Gå til hovedindhold

Medicin mod for højt kolesterol

Et højt kolesterol­tal behandles ofte med kolesterol­sænkende medicin, som supplement til en kolesterol­venlig kost, fysisk aktivitet og at undlade at ryge.

Indhold

    Personer med type 2-diabetes er i særlig risiko for at få for højt kolesterol. Mange vil på et tidspunkt derfor få brug for at tage kolesterol­sænkende medicin.

    Forskellige typer medicin kan sænke mængden af det skadelige LDL-kolesterol og triglycerider i blodet. Samlet kaldes disse typer medicin for kolesterol­sænkende medicin.

    Den medicinske behandling vil altid være et supplement til en sund livsstil.

    Læs mere om at være fysisk aktiv, spise sundt og rygestop

    Flere typer medicin

    Der findes flere forskellige typer medicin til at sænke mængden af kolesterol i blodet.

    Det er op til ens behandler at beslutte, hvornår og hvilken type kolesterol­sænkende medicin, der er mest relevant at behandle med.

    Hvor hurtigt virker medicinen?

    Medicin mod højt kolesterol har ikke en effekt lige med det samme.

    Afhængigt af hvilken type medicin man tager, kan der gå flere uger, før man vil kunne måle en effekt i blodet. 

    Behandlingen med kolesterol­sænkende medicin vil som udgangspunkt være livslang.

    For nogle personer og i begrænsede perioder af livet er behandling med kolesterolsænkende medicin dog ikke muligt.

    Det gælder f.eks. når man er gravid eller ammer, eller hvis man har en lever­sygdom.

    Typer kolesterolsænkende medicin

    Statiner er den mest brugte type kolesterol­sænkende medicin til personer med diabetes.

    Hvordan virker statiner?

    Statiner virker ved at hæmme leverens dannelse af kolesterol.

    De kan hjælpe til at sænke totalkolesterol og LDL-kolesterol med op til 50 procent afhængigt af dosis. 

    I nogle tilfælde kan statiner også hjælpe til at øge HDL-kolesterol og sænke triglycerid.

    Man bør ikke tage statiner, når man er gravid, eller hvis man har en leversygdom. Ved nogle typer antibiotikabehandling kan risikoen for at få bivirkninger til statiner blive større. 

    Statiner og blodsukkeret

    Statiner kan påvirke blodsukkeret, men i så lav en grad, at man ikke vil mærke det, og det er kun sjældent noget, man vil skulle tage højde for i behandlingen.

    Statiner kan hos personer uden diabetes i nogle tilfælde øge risikoen for at udvikle type 2-diabetes. 

    Læs mere om statiner og risikoen for type 2-diabetes

    Find alle præparater

    medicinoversigten kan man læse mere om alle præparater i medicingruppen statiner.

    Informationerne hentes fra min.medicin.dk, og man kan blandt andet læse om, hvordan medicinen tages, hvordan den ser ud og bivirkninger. 

    Find alle statinpræparater

    Kolesterol­absorptions­hæmmere er ikke førstevalg til behandling af forhøjet kolesterol hos personer med diabetes.

    De bruges ofte sammen med et statin-præparat, hvis statiner alene ikke giver stor nok effekt på kolesteroltalet.

    Hvordan virker kolesterol­absorptions­hæmmere?

    Kolesterol­absorptions­hæmmere sænker mængden af kolesterol i blodet ved at hæmme optagelsen af kolesterol fra tynd­tarmen.

    På den måde kan det hjælpe til at sænke både totalkolesterol og LDL-kolesterol. 

    Kolesterol­absorptions­hæmmere og blodsukkeret

    Kolesterol­absorptions­hæmmere påvirker ikke blodsukkeret.

    Find alle præparater

    medicinoversigten kan man læse mere om alle præparater i medicingruppen kolesterolabsorptionshæmmere.

    Informationerne hentes fra min.medicin.dk, og man kan blandt andet læse om, hvordan medicinen tages, hvordan den ser ud og bivirkninger. 

    Find alle kolesterolabsorptionshæmmer-præparater

    PCSK9-hæmmere bruges i nogle tilfælde til personer med diabetes. Behandling med det kræver dog en vurdering og monitorering af en speciallæge.

    Hvordan virker PCSK9-hæmmere?

    PCSK9-hæmmere sænker mængden af LDL i blodet ved at inaktivere et protein i leveren, som hedder PCSK9.  

    PCSK9 nedbryder normalt LDL-receptorer på leverens overflade.

    Når man hæmmer PCSK9, kan leveren beholde flere af disse receptorer og dermed fange mere LDL-kolesterol fra blodet.

    LDL-kolesterolet optages i leveren og udskilles senere via galden til tarmen.

    PCSK9-hæmmere og blodsukkeret

    PCSK9-hæmmere påvirker ikke blodsukkeret.

