Pårørende til voksne med diabetes

Det er svært ikke at bekymre sig, når man er pårørende til en med diabetes. Men med viden kan man ændre bekymring til konstruktiv hjælp.

Det påvirker hele familien, når der er en i familien, der får konstateret diabetes – uanset om det er type 1- eller type 2-diabetes. De pårørendes engagement er en vigtig ressource for personer med diabetes og kan være en stor hjælp i arbejdet med at leve godt med diabetes i dagligdagen.

Daglig planlægning, madlavning og motion er aktiviteter, der vedrører hele familien. Derfor opfordres især pårørende til personer med nykonstateret diabetes til at støtte op om behandlingen, hvis man er enige om det.

Læs også om at være pårørende til unge med type 1-diabetes

Tal sammen, og lav klare aftaler for hjælp

Det er vigtig, at ens hjælp og støtte respekterer personens ønsker og grænser og ikke opleves som en belastning eller unødig indblanding. Ofte handler det om at være støttende og anerkendende.

Tal sammen og få viden om, præcist hvad han eller hun har brug for hjælp til. Lad også personen fortælle om sin sygdom, så andre kan lære mere om den og bedre forstår behovene.

Hvad man kan gøre som pårørende til:

Personer med type 1-diabetes

Den største bekymring hos pårørende er ofte frygten for, at personen med type 1-diabetes får lavt blodsukker, som er en risiko, der forbundet med insulin­behandling. Det er en frygt, der kan ramme både personen selv og pårørende gennem hele livet. De kan være angst for tilfælde af lavt blod­sukker i trafikken, på arbejde, eller i hjemmet – i forbindelse med sex eksempelvis.

Som pårørende kan man hjælpe ved at opfordre og støtte personen til at søge hjælp hos behandler, hvis der ofte er problemer med lavt blod­sukker. Hos behandleren kan sammen­hængene mellem mad (kulhydrater), fysisk aktivitet, psykosocialt velvære og blod­sukker forklares og gennemgås, og insulin­behandlingen kan ændres, når der er behov for det.

Gode råd til pårørende

  • Vær støttende og anerkendende
  • Hvis personen med type 1-diabetes jævnligt har problemer med lavt blod­sukker, så gør noget ved det, for det påvirker hele familien
  • Bed personen med type 1-diabetes om lov til at deltage i en konsultation hos lægen, diabetes­sygeplejersken og/eller den kliniske diætist
  • Mød andre pårørende i Diabetes­foreningens lokal­foreninger
  • Kontakt Diabetesrådgiverne, hvor der også er en pårørende i panelet.

Personer med type 2-diabetes

Man kan gøre rigtig meget som pårørende til en person med type 2-diabetes ved at støtte eventuelle livsstils­ændringer. Hjælp med at spise sundt, få motion eller holde op med at ryge.

Mange har hørt skræk­historier om, at diabetes kan føre til amputationer, blindhed eller hjerte-kar-sygdom. Derfor kan hele familien få en frygt for, hvordan det vil gå for personen med type 2-diabetes i fremtiden. Hjælp hinanden til at få et mere nuanceret billede af sygdommen ved i fællesskab at opsøge viden.

Og tal om de ting, personen selv kan gøre for at være velreguleret og højne sin livs­kvalitet – og ros det, personen gør.

Gode råd til pårørende

  • Forsøg at anerkende og rose det, som din pårørende gør godt
  • Undgå at være kontrollerende
  • Støt vægttab, rygestop eller andre ting, som din pårørende arbejder på
  • Bed om lov til at deltage i en konsultation hos lægen, diabetes­sygeplejersken og/eller den kliniske diætist
  • Deltag i motivationsgrupper
  • Kontakt Diabetesforeningens rådgivere.

Sidst opdateret: 25. november 2020