Sensorer og type 2-diabetes
En sensor måler blodsukkeret døgnet rundt og sender tallene til en app eller aflæser. For nogle med type 2-diabetes kan en sensor blive relevant.
En sensor kan blandt andet sidde på bagsiden af armen, hvor den er godt beskyttet og ikke generer mere end højst nødvendigt.
En sensor er et alternativ til blodsukkermåling med blodsukkerapparat og fingerprik. Med sensoren kan man få et mål for sit blodsukker døgnet rundt uden at skulle prikke sig i fingeren.
Hvem er en sensor relevant for?
Langt de fleste med type 2-diabetes klarer sig fint med fingerprik, når man skal måle blodsukker.
Hvis man får insulin, når man har type 2-diabetes, kan det dog i nogle tilfælde være relevant at få en sensor.
En sensor kan give alarm ved højt og lavt blodsukker, og det er let at tjekke, hvor blodsukkeret ligger. Derfor vil mange med en sensor opleve at få et mere stabilt blodsukker.
En sensor skal altid bevilges, enten som et behandlingsredskab af regionen eller som hjælpemiddel af kommunen.
Sådan fungerer sensoren
Sensoren sættes fast på huden, for eksempel på overarmen eller maven.
En sensortråd måler sukkeret i vævsvæsken, som giver et godt mål for blodsukkeret. Blodsukkerniveauet kan derfor aflæses på en særlig aflæser eller via en app på mobiltelefonen.
Få svar på nogle af de mest stillede spørgsmål om sensorer
I stedet for at skulle prikke en dråbe blod ud på fingeren for at måle blodsukkeret kan en sensor måle mængden af sukker i vævsvæsken under huden. På den måde kan man løbende få et mål for sit blodsukker.
CGM, FGM eller bare sensor?
Der findes forskellige typer sensorer. Fælles for dem alle er, at de måler blodsukkeret løbende.
Overordnet kan man inddele sensorer alt efter hvilken teknologi, de bygger på: CGM eller FGM.
Mange kalder det blot en sensor uanset type.
Herunder kan man læse mere om, hvordan de to sensor-systemer virker.
Typer af sensorer
En kontinuerlig glukosemåler (CGM) virker ved, at en lille sensortråd sættes ind under huden. Sensoren er forbundet til en sender, der sidder fast på huden ved hjælp af et plaster.
Sensoren måler hele tiden mængden af sukker i underhudens vævsvæske.
Sensoren sender målingerne videre til f.eks. en app på en telefon eller en insulinpumpe via Bluetooth. På den måde kan man hele tiden følge med i sit blodsukker og se udviklingen over f.eks. det seneste døgn.
Alarm ved højt og lavt blodsukker
Sensorer kan give en alarm ved høje eller lave blodsukkerværdier samt ved hurtigt stigende eller faldende blodsukkerværdier. Det kan især være nyttigt for personer, der har problemer med selv at mærke, når deres blodsukker bliver for lavt.
Da man måler i underhudens vævsvæske, skal man være opmærksom på, at målingerne er forsinket 5-10 minutter i forhold til de aktuelle blodsukkerværdier.
Udskiftning og kalibrering af sensor
Sensoren skal skiftes hver 7.-14. dag alt efter modellen. Man kan gå i bad, motionere og svømme med en sensor på.
Nogle sensorer skal kalibreres i ny og næ. Det gør man ved hjælp af en blodsukkermåling, som er taget på et blodsukkerapparat. Derefter taster man blodsukkerværdien ind i sensoren.
Der findes forskellige sensormodeller, og det varierer, hvor ofte de skal kalibreres.
Er man det mindste i tvivl om, hvorvidt målingerne er korrekte, vil ens behandler anbefale, at der laves kontrolmålinger med fingerprikker og blodsukkerapparat.
Få svar på ofte stillede spørgsmål om sensorer
En flash glukosemåler (FGM) måler, ligesom en kontinuerlig glukosemåler, mængden af sukker i vævsvæsken i underhuden.
Flash glukosemålere anvender både Bluetooth og til at dele data. Data sendes automatisk til en app via Bluetooth, men hvis man bruger en aflæser i stedet, skal man scanne den foran sensoren, for at se blodsukkerværdierne.
