Gå til hovedindhold

Viden om diabetes

Diagnosen type 1-diabetes

Diagnosen type 1-diabetes stilles ved at måle indholdet af sukker i blodet. Der vil ofte være tydelige symptomer, når diagnosen stilles.

Indhold

    For langt de fleste, som diagnosticeres med type 1-diabetes, går der ikke ret lang tid, mellem man får symptomer, til man får stillet diagnosen. 

    Symptomerne på type 1-diabetes opstår på grund af højt blodsukker, der kan komme til udtryk i form af øget tørst, øget tissetrang, træthed og uforklarligt vægttab.

    Har man haft højt blodsukker i en længere periode, kan der være ketonstoffer i blodet, der kan give symptomer som utilpashed, kvalme, ondt i maven og opkast.

    For nogle vil symptomerne opstå inden for få dage, mens de for andre vil vise sig over lidt længere tid.

    Hvis man mistænker, at man har type 1-diabetes eller har symptomer på en begyndende ketoacidose (syreforgiftning), er det vigtigt at søge læge med det samme. 

    Type 1-diabetes kan opstå i alle aldre, men er hyppigst hos børn og unge. 

    Læs mere om symptomer på type 1-diabetes og symptomer på ketoacidose

    Undersøgelse for type 1-diabetes

    Hvis lægen mistænker, at man har type 1-diabetes, vil man først og fremmest måle koncentrationen af sukker i blodet ved at tage en blodprøve.

    Man kan enten måle et tilfældigt blodsukker (ved symptomer på højt blodsukker), langtidsblodsukkeret (HbA1c), fasteblodsukkeret eller bruge en sukkerbelastningstest.

    Grænseværdierne for type 1-diabetes afhænger af typen af blodprøve. Læs mere om de forskellige metoder og grænseværdier længere nede på siden.

    Hvis man får taget blodprøven hos sin egen læge, og den viser et højt blodsukker over grænseværdierne, bliver man henvist til et hospital til yderligere undersøgelser.

    De yderligere undersøgelser afhænger af ens tilstand. Er der tvivl om diagnosen, kan man få lavet blodprøver, der viser, om man selv producerer insulin (måling af C-peptid) og antistoffer (f.eks. antistoffet GAD-65). Begge prøver er med til at afgøre, om der er tale om type 1-diabetes.

    Hvis blodsukkeret er meget højt, eller man har symptomer, vil man ofte undersøge for begyndende ketoacidose.

    Hvis man har type 1-diabetes, vil man i nogle tilfælde blive indlagt og ellers blive fulgt tæt, mens man bliver opstartet i den rette behandling med insulin. 

    Læs mere om behandling af type 1-diabetes og om at være ny med type 1-diabetes

    Akutte symptomer og tegn på type 1-diabetes

    Symptomerne på type 1-diabetes kan være akutte, hvis blodsukkeret er højt og har været det i længere tid. Hvis det sker, har man ofte ketonstoffer i blodet. Ketonstoffer kan give symptomer som ubehag, kvalme, mavesmerter og opkast. 

    I sjældne tilfælde kan det udvikle sig til diabetisk ketoacidose, altså en syreforgiftning, der kræver behandling på et hospital. Ved diabetisk ketoacidose vil man være omtåget eller bevidstløs.

    For få personer vil ketoacidose være måden, type 1-diabetes bliver opdaget på.

    Læs mere om højt blodsukker og ketoacidose

    Forskellige metoder til test af blodsukker

    Langtids­blodsukkeret (HbA1c) måles via en blodprøve enten i armen, øreflippen eller fingerspidsen. Efterfølgende sendes blodprøven til analyse på et laboratorium. Man skal ikke være fastende, før prøven tages.

    Langtids­blodsukkeret er et udtryk for, hvor meget sukker der har været bundet til stoffet hæmoglobin (de røde blodlegemer) i blodet over de seneste 2-3 måneder. Mængden af sukker i blodet angives som en koncentration, der måles i enheden millimol per mol (mmol/mol).

    Er langtids­blodsukkeret 48 mmol/mol eller højere, kan lægen stille diagnosen type 1-diabetes. Man vil ofte bekræfte resultatet med en ny prøve en anden dag.

    Faste­blodsukker måles via en blodprøve enten i armen, øreflippen eller finger­spidsen. Man vil ofte bekræfte resultatet med en ny prøve en anden dag.

    • Ved blod­prøve i armen stiller man diagnosen type 1-diabetes ved en sukker­koncentration på 7 mmol/l eller derover.
    • Ved blod­prøve i øreflippen eller finger­spidsen stiller man diagnosen type 1-diabetes ved en sukker­koncentration over 7 mmol/l.

    Ved faste­blodsukker­prøven er det vigtigt, at man møder op fastende. Det vil sige, at man de sidste tre dage inden prøven har spist og drukket nogenlunde normalt, og at man inden for de sidste 12 timer før blod­prøven ikke har: 

    • Spist
    • Drukket andet end vand, te og kaffe op til to timer før prøven (uden mælk og sukker)
    • Røget
    • Været meget fysisk aktiv
    • Drukket alkohol (gælder 24 timer før prøven).

    Ens behandler vil altid fortælle, hvis der gælder andre regler for fasten.

    Ved en sukker­belastningstest (også kaldt glukose­belastning eller Oral Glucose Tolerance Test, OGTT) skal man møde fastende. Man vil blive bedt om at drikke 250 ml sukker­vand, som man får udleveret. Herefter skal man vente i to timer, hvor man skal forholde sig i ro.

    Når de to timer er gået, vil man få målt ­koncentrationen af sukker i blodet via en blod­prøve enten i armen, øre­flippen eller finger­spidsen.

    • Ved blod­prøve i armen stiller man diagnosen type 1-diabetes ved en sukker­koncentration på 11,1 mmol/l eller derover.
    • Ved blod­prøve i øreflippen eller finger­spidsen stiller man diagnosen type 1-diabetes ved en sukker­koncentration over 12,2 mmol/l.

    Man kan bruge et tilfældigt blodsukker, hvis der samtidig er klassiske symptomer på diabetes. Når man måler et tilfældigt blodsukker, skal man hverken faste eller indtage sukkervæske inden prøven, som ved nogle af de andre metoder. 

    • Ved et tilfældigt blodsukker stiller man diagnosen type 1-diabetes ved en sukkerkoncentration på 11,1 mmol/l eller højere samt klassiske symptomer på diabetes.

    Sidst opdateret: 8. februar 2022