Blodsukker og type 2-diabetes
Blodsukker er blodets indhold af sukker. Sukker er livsvigtigt for kroppens celler, og det transporteres fra blodet ind i cellerne ved hjælp af insulin.

Når man har type 2-diabetes er det vigtigt at være opmærksom på blodsukkeret. Med tiden får de fleste brug for blodsukkersænkende medicin.
Blodsukker er blodets indhold af sukker. Blodsukker kaldes i nogle sammenhænge også for blodglukose. Sukker er den primære energikilde til kroppens celler, og derfor vigtigt.
Kroppen får sukker fra de kulhydrater, der er i vores kost. Kulhydraterne nedbrydes til sukkermolekyler, som via slimhinden i tyndtarmen bliver optaget i blodet. Det får blodsukkeret til at stige.
Ved hjælp af insulin, produceret i bugspytkirtlen, kan cellerne optage sukkeret, og det får blodsukkeret til at falde igen.
Læs mere om, hvordan mad og drikke påvirker blodsukkeret
Blodsukker og type 2-diabetes
Hos personer med type 2-diabetes producerer bugspytkirtlen stadig insulin. Men hos nogle producerer kroppen ikke nok insulin og kroppens celler er blevet mindre følsomme over for insulin og kan derfor ikke udnytte det så godt som ellers. Det kalder man også nedsat insulinfølsomhed eller insulinresistens.
Når bugspytkirtlen producerer for lidt insulin, eller cellerne er mindre følsomme over for insulin, bliver sukkeret i blodet ikke effektivt nok transporteret ind i kroppens celler. Mængden af sukker i blodet stiger derfor. Det kaldes forhøjet blodsukker eller hyperglykæmi.
Personer med type 2-diabetes får med tiden oftest behov for forskellige former for blodsukkersænkende medicin.
Nogle kan med tiden få behov for at få tilført insulin, fordi sygdommen udvikler sig, og blodsukkerniveauet stiger. Insulinen gør, at kroppens celler kan optage sukker fra blodet og omsætte det til energi.
Selvom man bliver behandlet og får et normalt blodsukker, har man fortsat diagnosen type 2-diabetes.
Læs mere om insulinbehandling
Hvornår er blodsukkeret normalt?
Blodsukkeret er ikke en stabil størrelse. Det varierer over døgnet, også hos personer, som ikke har diabetes, alt efter hvor meget man har spist, og hvor fysisk aktiv man er. Det er helt normalt.
Mængden af sukker i blodet angives som en koncentration, der måles i millimol per liter (mmol/l).
Når man vurderer, om et blodsukker er normalt, taler man om to forskellige typer blodsukker: fasteblodsukker og blodsukkeret to timer efter man har spist.
Fasteblodsukker (om morgenen, når man ikke har spist og drukket siden midnat):
- Hos personer, som ikke har diabetes, er blodsukkeret normalt, når det ligger mellem 4 og 6 mmol/l.
- Hos personer med diabetes er anbefalingen, at blodsukkeret ligger mellem 4 og 7 mmol/l.
Blodsukkeret to timer efter et måltid:
- Hos personer, som ikke har diabetes, er blodsukkeret normalt, når det ligger under 8 mmol/l.
- Hos personer med diabetes er anbefalingen, at blodsukkeret ligger under 10 mmol/l.
Tallene herover er de generelle mål og anbefalinger. Målene kan efter aftale med ens behandler være anderledes. Det afhænger altid af, hvordan ens diabetes er reguleret, samt om man har andre sygdomme end diabetes.
Læs mere om blodsukkermåling og mål for blodsukker
Normalt blodsukker
Fasteblodsukker (om morgenen, når man ikke har spist og drukket siden midnat):
- Mellem 4 og 7 mmol/l for personer med diabetes
- Mellem 4 og 6 mmol/l for personer, der ikke har diabetes.
Blodsukker to timer efter et måltid:
- Under 10 mmol/l for personer med diabetes
- Under 8 mmol/l for personer, der ikke har diabetes.
Tallene her er anbefalinger, og kan efter aftale med ens behandler være anderledes. Det afhænger altid af, hvordan ens diabetes er reguleret, samt om man har andre sygdomme end diabetes.
Tilskud til blodsukkerudstyr
Der er forskellige regler for, om man kan få tilskud til udstyr til at måle blodsukker, f.eks. til fingerprikkere og teststrimler.
Sidst opdateret: 22. august 2022