Signaltab, både på app eller aflæser, kræver også, at man scanner.
Alarm ved højt og lavt blodsukker
Sensorer kan give en alarm ved høje eller lave blodsukkerværdier samt ved hurtigt stigende eller faldende blodsukkerværdier.
Alarmer kan især være nyttigt for personer, der har problemer med selv at mærke, når deres blodsukker bliver for lavt.
Da man måler i underhudens vævsvæske, skal man være opmærksom på, at målingerne er forsinket 5-10 minutter i forhold til de aktuelle blodsukkerværdier.
Udskiftning af flash glukosemåler
Sensoren skal skiftes hver 14. dag. Det er ikke nødvendigt at kalibrere den. Man kan gå i bad, motionere og svømme med en sensor på.
Data kan deles
Hvor et fingerprik giver et øjebliksbillede af blodsukkerniveauet, måler sensoren løbende dag og nat. Man får altså mere komplet information om sit blodsukker. Data kan uploades til en platform, så man selv kan analysere dem, og ens behandler kan også få adgang.
På den måde kan man få et overblik over sit blodsukkerniveau og reagere på det. Samtidig kan man lære mere om sin krop og få en forståelse af, hvordan mad, motion og andre aktiviteter påvirker blodsukkeret.
Fordi de fleste sensorer kan sende alarmer, når blodsukkeret bliver for lavt eller for højt, kan man handle, inden problemerne opstår. Data og alarmer kan ofte deles med et antal personer som en ekstra sikkerhed.
Sådan uploader man sine blodsukkertal
Læs mere og se videoer om, hvordan man uploader blodsukkerdata hos de forskellige Steno Diabetes Centre i Danmark:
Upload af data hos Steno Diabetes Center Aarhus via Glooko og LibreView
Upload af data hos Steno Diabetes Center Copenhagen
Upload af data hos Steno Diabetes Center Odense
Hold øje med huden
Når man bruger sensor, er det vigtigt at være opmærksom på huden. Nogle personer oplever, at huden reagerer dér, hvor sensoren er sat fast.
Sensoren bør altid sættes på ren og tør hud, og nogle former for hudbarrierer kan afhjælpe hudreaktioner. Hvis man oplever problemer med huden, skal man tale med sin diabetesbehandler.
Får man hudreaktioner på grund af sensoren, kan man indberette det til Lægemiddelstyrelsen.
Læs mere om hud og diabetesudstyr, og find nogle generelle råd til at forebygge hudreaktioner
Bevilling af sensor
Det kræver en bevilling at få en sensor. Sensoren kan tildeles som et behandlingsredskab af regionerne eller som et hjælpemiddel af kommunerne.
Som det er nu, kan der være geografisk ulighed i bevillingen af en sensor. Man kan hos sin diabetesbehandler få nærmere rådgivning om muligheden for en sensor og de forskellige sensormodeller.
Hvis kommunen vælger ikke at bevilge en sensor, kan man benytte sig af fritvalgsordningen.
Læs mere om fritvalgsordning
Video om, hvad en sensor er
Hvad er en glukosesensor? Varighed: 1 minut og 52 sekunder. (Video: Helbredsprofilen.dk)
Forskning om emnet
Glukosesensorer kan stabilisere blodsukkeret
En gruppe forskere har sammenlignet langtidsblodsukkeret blandt personer med type 1-diabetes, som bruger kontinuerlige glukosesensorer (CGM), med langtidsblodsukkeret blandt personer, som måler deres blodsukker via fingerprik. Det har de gjort ved at sammenholde resultaterne af eksisterende forskning om emnet.
Lavere langtidsblodsukker
Forskerne bag studiet konkluderer, at personer med type 1-diabetes, som brugte sensor, i gennemsnit havde et langtidsblodsukker, som var 2,46 mmol/mol lavere end de personer, der ikke brugte sensor. Dog finder forskerne ikke evidens for, at brug af sensor reducerede risikoen for tilfælde med meget lavt blodsukker (hypoglykæmi) eller meget højt blodsukker (ketoacidose). Dette, nævner forskerne, kan dog skyldes, at disse tilstande er sjældne, hvorfor det kan være svært at påvise en eventuel sammenhæng med sensorbrug.
