Gå til hovedindhold

Diagnosen type 2-diabetes

Diagnosen type 2-diabetes stilles i de fleste tilfælde ved en blodprøve, der måler langtidsblodsukkeret.

Billede af en blodprøve i armen

Blodprøven HbA1c bruges til at stille diagnosen type 2-diabetes. Det er en almindelig blodprøve, der kan tages i armen, som på billedet, eller via fingerspidsen eller øreflippen.

Kort fortalt

  • Type 2-diabetes diagnosti­ceres ved et lang­tids­blod­sukker på 48 mmol/mol eller der­over.  
  • Langtids­blod­sukkeret kan måles gennem en blod­prøve (HbA1c).
  • Personer med symptomer eller i risiko for at udvikle type 2-diabetes bør under­søges hos lægen.
  • Udover HbA1c kan man også teste for type 2-diabetes via faste­blod­sukker, sukker­belastnings­test eller med et til­fældigt blod­sukker.

Hvis man har symptomer på type 2-diabetes eller tilhører en risiko­gruppe for at få diabetes, er det en god idé at blive undersøgt hos lægen.

Læs mere om symptomer på type 2-diabetes og årsager og arvelighed

Sådan stilles diagnosen type 2-diabetes

Lægen vil undersøge for symptomer på type 2-diabetes, tjekke ryge­status, blod­tryk og kolesterol­tal og samtidig tage en blodprøve, der måler blodsukkeret. Oftest bruges blod­prøven HbA1c, som måler langtids­blodsukkeret.

I de fleste tilfælde vil blod­prøven blive taget fra en blodåre i armen, men den kan også tages i fingerspidsen eller øreflippen. Det er ikke nødvendigt at faste inden. Blod­prøven sendes til et laboratorium, hvor man måler værdien for langtids­blodsukkeret (HbA1c).

Langtids­blodsukkeret er et udtryk for, hvor meget sukker der har været bundet til stoffet hæmoglobin i blodet over de seneste 2-3 måneder, og fortæller altså, hvordan blodsukkeret har ligget over en længere periode.

Mængden af sukker i blodet angives som en koncentration, der måles i enheden millimol per mol (mmol/mol).

Et højt langtidsblodsukker

Er langtidsblod­sukkeret 48 mmol/mol eller højere, skal der oftest foretages en ny måling på en anden dag, for at sikre at prøven er korrekt. Er den anden prøve tilsvarende høj, vil man blive diagnosticeret med type 2-diabetes.

Når man har fået stillet diagnosen, vil man have diagnosen type 2-diabetes resten af livet. Man kan dog selv gøre meget for at leve godt med diabetes og for at undgå følge­sygdomme.

Læs mere om langtidsblodsukker og behandling for type 2-diabetes

Diagnose hos bestemte grupper

I enkelte tilfælde kan langtids­blodsukkeret (HbA1c) ikke bruges til at stille diagnosen type 2-diabetes. I de tilfælde måler man i stedet fasteblod­sukkeret eller laver en sukker­belastnings­test.

Det gælder ved tilstande, hvor de røde blod­legemers (erytrocytternes) levetid er påvirket. Det ses f.eks. blandt personer med:

  • Alkoholisme
  • Jern- og B12-mangel
  • Graviditet
  • Nyresvigt (nyreinsufficiens)
  • Arvelige blod­sygdomme (hæmoglobinopatier)
  • Blodsygdomme, der påvirker de røde blod­legemers levetid.

Forskellige metoder til test af blodsukker

Langtids­blodsukkeret (HbA1c) måles via en blodprøve enten i armen, øreflippen eller fingerspidsen. Efterfølgende sendes blodprøven til analyse på et laboratorium. Man skal ikke være fastende før prøven tages.

Langtids­blodsukkeret er et udtryk for, hvor meget sukker der har været bundet til stoffet hæmoglobin i blodet over de seneste 2-3 måneder. Mængden af sukker i blodet angives som en koncentration, der måles i enheden millimol per mol (mmol/mol).

Er langtids­blodsukkeret 48 mmol/mol eller højere, kan lægen stille diagnosen type 2-diabetes. Man vil oftest bekræfte resultatet med en til prøve. 

Faste­blodsukker måles via en blodprøve enten i armen, øreflippen eller finger­spidsen. Til undersøgelsen får man taget to blod­prøver, der sammenlignes for at sikre resultatet.

  • Ved blod­prøve i armen stiller man diagnosen type 2-diabetes ved en sukker­koncentration på 7 mmol/l eller derover
  • Ved blod­prøve i øreflippen eller finger­spidsen stiller man diagnosen type 2-diabetes ved en sukker­koncentration over 7 mmol/l.

Ved faste­blodsukker­prøven er det vigtigt, at man møder op fastende. Det vil sige, at man inden for otte timer før blod­prøven ikke har spist eller røget, ikke har drukket andet end vand og ikke har været intens fysisk aktiv. Derudover skal man have spist og drukket nogenlunde normalt de seneste tre dage.

Ved en sukker­belastningstest (også kaldt glukose­belastning eller Oral Glucose Tolerance Test, OGTT) skal man møde fastende. Man vil blive bedt om at drikke 250 ml sukker­vand, som man får udleveret. Herefter skal man vente i to timer, hvor man skal forholde sig i ro.

Når de to timer er gået, vil man få målt ­koncentrationen af sukker i blodet via en blod­prøve enten i armen, øre­flippen eller finger­spidsen.

  • Ved blod­prøve i armen stiller man diagnosen type 2-diabetes ved en sukker­koncentration på 11,1 mmol/l eller derover
  • Ved blod­prøve i øreflippen eller finger­spidsen stiller man diagnosen type 2-diabetes ved en sukker­koncentration over 12,2 mmol/l.

Man kan bruge et tilfældigt blodsukker, hvis der samtidig er klassiske symptomer på diabetes. Et tilfældigt blodsukker vil sige, at man ikke har fastet eller indtaget sukker inden prøven, som ved nogle af de andre metoder. 

  • Ved et tilfældigt blodsukker stiller man diagnosen type 2-diabetes ved en sukkerkoncentration på 11,1 mmol/l eller højere samt klassiske symptomer på diabetes.
Sidst opdateret: 24. marts 2022