Gå til hovedindhold

Viden om diabetes

Blodtryk og livsstil

Blodtrykket påvirkes af en lang række ydre faktorer. Med livsstilsændringer kan man selv gøre meget for at forebygge og behandle forhøjet blodtryk.

Indhold

    Billede af kvinde, der snører sine løbesko.

    At bevæge sig minimum 30 minutter om dagen kan være med til at sænke blodtrykket.

    Blod­trykket varierer i løbet af en dag og påvirkes af en lang række faktorer, f.eks. hvor fysisk aktiv man er, hvad man spiser, hvor meget man vejer, og om man er stresset.

    Det betyder, at man ud over medicinsk behandling kan gøre meget for selv at sænke sit blod­tryk. F.eks. ved:

    • at spise efter de officielle kostråd.
    • at begrænse alkoholindtag (maksimalt 1 genstand per dag, hvis man er kvinde, og maksimalt to genstande per dag, hvis man er mand).
    • at tabe sig, hvis man er overvægtig.
    • at kvitte tobakken.
    • at bevæge sig minimum 30 minutter dagligt (alt tæller med: flere daglige skridt, indkøbs­turen, have­arbejdet og lignende), og få pulsen op (så man føler sig forpustet) mindst 20 minutter to gange om ugen.
    • at undgå at indtage for meget salt. Salt holder på væsken i blod­karrene, og det kan være med til at øge blod­trykket. Hvis man allerede er i behandling med blodtryks­sænkende medicin, men spiser meget salt, kan det desuden nedsætte medicinens virkning.

    Gode råd til at spare på saltet

    Man kan selv gøre meget for at skære ned på saltet:

    • Begræns indtaget af færdig­forarbejdede fødevarer. Salt findes især i færdigretter, fastfood, saltede chips og snacks, røgede kød- og fiske­produkter og salt­lakrids.
    • Vær opmærksom på, at brød- og morgenmads­produkter også kan indeholde meget salt.
    • Gå efter fødevarer med Nøglehullet, når man køber ind. Der stilles krav til saltindhold i de produkter.
    • Undgå saltbøssen på bordet.
    • Smag på maden, inden man drysser salt på.
    • Tilsæt så lidt salt som muligt ved tilberedning af kød, fisk og fjerkræ. Man kan gradvist vænne sig til mindre salt.
    • Kog kartofler, pasta og grøntsager uden salt.

    Fødevarestyrelsen anbefaler, at man ikke spiser mere end 5-6 gram salt om dagen.

    Læs mere om Nøglehullet og Fødevarestyrelsens guide til gode saltvaner (pdf-fil).

    Sidst opdateret: 3. maj 2023