    Find alle præparater

    medicinoversigten kan man læse mere om alle præparater i medicingruppen PCSK9-hæmmere.

    Informationerne hentes fra min.medicin.dk og man kan blandt andet læse om, hvordan medicinen tages, hvordan den ser ud og bivirkninger. 

    Find alle PCSK9-hæmmer-præparater

    De fleste med diabetes vil blive behandlet med statiner, men anionbyttere kan være et alternativ.

    Hvordan virker anionbyttere?

    Anionbyttere virker ved at binde galdesyrer i tarmen, så de ikke genoptages, men i stedet udskilles med afføringen.

    For at sikre at der er nok galdesyre i tarmen til at fordøje maden, vil leveren ved hjælp af kolesterol lave mere galdesyre. 

    På den måde bruges det frie kolesterol i blodet, så det i mindre grad kan bidrage til udviklingen af åreforkalkning.

    Anionbyttere og blodsukkeret

    Anion­byttere påvirker ikke blodsukkeret.

    Find alle præparater

    medicinoversigten kan man læse mere om alle præparater i medicingruppen anionbyttere.

    Informationerne hentes fra min.medicin.dk og man kan blandt andet læse om, hvordan medicinen tages, hvordan den ser ud og bivirkninger. 

    Find alle anionbyttere-præparater

    Fibrater bruges kun sjældent til personer med diabetes.

    Hvordan virker fibrater?

    Fibrater virker ved at hæmme kroppens egen produktion af triglycerid og kolesterol. På den måde hjælper de til at sænke mængden af totalkolesterol og især mængden af triglycerider i blodet.

    Mængden af HDL-kolesterol øges.

    Fibrater og blodsukkeret

    Fibrater påvirker ikke blodsukkeret.

    Find alle præparater

    medicinoversigten kan man læse mere om alle præparater i medicingruppen fibrater.

    Informationerne hentes fra min.medicin.dk, og man kan blandt andet læse om, hvordan medicinen tages, hvordan den ser ud og bivirkninger. 

    Find alle fibratpræparater

    Generelt bruges nicotinsyre og analoger ikke rutinemæssigt til personer med diabetes. I individuelle tilfælde kan det dog være et relevant alternativ eller supplement til f.eks. statiner.

    Hvordan virker nicotinsyre og analoger?

    Nicotinsyre og analoger virker ved at hæmme frigivelsen af det, der kaldes frie fedtsyrer i fedtvævet.

    Når der er færre frie fedtsyrer til rådighed vil leveren danne mindre VLDL-kolesterol, som senere omdannes til LDL-kolesterol.

    Samtidig hjælper det med at nedsætte nedbrydningen af HDL-kolesterol, så mængden af det gode kolesterol stiger.

    Nicotinsyre og blodsukkeret

    Nicotinsyre og analoger kan påvirke blodsukkeret, hvilket er en af grundene til, at de som regel ikke bruges til personer med diabetes.

    Find nicotinsyre og analog-præparater

    medicinoversigten kan man læse mere om alle præparater i medicingruppen nicotinsyre og analog-præparater.

    Informationerne hentes fra min.medicin.dk og man kan blandt andet læse om, hvordan medicinen tages, hvordan den ser ud og bivirkninger. 

    Find alle nicotinsyre og analoghæmmer-præparater

    Bivirkninger

    Som det gælder ved al anden medicin, kan også kolesterolsænkende medicin give bivirkninger.

    Langt de fleste oplever dog ingen eller kun forbigående bi­virkninger ved statinbehandling.

    Hvis man oplever bivirkninger, er det som regel i form af muskelømhed og ledsmerter. Nogle oplever at få udslæt eller have for­døjel­ses­besvær.

    Hvis man oplever bivirkninger, skal man kontakte sine behandlere, så det kan afklares, om der skal laves ændringer i behandlingen.

    I sjældne tilfælde kan kolesterol­sænkende medicin påvirkes af andre former for medicin – og omvendt. Derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på, at man får kolesterol­sænkende medicin, hvis man skal i behandling med anden medicin.

    Når man tager forskellige typer medicin

    Mange med diabetes vil opleve, at de skal tage flere forskellige typer medicin samtidig. Ens behandler vil vejlede en i, hvordan man skal tage medicinen. 

    Er man i tvivl, om det er sikkert at tage forskellige typer medicin samtidig, er det vigtigt at tale med sin behandler om det. 

    Database over medicinkombinationer 

    Desuden kan der være hjælp at hente ved at bruge Lægemiddelstyrelsens database over medicinkombinationer.

    Her kan man slå kombinationer af forskellige typer medicin, naturlægemidler og vitaminer op.

    Find Lægemiddelstyrelsens database over medicinkombinationer

    Sidst opdateret: 4. juni 2025