Gå til hovedindhold

Tænder og type 2-diabetes

Type 2-diabetes reducerer tandkødets modstandsdygtighed. Det kan føre til tandkødsbetændelse, som kan udvikle sig til parodontitis.

Indhold

    Billede af en mands ansigt, der smiler efter vinterbadning.

    Personer med diabetes har en øget risiko for at udvikle parodontitis og huller i tænderne. Derfor er det ekstra vigtigt med en god mundhygiejne, hvis man har diabetes.

    Personer med type 2-diabetes har en øget risiko for at udvikle forskellige sygdomstilstande i munden. I de fleste tilfælde er det tilstande, der opstår efter en årrække med diabetes.

    Det sker også, at det er tandlægen eller tandplejeren, som opdager, at en person har type 2-diabetes.

    Parodontitis (paradentose)

    Diabetes reducerer tandkødets modstandsdygtighed, og kan føre til, at man får betændelse i tandkødet (gingivitis).

    Hvis betændelsen ikke opdages og behandles, kan det udvikle sig til betændelse i det væv, der støtter og fastholder tænderne. Tilstanden kaldes parodontitis, og opstår oftest hos personer med dårligt reguleret diabetes.

    Hvis man har diabetes, har parodontitis ofte et hurtigere og mere alvorligt forløb, og det er vanskeligere at behandle.

    Parodontitis er den hyppigste af de sygdomme i munden, der er relateret til diabetes. Andre sygdomme kan være gærsvampeinfektioner, mundtørhed, øget risiko for huller i tænderne og føle- og smagsforstyrrelser.

    Hvad sker der i munden?

    Parodontitis opstår ved, at tandkødsbetændelse breder sig til tændernes støttevæv (tandkød og knogle). Betændelsestilstanden skyldes bakterier i belægningerne på tændernes overflade eller langs tandkødsranden (plak).

    Hvis belægningerne ikke fjernes ved tandrensning og god mundhygiejne, kan bakterierne sprede sig langs tandroden. Sker det, opstår der tandkødslommer, der kan indeholde mange bakterier og udvikle yderligere betændelse.

    Konsekvenser af betændelsen

    Betændelsen nedbryder bindevæv og knogle, så tænderne bliver løse og kan falde ud. Bakterierne kan også spredes fra tandkødslommerne til blodbanen.

    Det kan have betydning for blodsukkeret, der stiger ved betændelsestilstande i kroppen.

    Betydningen af højt blodsukker

    Personer med forhøjet blodsukker har en ekstra øget risiko for at få parodontitis.

    Det har de, fordi koncentrationen af sukker i spyttet stiger, når blodsukkeret er 10-15 mmol/L.

    Symptomer

    Tandkødsbetændelse viser sig ved ømt og hævet tandkød, der bløder ved tandbørstning.

    Parodontitis giver først symptomer, i form af løse tænder, når tilstanden er meget langt fremskreden.

    Blødning fra tandkødet kan være et forvarsel, og man bør blive tjekket hos en tandlæge.

    Behandling

    Formålet med behandlingen af parodontitis er at standse eller forhindre yderligere sygdomsudvikling. Det gør man blandt andet ved at fjerne plak og tandsten fra tænderne.

    Bakteriebelægningerne i de dybe tandkødslommer kan man ikke selv fjerne ved parodontitis. Det skal gøres af en tandlæge eller tandplejer.

    Ofte er gentagne tandrensninger nok, men nogle gange kan det være nødvendigt at operere. Ved operationen fjernes noget af tandkødet, så tandkødslommerne bliver mindre.

    Når en person med diabetes bliver behandlet for parodontitis hos tandlægen, vil man ofte opleve en forbedring i langtidsblodsukkeret (HbA1c).

    Forebyggelse af sygdomme i mund og tænder

    Grundig mundhygiejne er vigtigt for alle.

    Har man diabetes er god mundhygiejne særligt vigtigt, fordi der er ændrede forhold som f.eks. mere sukkerholdigt spyt. 

