Gå til hovedindhold

Viden om diabetes

Tvangsoverspisning

Tvangsoverspisning er en spiseforstyrrelse, der ofte er forbundet med negative følelser som skyld og skam.

Indhold

    Tvangs­overspisning – også kaldet Binge Eating Disorder (BED) – er en relativ ny diagnose inden for spise­forstyrrelser. Der findes ikke tal for tvangs­overspisning i Danmark, men på baggrund af internationale under­søgelser vurderer man, at 2-3 procent af befolkningen oplever tvangs­overspisning. Det svarer til mellem 40.000 og 50.000 personer.

    Det er den hyppigste spise­forstyrrelse hos mænd, selvom største­delen af dem, som har tvangs­overspisning, er kvinder. Tvangs­overspisning er tæt forbundet med overvægt og tidligere forsøg på vægttab.

    Ofte oplever personer, der tvangs­overspiser, meget skyld og skam forbundet med sygdommen. Det kan medføre nedtrykthed og føre til depression som en del af sygdommen.

    Til forskel fra over­spisningerne ved bulimi, spiser man ved tvangs­overspisning, indtil man føler en ubehagelig mæthed, man spiser meget hurtigere end normalt, altid alene (ofte ses det også ved bulimi) og med en følelse af væmmelse.

    Læs mere om bulimi

    Sammenhængen mellem tvangs­overspisning og diabetes er usikker, men studier tyder på, at flere personer med type 2-diabetes oplever tvangs­overspisning sammen­lignet med baggrunds­befolkningen.

    Symptomer på tvangsoverspisning

    Hyppigt forekomne episoder med overspisning, der er karakteriseret ved: 

    • indtagelse af store mængder mad på kort tid
    • at forekomme når man er alene
    • en følelse af at miste kontrollen med spisningen
    • betydelig forpinthed eller ubehag.

    I modsætning til bulimi, så foretager personer, der har tvangsoverspisning, ingen handlinger, der forhindrer kroppen i at optage maden (opkastninger, ekstremt hård motion, restriktiv spisning, afføringsmidler, vanddrivende medicin eller manglende insulin).

    Diagnose

    Tvangsoverspisning blev en selvstændig diagnose i 2020 og optræder i det internationale diagnosesystem ICD-11.

    Kriterierne for diagnosen tvangsoverspisning, er, at man oplever hyppige, tilbagevendende episoder med overspisninger, som:

    • forekommer minimum én gang om ugen gennem en periode på flere måneder
    • sker inden for en afgrænset tidsperiode, hvor man oplever en følelse af kontroltab over spisningen
    • giver en følelse af, at man ikke kan stoppe spisningen eller kontrollere hvad, og hvor meget man spiser.

    Forekomst af tvangs­overspisning

    I flere studier er sammen­hængen mellem type 2-diabetes og tvangs­overspisning blevet undersøgt. I 2020 blev en del af studierne samlet i en forsknings­oversigt. Formålet var at belyse hvor mange med type 2-diabetes, der også har tvangs­overspisning. Her fandt man, at op til 20 procent af alle med type 2-diabetes også har en spise­forstyrrelse, hvoraf tvangs­overspisning er den mest hyppige. Det er væsentligt højere end i den generelle befolkning.

    Find artiklen

    Sidst opdateret: 15. marts 2022