Nogle undergrupper kan have større gavn af sensor
Forskerne har også sammenlignet effekten af at bruge sensor mellem forskellige undergrupper. Da de sammenlignede grupper med forskelligt langtidsblodsukker i udgangspunktet, fandt de kun evidens for, at en sensor havde en positiv effekt på langtidsblodsukkeret hos personer, som havde et højt langtidsblodsukker (over 64 mmol/mol), og ikke hos personer, som havde et lavere langtidsblodsukker (< 64 mmol/mol). På samme måde fandt de kun evidens for, at en sensor havde en positiv effekt på langtidsblodsukkeret hos personer, der injicerede insulin eller brugte en kombination af injektioner og pumpe, og ikke hos personer, som kun brugte insulinpumpe. Forskerne understreger dog, at der pga. det lille antal studier, der har undersøgt hver af disse grupper, er stor usikkerhed forbundet med dette fund.
Om studiet
Forskerne har sammenholdt resultaterne af 21 studier med i alt 2.149 personer med type 1-diabetes, som enten brugte sensor eller selv målte deres blodsukker via fingerprik. De inkluderede studier er udgivet i perioden 2011-2020. Alle studierne har sammenlignet langtidsblodsukker i de to grupper, mens henholdsvis 13 og 14 af studierne også har sammenlignet risikoen for meget lavt eller meget højt blodsukker. Sammenlagt vurderer forskerne bag oversigtsartiklen, at sikkerheden for deres fund er moderat.
Find forskningsoversigten
Oplevelser med at have en glukosesensor
I en oversigtsartikel fra 2017 har en gruppe forskere sammenholdt eksisterende kvalitative studier om, hvordan det opleves at leve med en glukosesensor.
Øget tryghed og selvstændighed
Forskerne bag artiklen har fundet flere studier, som peger på, at glukosesensorer har medført øget tryghed blandt brugerne pga. færre bekymringer om lavt blodsukker. Flere studier peger også på, at sensorer har medført en øget selvstændighed, særligt blandt børn, som med sensorer har fået større mulighed for at opholde sig uden for deres forældres konstante opsyn. I relation hertil finder forskerne flere studier, som peger på, at sensorer har ændret relationerne til andre mennesker for personer med diabetes, da information, bekymringer og beslutninger om sygdommen i højere grad kan deles med ægtefæller og andre samboende.
Nye gener og bekymringer
Forskerne har også fundet flere studier, som peger på en række negative konsekvenser forbundet med glukosesensorer. Nogle personer har oplevet tekniske udfordringer, når sensoren skulle kalibreres. Andre har oplevet fysiske gener, såsom eksem eller gener i forbindelse med motion. Nogle studier har også beskrevet, at den fysiske tilstedeværelse af sensoren på kroppen og dens alarmer ved højt eller lavt blodsukker har medført en øget bevidsthed om at være anderledes. Nogle studier har også peget på, at den konstante opmærksomhed på diabetes, som sensoren kan medføre, kan øge bekymringer om sygdommen.
Ven eller spion?
Samlet set peger forskerne bag artiklen på, at der kan være ambivalente følelser forbundet med at få en glukosesensor. På den ene side kan den blive en ven, som man kan stole på og finde tryghed i, og på den anden side kan den være en spion, som konstant følger og kan sladre om en. Forskerne foreslår, at behandlere af diabetes kan tage højde for dette, f.eks. gennem bedre undervisning i brug af sensorer og forventningsafstemning med brugerne.
Om studiet
Forskerne bag oversigtsartiklen har sammenholdt resultaterne af ni kvalitative studier med i alt 343 personer med type 1-diabetes, som brugte glukosesensorer. Artiklerne er udgivet i perioden 2007 til 2017 og er alle baseret på studier, som foregik i højindkomstlande.
Find forskningsoversigten
Find selv videnskabelige oversigtsartikler om emnet.
NemPubMed
Søgefunktionen NemPubMed gør det nemt at finde diabetesrelateret forskning i PubMed, verdens største database for videnskabelig litteratur om sundhed.
Søg i NemPubMed
Forsinkede værdier fra sensor
Det er vigtigt at huske, at en sensor måler i vævsvæsken, og ikke i blodet. Det betyder, at sensorens værdier er 5-10 minutter forsinket i forhold til måling med fingerprik.
