hedder 'time-in-range' (TIR), også kaldet 'tid i målområdet'.
'Time-in-range' beskriver, hvor stor en del af døgnet man har et blodsukker mellem 3,9 og 10 mmol/l.
Hvor mange timer i døgnet?
For de fleste personer med type 1-diabetes vil målet være, at man i mindst 70 procent af døgnets 24 timer har et blodsukker på mellem 3,9 og 10 mmol/l. Det svarer til knap 17 timer.
Redskab i dagligdagen
Modsat langtidsblodsukkeret kan 'time-in-range' være et redskab at styre efter til daglig for personer med diabetes.
Fordi langtidsblodsukkeret kun bliver målt hver 2. eller 3. måned og er et rent gennemsnit over tid, kan det ikke fortælle om daglige dyk eller toppe i blodsukkeret.
Med andre ord er et godt langtidsblodsukker derfor ikke nødvendigvis ensbetydende med gode blodsukkerværdier. Har man f.eks. mange tilfælde af lavt blodsukker (hypoglykæmi), kan man opnå et lavere langtidsblodsukker, selvom man i virkeligheden har mange udsving.
Læs mere om lavt blodsukker og højt blodsukker ved type 1-diabetes
Mange målinger
Når 'time-in-range' kun er for personer med sensor, er det fordi, det kræver mange daglige glukoseværdier at kunne se fordelingen.
En sensor leverer typisk nye målinger af blodsukkeret hvert 5.-15. minut. Herefter kan man med de fleste sensormodeller få vist procentsatsen for 'time-in-range' den seneste dag, uge, måned eller hvad, man nu ønsker.
Ved hjælp af en sensor og ’time-in-range’ kan man derfor direkte aflæse, om man har et stabilt blodsukker uden mange tilfælde af lavt blodsukker eller højt blodsukker (hyperglykæmi).
Læs mere om brug af sensor
Mere tid i målområdet
Fordi man hurtigt kan reagere på udsving i blodsukkeret, kan en sensor føre til mere tid i målområdet.
Studier har vist, at brug af sensor resulterer i en stigning i andelen af tid, hvor en persons blodsukker er i målintervallet. Stigningen er cirka 7 procentpoint. Omsat i tid svarer det til, at blodsukkeret ligger i målområdet 1 time og 41 minutter længere i døgnet.
I boksen herunder ses de nærmere behandlingsmål for ’time-in-range'.
Mål for blodsukker ved 'time-in-range'
Den nationale behandlingsvejledning for type 1-diabetes beskriver, hvor stor en procentdel af blodsukkermålingerne i døgnet, der bør være inden for et bestemt interval.
For de fleste med type 1-diabetes vil målene være, at:
- under 1 procent af målingerne skal ligge under 3 mmol/l
- under 4 procent af målingerne skal ligge under 3,9 mmol/l
- over 70 procent af målingerne skal ligge mellem 3,9 og 10 mmol/l
- under 25 procent af målingerne skal ligge over 10 mmol/l
- under 5 procent af målingerne skal ligge over 13,9 mmol/l.
Blodsukkeret skal altså for de fleste med type 1-diabetes gerne ligge mellem 3,9 og 10 mmol/l i mindst 70 procent af døgnet. Det svarer til knap 17 timer af døgnets 24 timer.
Individuelle mål
Blodsukkermål og 'time-in-range'-værdier vil altid være en individuel vurdering, og behandlingsmål skal aftales med ens behandler. Andre sygdomme eller graviditet kan også gøre, at man må justere i målområdet.
For personer med type 1-diabetes med høj alder og kompliceret diabetes, går man efter, at:
- under 1 procent af målingerne skal ligge under 3,9 mmol/l
- over 50 procent af målingerne skal ligge mellem 3,9 og 10 mmol/l
- under 10 procent af målingerne skal ligge over 13,9 mmol/l.
For personer med høj alder og kompliceret diabetes skal blodsukkeret altså helst ligge mellem 3,9 og 10 mmol/l i mindst 50 procent af tiden. Det svarer til 12 timer af døgnets 24 timer.
Her har specialister vurderet, at det er vigtigst at undgå de lave blodsukkerværdier, altså tid under målområdet, og meget tid med meget høje blodsukkerværdier, som ofte fører til tørst og træthed.
Individuelle mål
Blodsukkermål og 'time-in-range'-værdier vil altid være en individuel vurdering, og behandlingsmål skal altid aftales med ens behandler.
Forståelse af hele døgnet
Overordnet kan en sensor og 'time-in-range’ altså være med til at fortælle, om ens prioriteringer i hverdagen fungerer.
De løbende data kan hjælpe til at forstå, om man får den rette mængde medicin, mad og motion. Samtidig kan man se, hvordan blodsukkeret har været om natten – noget man typisk ikke vil gøre brug af med en fingerprikker.
Data fra sensoren kan uploades, så behandleren kan følge med, og ser man store udsving i blodsukkeret, kan man i fællesskab tage hånd om det.
Supplement til langtidsblodsukkeret
’Time-in-range’ kan ikke aktuelt erstatte langtidsblodsukkeret. Det skyldes blandt andet, at der mangler studier, som undersøger sammenhængen mellem 'time-in-range' og følgesygdomme.
Tilsammen kan 'time-in-range' og langtidsblodsukkeret dog give et godt udgangspunkt for behandlingen af diabetes og forebyggelse af følgesygdomme.
Læs mere om følgesygdomme ved type 1-diabetes
Forskning om emnet
Find selv videnskabelige oversigtsartikler om emnet.
Søgefunktionen NemPubMed gør det nemt at finde diabetesrelateret forskning i PubMed, verdens største database for videnskabelig litteratur om sundhed.
Søg i NemPubMed
Videooplæg om 'time-in-range'
Hvad er 'time-in-range'? Og hvordan bruges det i dagligdagen?
Se oplæg fra temaaften på Steno Diabetes Center Copenhagen med Kirsten Nørgaard, overlæge, dr.med. og forskningsleder for diabetesteknologiforskningen på SDCC.
