Mad og drikke og type 2-diabetes
Mad er opbygget af kulhydrater, fedt og proteiner. Især kulhydrater har betydning, når man har type 2-diabetes, da de påvirker blodsukkeret.
Kort fortalt
- Mad består af kulhydrater, fedt og proteiner, hvor kulhydrater især påvirker blodsukkeret.
- Blodsukkeret stiger efter indtagelse af kulhydrater, og effekten topper cirka 1,5 time efter måltidet.
- Der findes forskellige typer af kulhydrater, som påvirker blodsukkeret forskelligt.
- Drikkevarer kan også indeholde kulhydrater, fedt eller proteiner og påvirke blodsukkeret.
For at få energi til kroppens celler er det nødvendigt at spise mad. Den mad, vi spiser, består af et varierende indhold af kulhydrater, fedt, proteiner og i nogle tilfælde alkohol. Derudover indeholder maden forskellige livsnødvendige næringsstoffer i form af vitaminer og mineraler.
De forskellige komponenter spiller alle en rolle for kroppen:
- Kulhydrater bidrager med kostfibre, fuldkorn og energi til hjerne og muskler.
- Proteiner er kroppens byggesten til muskler og væv og spiller en afgørende rolle for kroppens immunforsvar.
- Fedt bidrager med livsnødvendige fedtsyrer, sikrer at man optager fedtopløselige vitaminer og gavner hjertet.
- Grøntsager og frugt bidrager med vitaminer, mineraler, antioxidanter og kostfibre.
Effekten på blodsukkeret
Når man har diabetes, er det vigtigt at sikre et så stabilt blodsukker som muligt inden for normalområdet. Det er også vigtigt at vide, hvordan ens krop og blodsukker reagerer på den mad, man spiser.
Effekten af et måltid på blodsukkeret topper efter cirka 1,5 time, men det afhænger af måltidets sammensætning.
Ved at måle sit blodsukker både inden og 1-2 timer efter et måltid kan man få et bedre kendskab til, hvordan ens blodsukker påvirkes af forskellige madvarer.
Læs mere om blodsukkermåling
Madens komponenter
Kulhydrater er en af kroppens vigtigste kilder til energi til hjerne og muskler. Samtidig er det den komponent i maden, som primært får blodsukkeret til at stige.
Det er vigtigt, at man ikke udelukker kulhydrater fra måltiderne. I stedet bør man tænke over kvaliteten og mængden af de kulhydrater, man spiser.
Kulhydrater omdannes til sukker
Kulhydraterne omdannes hovedsageligt til sukker (glukose) i mave-tarm-kanalen. Derfra overføres de til blodet, så det kan transporteres ud til alle kroppens celler. Effekten på blodsukkeret topper gennemsnitligt halvanden time efter et måltid.
Hurtige og langsomme kulhydrater
Nogle kulhydrater omdannes hurtigere til sukker end andre. Man inddeler derfor kulhydrater i to typer:
- Hurtige kulhydrater
- Langsomme kulhydrater
Begge typer får blodsukkeret til at stige. De langsomme kulhydrater giver dog en langsommere stigning i blodsukkeret og et mere stabilt blodsukker.
Læs mere om inddelingen af hurtige og langsomme kulhydrater i maden
Kroppens behov for kulhydrater
Kroppens behov for kalorier og kulhydrater afhænger af ens alder, køn, størrelse, hvor fysisk aktiv man er og hvilken type blodsukkersænkende medicin man får.
Vi skal gerne have cirka halvdelen (45-60 procent) af vores energiindtag (kalorier) fra kulhydrater.
Anbefalingen er, at man indtager minimum 100-130 gram kulhydrater per dag.
Mad rig på kulhydrater
Man finder især kulhydrater i brød, mel, gryn, korn, ris, pasta, bulgur, couscous, bælgfrugter, kartofler, mælk, surmælksprodukter som f.eks. yoghurt samt i sukkerholdige produkter, chips, fastfood, frugt og i mindre grad i grøntsager.
Fedt er vigtigt for en række af kroppens funktioner. Blandt andet har det betydning for optagelse af fedtopløselige vitaminer.
Fedt inddeles i mættet fedt, umættet fedt og flerumættet fedt.
Spis mest umættet fedt
Man skal være opmærksom på fedttypen og fedtindholdet, når man vælger fødevarer.
Størstedelen af den fedt man spiser bør være umættet. Umættet fedt giver nemlig livsnødvendige fedtsyrer og nedsætter risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
Mættet fedt øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, blandt andet fordi det øger mængden af kolesterol i blodet.
Fedt og blodsukkeret
Fedt påvirker ikke blodsukkeret direkte.
Meget fedtholdig mad kan dog forsinke tømningen af mavesækken og dermed formindske og forsinke stigningen i blodsukkeret.
Fedts betydning for kolesteroltallet og vægten
Fedt fra maden påvirker også fedtstofferne i blodet (kolesterol og triglycerider).
Mættet fedt påvirker kolesteroltallet negativt ved at øge total- og LDL-kolesterol (det såkaldt "lede kolesterol").
Umættet fedt påvirker kolesteroltallet positivt ved at sænke total- og LDL-kolesterol.
Da fedt indeholder mange kalorier, er det en god idé at spise mindre af det, hvis man ønsker at tabe sig.
Mad rig på mættet fedt
Mættet fedt findes især i animalske produkter som fede kød- og pålægstyper, pølser, fede mælkeprodukter, fløde, creme fraiche, smør og is. Desuden er der ofte mættet fedt i kage, kiks og lys chokolade.
