Tandprotese
Nogle personer med diabetes kan på et tidspunkt få brug for tandprotese (gebis). Har man tandprotese, er det vigtigt at rengøre den ordentligt.
Nogle personer kan efter mange år med diabetes få brug for en tandprotese.
Tandprotese kan være en løsning, hvis det har været nødvendigt at fjerne en eller flere tænder. For personer med diabetes kan manglende tænder skyldes parodontitis, som er en betændelsestilstand, hvor tænderne kan blive løse.
Læs mere om parodontitis og type 1-diabetes og parodontitis og type 2-diabetes
Tandprotesen kan enten være en delprotese som erstatning for enkelte tænder eller en helprotese som erstatning for alle tænder. Uanset hvilken tandprotese man har, er det vigtigt at rengøre den ordentligt.
Rengøring af tandprotese
Tandproteser, både helproteser og delproteser, skal altid tages ud af munden, inden de rengøres. Ved at rengøre tandprotesen ordentligt forebygger man svamp og dårlig ånde.
- Ved sengetid børstes tandprotesen grundigt med f.eks. en uparfumeret håndsæbe. Tandpasta skal undgås, da det ofte indeholder slibemiddel, som kan ødelægge tandprotesen. Hvis man har tandprotese med bøjler, skal både bøjlerne og tænderne på protesen børstes grundigt.
- På tandproteser kan der dannes belægninger af bakterier, ligesom på naturlige tænder. Disse fjernes med en protesebørste. En almindelig tandbørste er for blød.
- Tandsten (forkalkede bakterier) kan også opstå på tandprotesen. Hvis der er tandsten, kan tandprotesen lægges i blød i ren husholdningseddike i en time, hvorefter tandsten kan fjernes med børsten. Alternativt kan tandprotesen lægges i husholdningseddike fortyndet med vand i forholdet 1:1 natten over.
- Misfarvninger kan fjernes ved at lægge tandprotesen i Biotex-opløsning nogle timer. Tandprotesen skal børstes og skylles grundigt, før den sættes i munden.
Læs mere om god mundhygiejne
Sov uden tandprotese
Udover rengøring, er det vigtigt ikke at sove med tandprotesen. Slimhinderne og gummen har brug for hvile og ilt, så risikoen for svampeinfektion (protesestomatitis) mindskes.
Når man tager tandprotesen ud, anbefales det at børste slimhinder og gummer. Det kan gøres med en blød børste, med en rensepind med skumhoved eller med en våd engangsvaskeklud.
Tilskud til tandprotese
Kommunen kan yde tilskud til tandproteser gennem det, der hedder helbredstillægget. Det gives til pensionister og førtidspensionister, men det er altid kommunen, der afgør, om man kan få tillægget.
Læs mere om helbredstillægget