    Tandbørstning og tandtråd

    Det er derfor vigtigt at børste tænderne grundigt med fluorholdig tandpasta, mindst to gange om dagen.

    For at forebygge tandkødsbetændelse er det desuden vigtigt at bruge tandtråd eller lignende dagligt.

    Sukker i mad og drikke

    Forebyggelse indebærer også opmærksomhed på indtagelse af søde drikke eller druesukker ved lavt blodsukker. De kan nemlig skabe syreskader på tænderne og bidrage til dannelse af plak.

    Derfor skal personer med diabetes være opmærksomme på at skylle munden efter f.eks. at have drukket juice ved lavt blodsukker.

    Tandlægebesøg

    Desuden er det en god idé at følge sin tandlæges eller tandplejers råd om, hvor hyppigt man bør få lavet tandrensning og tandeftersyn.

    Endelig er det altid en god idé at fortælle sin tandlæge eller tandplejer, at man har diabetes.

    Læs mere om tilskud til tandlægebehandling

    Andre mund-og tandlidelser

    Mundtørhed eller nedsat spytproduktion kan være et symptom på, at blodsukkeret er for højt.

    Ikke alle oplever, at mundtørhed og mangel på spyt er generende. Men mundtørhed øger risikoen for huller i tænderne og betændelse i tandkødet, da tungen bruger spyttet til at holde tænderne rene.

    Risikoen for at få huller i tænderne hænger desuden sammen med, hvor godt blodsukkeret er reguleret.

     Personer med velreguleret diabetes og god mundhygiejne er ikke i større risiko for at få huller end personer, som ikke har diabetes.

    Årsager til mundtørhed

    Højt blodsukker kan fører til mundtørhed

    Hos personer med type 1-diabetes vil mange år med diabetes og skader på nervesystemet (neuropati) ofte også kunne være en af flere årsager til mundtørhed.

    Nogle typer medicin kan også føre til nedsat spytproduktion. Smerter i tungen kan have samme årsag.

    Læs mere om mekanismerne bag mundtørhed og højt blodsukker 

    Personer med diabetes har større risiko for at få huller i tænderne (caries).

    Mundtørhed og mangel på spyt, som er en almindelig følge af diabetes, øger risikoen for huller i tænderne og tandkødsbetændelse, da tungen bruger spyttet til at holde tænderne rene.

    Desuden betyder det høje indhold af sukker i spyttet, at bakterierne får de bedste betingelser for at vokse. Det øger risikoen for at få huller i tænderne og tandkødsbetændelse.

    Undgå huller i tænderne

    For at forebygge huller i tænderne bør man undgå at få for højt blodsukker og skrue ned for indtaget af sukkerholdig mad og drikkevarer.

    Og så er det naturligvis vigtigt, at man husker at børste tænder.

    Læs mere om god mundhygiejne

    Et højt blodsukker kan føre til problemer med svampeinfektioner i munden.

    Det skyldes, at meget sukker i spyttet giver gode vilkår for, at svampen Candida kan formere sig kraftigt og hurtigt.

    Symptomer

    Svampeinfektion kan give symptomer som:

    • Hvid-gule belægninger i munden
    • Ildrød slimhinde med små blødende sår
    • Ømhed
    • Smerter eller brændende fornemmelse i munden
    • Revner i mundvigene
    • Dårlig smag i munden
    • Synkebesvær.

    Nogle personer med diabetes kan opleve, at der sker en ændring i smagssansen. Det viser sig typisk ved, at søde sager opleves at smage mindre sødt.

    Den reducerede fornemmelse for sødme kan føre til, at man vælger at spise flere ting, som smager sødt og har et højt indhold af hurtige kulhydrater. Det kan imidlertid forværre sundheden i munden og den generelle diabetesregulering.

    Sidst opdateret: 14. september 2023

    Kilder

    Holmstrup P, Damgaard C, Olsen I, Klinge B, Flyvbjerg A, Nielsen CH, Hansen PR. Komorbiditet ved marginal parodontitis: To sider af samme sag? Tandlægebladet. 2017;121(1):52-61.