Briller og diabetes
Udsving i blodsukkeret kan give forbigående ændringer i synet. Har man diabetes, er det derfor en god idé at måle blodsukker, inden man køber briller eller kontaktlinser.
Ændringer i blodsukkeret kan midlertidigt påvirke synet.
Når blodsukkeret er for højt eller for lavt, oplever nogle nemlig, at de ser mere sløret, eller at brillestyrken pludselig ikke passer.
Køber man briller eller nye kontaktlinser, når blodsukkeret er for højt, risikerer man derfor at få en forkert styrke.
Ændringerne i synet på grund af svingende blodsukker er ikke varige. De forsvinder som regel af sig selv, når blodsukkeret stabiliserer sig.
De adskiller sig altså fra de permanente diabetiske synsskader, man kan udvikle efter langvarigt højt blodsukker.
Læs mere om følgesygdom i øjnene ved type 1-diabetes og type 2-diabetes
Brydningsændringer
Forbigående ændringer i synet på grund af svingende blodsukker kaldes også for brydningsændringer.
Ændringerne betyder, at brillestyrken, som måles i enheden dioptrier, i perioder ikke matcher ens behov, og man derfor vil opleve at se mere sløret.
Udsvinget i brillestyrke vil ved højt blodsukker varierer meget. For nogle vil det være på omkring 1-2 dioptrier, for andre mindre. I sjældne tilfælde kan det være helt op til 3-4 dioptrier.
Hvis man ikke allerede bruger briller, vil man fejlagtigt kunne tro, at man har behov for briller.
Gode råd inden køb af briller og kontaktlinser
Som regel fraråder man at købe nye briller eller kontaktlinser samtidig med, at ens blodsukker svinger meget.
Det er svært at sige, hvor længe man bør vente med at købe nye briller, da det er meget individuelt, hvordan og hvor hurtigt øjnene reagerer på ændringer i blodsukkeret.
Afhængigt af hvor meget ens blodsukker svinger, kan det dog være en fordel at vente med at købe briller, indtil blodsukkeret har ligget på et i 1-3 uger.
Nydiagnosticeret diabetes og behandlingsændringer
Hvis man er blevet diagnosticeret med diabetes for nyligt, eller der er lavet større ændringer i ens behandling, kan det være en god idé at vente længere med at få målt brillestyrke.
På den måde er man mere sikker på, at få den rette styrke i sine brilleglas eller kontaktlinser.
Er man i tvivl, er det altid en god idé at tale med sin diabetesbehandler og optiker omkring det.
Det er en god idé at måle sit blodsukker i tiden op til et besøg hos en optiker for at se, om det svinger meget eller generelt ligger for højt eller lavt.
Ved højt blodsukker har man tendens til at blive mere nærsynet. Man risikerer derfor at få en forkert styrke i sine briller eller kontaktlinser, hvis styrken måles, når man har et for højt blodsukker.
Det kan være en god idé at fortælle sin optiker, at man har diabetes.
På den måde kan optikeren tage højde for det, når vedkommende vurderer synet og giver vejledning om valg af briller og kontaktlinser.
Hvorfor påvirker højt blodsukker synet her og nu?
Det er især højt blodsukker, som kan påvirke synet midlertidigt.
Årsagen er blandt andet, at det høje blodsukker fører til, at øjets linse ændrer tykkelse og krumning.
Bliv klogere på mekanismen bag synsændringer og blodsukkeret
Regler for tilskud til briller
Man kan ikke få tilskud til briller ved f.eks. lang- eller nærsynethed, i forbindelse med operation for grå stær eller ved forskellig optisk styrke på øjnene.
Hvis man derimod på grund af diabetes har udviklet en øjensygdom, som en øjenlæge har vurderet påvirker synet betydeligt, kan man ifølge servicelovens §112 søge om at få tilskud til briller.
Læs mere om tilskud til hjælpemidler og diabetes

Forstå mekanismen bag sløret syn og højt blodsukker
Hvorfor kan højt blodsukker have betydning for synet?
Bliv klogere på sammenhængen mellem øjets linse og blodsukkeret på vores temaside om mekanismerne bag symptomerne på højt og lavt blodsukker.
Gå til temasiden