Opbevaring af insulin
Det er vigtigt, at insulin bliver opbevaret korrekt. Hvis den f.eks. ligger for varmt eller for koldt, risikerer man, at den ikke virker, som den skal.

Uåbnet insulin skal opbevares i køleskabet ved en temperatur mellem 2 og 8°C.
Insulin kan miste sin virkning, hvis den ikke opbevares korrekt.
Opbevares insulin f.eks. for koldt, påvirkes blandt andet . Det betyder, at den mister sin evne til at regulere blodsukkeret effektivt eller måske bliver helt virkningsløs.
Derfor er det vigtigt at holde insulinen inden for de anbefalede temperaturgrænser.
Uåbnet insulin: opbevaring og holdbarhed
Uåbnet insulin skal som hovedregel opbevares i køleskabet ved en temperatur på 2-8°C.
Det er en god idé at opbevare uåbnet insulin i køleskabslågen eller i en separat beholder. På den måde undgår man, at den ligger op ad køleskabets fryseelement, som kan give insulinen frostskader.
Insulinen skal tages ud af køleskabet i god tid, inden man skal bruge den, så den ikke er for kold, men er omkring stuetemperatur, når den injiceres.
Åbnet insulin: opbevaring og holdbarhed
Når insulinen er åbnet, kan den opbevares ved stuetemperatur, men ikke over 25-30°C. Det er derfor vigtigt, at den ikke ligger op ad en radiator eller i solen.
Afhængigt af hvilket insulinmærke det er, kan insulin holde sig i 28 dage (4 uger), i nogle tilfælde op til 6 uger. Den skal dog beskyttes mod direkte sollys, høje temperaturer og frost.
Det kan være en hjælp at skrive datoen på insulinen, når den åbnes. Så ved man altid, hvor længe den har været i brug.
Som ved al anden medicin er det desuden vigtigt, at den ikke er direkte tilgængelig for børn.
Læs altid indlægssedlen
Der findes flere forskellige typer insulin og mange forskellige producenter af insulin.
Fordi der findes flere typer insulin, kan der også være forskelle i, hvordan de anbefales opbevaret.
Det er derfor vigtigt altid at læse og følge indlægssedlens vejledning om opbevaring for den eller de specifikke typer insulin, man bruger.
Find information om holdbarhed og opbevaring for alle insulinpræparater i medicinoversigten
Forkert opbevaret insulin
Som hovedregel skal man ikke bruge insulinproduktet i disse tilfælde:
- Insulinen har været frosset eller udsat for høje temperaturer (over 25-30 grader) eller direkte sollys i længere tid.
- Insulinen har synligt ændret farve eller ser uklar ud.
- Insulinen indeholder klumper eller flager, der klistrer mod glasset.
- Udløbsdatoen trykt på pakningen er overskredet.
Hvis man er det mindste i tvivl, om insulinen er skadet, er det bedst at kontakte apoteket eller sin diabetesbehandler for at få rådgivning, inden man tager den.
Insulin på farten
Når man rejser, er det en god idé at opbevare insulin i en køletaske eller en separat beholder for at beskytte den mod ekstreme temperaturer.
Det er vigtigt at sikre, at insulin ikke kommer i direkte kontakt med is eller fryseelementer, da det kan skade den. Derfor findes der særlige køletasker, der er udviklet til netop transport af insulin og anden medicin, som skal holdes koldt.
Transport hjem fra apoteket
I det relativt korte tidsrum, der som regel går, fra man køber insulin på apoteket og transporterer det hjem, vil det normalt ikke være nødvendigt at opbevare insulinen i særlige køletasker.
Kun hvis man ved, at der vil gå længere tid, og f.eks. vejret byder på meget høje eller lave temperaturer, kan det være relevant at opbevare insulinen i en køletaske.
Efterlad ikke insulin i bilen
En god tommelfingerregel er ikke at efterlade insulin i bilen eller andre steder, hvor den risikerer at blive for varm eller for kold.
På varme dage kan temperaturen i en bil hurtigt overstige 40°C, hvilket kan ødelægge insulinen på kort tid.
Flyrejser
Ved flyrejser bør man altid opbevare sin insulin i håndbagagen.
Det skyldes blandt andet, at temperaturerne i lastrummet for indchecket bagage kan blive meget lave og dermed skade insulinen.
Desuden mindsker det risikoen for at stå uden insulin, hvis ens bagage bliver forsinket.
Læs mere om insulin og rejser
Undgå forveksling af insulintyper
Der findes flere forskellige typer insulin.
Nogle insulintyper virker hurtigt og påvirker blodsukkeret med det samme, mens andre har en langsom virkning.
Det er derfor vigtigt, at man altid sikrer sig, at det er den rigtige type insulin, man tager.
For at minimere risikoen for at tage den forkerte type insulin er det en god idé at opbevare dem adskilt, så man nemt kan skelne mellem dem.
Måder at undgå forveksling kan være:
- Opbevar insulintyper forskellige steder: Hvis man bruger både hurtigt- og langtidsvirkende insulin, kan man placere dem i hver sin del af køleskabet eller medicinskabet.
- Opbevar insulin i original emballage: Hvis muligt er det en god idé at opbevare insulin i den originale pakning, hvor navnet og typen tydeligt fremgår. Det kan hjælpe med at undgå forveksling.
- Brug tydelig mærkning: For nogle kan det være en hjælp at sætte farvede klistermærker eller labels på insulinpenne eller -ampuller. Det gør det nemt hurtigt at identificere forskellen.
- Lav en fast rutine: Når man tager insulin, er det vigtigt altid at dobbelttjekke etiketten for at sikre, at det er den rigtige type, man har fat i, og kun tage én pen frem ad gangen.
Gode råd til opbevaring af insulin
- Læs altid indlægssedlen for, hvordan insulinpræparatet bør opbevares, og tjek holdbarhedsdatoen på pakningen. Er holdbarhedsdatoen overskredet, skal insulinen ikke bruges.
- Skriv datoen på insulinen, når den åbnes. Så ved man altid, hvor længe den har været i brug.
- Efterlad ikke insulin i bilen eller andre steder, hvor den risikerer at blive for varm eller for kold.
- Opbevar hurtigt- og langtidsvirkende insulin forskellige steder, så man mindsker risikoen for at bytte rundt på de to.
- Tag insulinen ud af køleskabet i god tid, inden den skal bruges, så den når at få stuetemperatur inden den injiceres.
- Spørg altid en diabetesbehandler eller på apoteket, hvis der er tvivl om, hvorvidt insulinen har været opbevaret korrekt eller er skadet.
Hvor meget insulin skal man have liggende?
Der findes ikke generelle retningslinjer for, hvor meget insulin man bør have liggende.
Det er individuelt og afhænger dels af, hvor meget insulin man skal tage dagligt, og hvor mange forskellige typer insulin, man tager.
Afhængigt af hvor man bor, hvilke erhverv og rutiner man har samt ens personlige præferencer, kan der være store individuelle forskelle på, hvor meget insulin man gerne vil have til rådighed.
Beredskab
I forhold til krisesituationer anbefaler Beredskabsstyrelsen helt generelt, at man har den nødvendige medicin liggende til at dække tre døgn.
Den anbefaling gælder også for insulin og andre typer diabetesmedicin.
Læs mere i Beredskabsstyrelsens vejledning Forberedt på kriser

Medicinrester skal afleveres på apoteket
Gammel medicin skal afleveres på apoteket. Det må ikke smides i skraldespanden eller blive skyllet i toilettet eller håndvasken.