Det mættede fedt bør erstattes med umættet fedt frem for flere kulhydrater i kosten for at opnå den hjertevenlige effekt.
Mad rig på umættet fedt
Umættet fedt findes især i vegetabilsk olie (blandt andet rapsolie og olivenolie), minarine, mandler, nødder, avokado, oliven samt fede fisk.
Læs mere om kolesterol i blodet og kostens betydning
Proteiner bruges til at opbygge og vedligeholde kroppen. Desuden spiller de en afgørende rolle for kroppens immunforsvar.
Proteiner og blodsukkeret
Proteiner kan påvirke blodsukkeret, men i langt mindre grad end kulhydrater.
Særligt hvis man begrænser mængden af kulhydrater i ens mad og øger proteinmængden, kan det spille en rolle for blodsukkerstigningen.
Mad rig på proteiner
Proteiner findes i kød, fisk, pålæg, mælkeprodukter, ost, æg og tørrede bælgfrugter.
Generelt er det ikke nødvendigt at tage tilskud af protein.
Hvis man har påvirket nyrefunktion kan tilskud eller et højt indtag af protein være skadeligt.
Grøntsager og frugt indeholder kulhydrater, men bidrager også med vitaminer, mineraler, antioxidanter og kostfibre.
Grøntsager, som indgår i et måltid og erstatter andre fødevarer, er med til at begrænse kalorieindtaget og stigningen i blodsukkeret efter et måltid.
Anbefalinger om indtag af grøntager og frugt
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man spiser 600 gram grøntsager og frugt hver dag. Det svarer til 2-3 stykker frugt og mindst 300 gram grøntsager fordelt jævnt over dagen.
Grøntsagerne kan både være friske eller frosne.
Ved kulhydrattælling tælles grøntsager som udgangspunkt kun med, hvis man spiser over 200 gram i et måltid.
Læs mere om kulhydrattælling
Video om kulhydrater og diabetes
Nedenfor er en video, som forklarer de forskellige typer kulhydrater, og hvordan de påvirker blodsukkeret.
I videoen bliver de forskellige typer kulhydrater præsenteret, og det bliver forklaret, hvordan de påvirker blodsukkeret forskelligt. Varighed: 04:31 (Video: Videncenter for Diabetes)
Kulhydrater og diabetes
Kulhydrater er det i et måltid eller en fødevare, som har den største betydning for stigningen i blodsukkeret.
Typen af kulhydrater og især mængden af kulhydrat (i gram) i maden har afgørende betydning for, hvor meget blodsukkeret stiger efter et måltid.
Dermed har det også betydning for, hvor meget insulin kroppen har brug for ved måltider. Jo flere kulhydrater et måltid indeholder, des højere er stigningen.
Læs mere om de forskellige typer kulhydrater
Kulhydrattælling
Kulhydrattælling er en metode, som man kan bruge til at forudsige stigningen i blodsukkeret efter et måltid.
Metoden bruges også til at beregne insulinbehov i forhold til maden, der spises. Uanset om det er rugbrød eller kage.
Læs mere om kulhydrattælling
Drikkevarer og diabetes
Drikkevarer indeholder, ligesom fødevarer, ofte også kulhydrater, fedt eller proteiner samt vitaminer og mineraler.
Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvad man indtager af drikkevarer, da det kan påvirke blodsukkeret.
Læs mere om drikkevarer og diabetes
Find næringsindholdet: Hvor mange kulhydrater er der f.eks. i en gulerod?
I Fødevareinstituttets database 'Frida' kan man finde information, om næringsindholdet i forskellige fødevarer.
Ved at søge på en specifik fødevare, f.eks. kogt gulerod, kan man blandt andet finde oplysninger om mængden af kulhydrater.
Samme oversigt giver information om indeholdet af en lang række andre nærings- og indholdsstoffer i fødevaren. Man kan f.eks. finde mængden af proteiner, kostfibre, kolesterol og vitaminer. Mængderne er angivet per 100 gram af fødevaren.
Søg i Fødevaredatabasen Frida
Gode råd om kost
De officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen gælder også, når man har diabetes.
Nedenfor er dog en række gode råd til, hvordan man opnår en stabil regulering af blodsukkeret ved en langsom stigning i blodsukkeret, og en bedre mæthedsfølelse hen over dagen:
- Spis langsomme kulhydrater.
- Spis fødevarer med grov konsistens f.eks. knækkede og hele kerner, grovvalsede havregryn.
- Spis fødevarer med højt indhold af kostfibre og derfor lavere indhold af kulhydrater, der omdannes til sukker.
- Fordel kulhydraterne hen over dagen.
- Vælg drikkevarer, der ikke påvirker blodsukkeret, som for eksempel vand med/uden citrus samt kaffe og te uden sukker.
- Undgå sukkersødede drikke, juice og smoothies, da de giver en hurtig stigning i blodsukkeret. Spis hellere den hele frugt eller grøntsag.
Læs mere om de forskellige typer kulhydrater
Podcast om forskning i tidsbegrænset spisning
I podcastserien Diabetesforskerne kan man høre et afsnit om et forskningsforsøg, der undersøger, om tidsbegrænset spisning kan være en del af behandlingen af type 2-diabetes.
Madopskrifter
Find inspiration til diabetesvenlig mad i vores opskiftssamling.
Find madopskifter