Skip to main content

Viden om diabetes

Mave, tarme og type 2-diabetes

Skader på nerverne og bivirkninger af medicin kan give mave- og tarmproblemer. Symptomerne kan være til stor gene i hverdagen.

Kroppens mave og tarm er styret af den del af nervesystemet, som kaldes det autonome nervesystem. Beskadigelse af det autonome nervesystem opstår som regel efter mange år med diabetes og dårlig blodsukkerkontrol. Det kan føre til forskellige tilstande i mave og tarm:

  • Forsinket tømning af mavesækken (gastroparese)
  • Forandringer i spiserøret med halsbrand og synkebesvær
  • Forandringer i tarmens funktion, som kan give diarré, forstoppelse og tab af kontrol (inkontinens) af afføring.

Tilstandene forekommer også hos personer uden diabetes, så de skyldes ikke nødvendigvis diabetes, men personer med diabetes oplever det hyppigere end den generelle befolkning.

Gastroparese

Når man spiser, vil mavesækken normalt trække sig sammen, så maden blandes og transporteres videre ned i tarmsystemet. Ved gastroparese trækker maven sig ikke sammen som normalt, og det fører til en forsinket tømning af mavesækken.

Cirka fem procent af personer med type 1-diabetes, og en procent af personer med type 2-diabetes har problemer med forsinket tømning af mavesækken (gastroparese).

Problemet opstår oftest hos personer, der har haft diabetes i mere end ti år.

Symptomer

  • Kvalme og daglige opkastninger efter måltider
  • Smerter i øverste del af maven
  • Tidlig mæthedsfornemmelse
  • Følelsen af at have spist for meget efter et måltid
  • Følelse af oppustethed
  • Tab af appetit
  • Svært regulerbart og svingende blodsukker
  • Ufrivilligt vægttab.

Symptomerne kan udgøre en social barriere, da de har stor indgriben i hverdagen, og kan give nedsat livskvalitet og arbejdsevne. Desuden kan symptomerne medføre, at blodsukkeret bliver svært at regulere blandt andet på grund af opkastninger.

Hvis man oplever symptomer på gastroparese, skal man tale med sin behandler om det. Det kan være nødvendigt at blive henvist til en afdeling for mave-tarmsygdomme på hospitalet.

Diagnose

Diagnosen stilles på baggrund af symptomerne og en fysisk undersøgelse, hvor man blandt andet kan tage blodprøver og lave en kikkertundersøgelse af maven (gastroskopi). I nogle tilfælde kan det være relevant at lave yderligere undersøgelser af tarmen og mavesækken, f.eks. røntgen- eller ultralydsundersøgelser.

Desuden bør lægen se på, hvad man får af medicin, så det kan udelukkes, at det ikke er bivirkninger til medicin, der er årsag til ubehag fra mave-tarmsystemet.

Behandling

Ændring af kosten og eventuelt kvalmestillende medicin, som kan mildne symptomerne, er som regel den primære behandling af gastroparese.

Når man har diabetes, er det desuden vigtigt at måle sit blodsukker omkring måltiderne, for at sikre et stabilt blodsukker, da det også kan forbedre mavesækkens tømning.

Det er en god ide at drikke mere væske, da det hjælper til at tømme mavesækken, og spise hyppigere og mindre måltider. I nogle tilfælde kan det hjælpe at reducere fedtindholdet i maden og indtage mindre alkohol.

Kostvejledning fra en diætist kan være en god ide, da den fiberrige mad, som personer med diabetes anbefales at spise, forværrer tilstanden.

Andre forandringer i mave og tarm

Forandringer i spiserøret

Nervepåvirkning (neuropati) kan føre til unormale sammentrækninger i spiserøret og svækket lukkemuskel på overgangen mellem spiserøret og mavesækken.

Det kan give symptomer som halsbrand og synkebesvær (refluksgener). Langsom tømning af mavesækken (gastroparese) kan også give refluksgener.

Hvis man oplever refluksgener, skal man tale med sin behandler om det.

Tab af kontrol af afføring

Nervepåvirkning (neuropati) kan også give anledning til problemer i tarmen. Det kan blandt andet betyde, at lukkemusklen til endetarmen bliver påvirket. Det medfører et tab af kontrol af afføring (fækal inkontinens).

Hvis man oplever afførings-inkontinens, skal man tale med sin behandler om det og eventuelt henvises til en speciallæge.

Kronisk diarré

Kronisk diarré er for nogle et problem efter mange år med diabetes. Symptomerne kan skyldes nervepåvirkninger (neuropati) eller bivirkninger til medicin.

Det kan også skyldes overvækst af bakterier i tyndtarmen, fordi transporten gennem tyndtarmen er forsinket. Det giver gode vækstmuligheder for bakterier.

Det er vigtigt at tale med sin behandler, hvis man oplever at have langvarig diarré, så årsagen kan findes og behandles.

Forstoppelse

Risikoen for forstoppelse er højere blandt personer med diabetes end i resten af befolkningen. Årsagen til forstoppelse er som regel et større medicinforbrug og nervepåvirkning (neuropati) i tarmen.

Forstoppelse behandles ved at være fysisk aktiv og indtage tilstrækkeligt med væske og eventuelt afførende medicin.

Bakterieovervækst i tarmen

Nervepåvirkning i tarmen på grund af diabetes kan medføre en overvækst af de bakterier, som normalt findes i tarmen. Tilstand kaldes også SIBO (small intestinal bacterial overgrowth).

Overvæksten af tarmbakterierne sker, fordi transporten gennem tyndtarmen er forsinket, og det giver gode vækstmuligheder for bakterierne.

SIBO er en relativ sjælden tilstand, og diagnosen kan være svær at stille.

Symptomerne kan være diarré, oppustethed, rumlen og smerter i maven, øget afgang af luft og ubehag. Afføringsmængden kan være øget, og nogle gange kan afføringen være fedtglinsende, lys og flyde ovenpå i toilettet.

Behandlingen vil ofte være antibiotika, men det kan være nødvendigt at udrede med blodprøver, røntgenbilleder eller kikkertundersøgelse, før den rette behandling kan sættes i gang.

I sjældne tilfælde kan man få nedsat optagelse af forskellige elementer i maden (malabsorption), og man skal derfor være ekstra påpasselig med at få tilført de vigtigste vitaminer og mineraler.

Ikke-alkoholisk fedtlever

Nogle personer med diabetes kan udvikle ikke-alkoholisk fedtlever.

Tilstanden skyldes, at fedt ophobes i leveren, selvom man ikke eller kun i begrænset omfang har indtaget alkohol. Overvægt eller for meget kolesterol i blodet kan også være årsag til  ikke-alkoholisk fedtlever.

De fleste oplever ikke symptomer, men man kan mistænke tilstanden ved vedvarende forhøjede levertal ved blodprøver.

Ultralydsscanning og eventuelt en vævsprøve fra leveren kan også være relevant for at stille diagnosen.

Sidst opdateret: 25. november 2020