Gå til hovedindhold

Kriser, prepping og diabetes

Hvordan kan man forberede sig på en nødsituation, når man har diabetes?

Indhold

    Det kan være en god idé at have overblik over sit medicinlager, så man ved, hvor meget man har liggende, og hvornår det udløber.

    Hvis der opstår alvorlige situationer enten ude i samfundet eller for én selv, kan det være rart at være forberedt på at kunne klare sig nogle dage – især når man har en kronisk sygdom som diabetes.

    Prepping gælder nemlig ikke kun mad og vand, men også medicin og udstyr til diabetes.

    Selvom kritiske situationer er sjældne, kan de skabe tilstande med udgangsforbud, strømnedbrud, forsyningssvigt eller andet, der gør, at man ikke kan skaffe mad og medicin, som man plejer.

    Forberedelser og diabetes

    Der findes ingen regler for, hvordan man skal forholde sig til kriser og katastrofer, når man har diabetes. Myndighederne anbefaler, at man har nødvendig medicin til tre døgn. Rådet gælder alle og ikke kun personer med diabetes.

    De fleste, der tager insulin eller anden diabetesmedicin, vil i forvejen have insulin og medicin til mere end tre døgn liggende derhjemme. Det handler om at bruge sin sunde fornuft, og hverken have for meget eller for lidt liggende. 

    Har man for meget på lager, kan man risikere, at medicin og insulin bliver for gammelt. 

    Forslag til forberedelse

    Sørg for at hente medicin og insulin på recept i god tid, så man undgår at løbe tør. 

    Man bør dog ikke have for meget liggende ad gangen, så man risikerer, at det bliver for gammelt. Det samme gælder teststrimler, der også kan blive for gamle.

    Tjek løbende udløbsdato på medicin, teststrimler og insulin.

    Hav også gerne styr på, hvor mange udleveringer der er tilbage på recepten. Det vil sige, at man er klar over, hvornår recepten skal fornyes.

    En recept kan også blive for gammel, selvom der er flere udleveringer tilbage. I sådan et tilfælde skal man have lavet en ny recept. En recept vil typisk gælde i to år, men perioden kan være kortere.

    Sørg for at have udstyr liggende, som man kunne få brug for. Det gælder både teststrimler, ketonstrimler, blodsukkerapparat, lancetter til fingerprikker, insulinpenne og kanyler.

    Det kan også være en god idé at have batterier liggende til blodsukkerapparat.

    Bruger man sensor, skal man gerne kunne lade sin telefon op. Hvis strømmen går, kan det være en god idé at have en powerbank liggende.

    Alternativt kan man have en aflæser til sensoren liggende. Hvis man har en aflæser liggende som reserve, kan det være fint på forhånd at sætte sig ind i, hvordan den virker. Husk også at aflæseren skal have strøm eller batteri.

    Myndighederne anbefaler alle at have mad på lager til tre dage. Tænk også gerne over, at der både er hurtige og langsomme kulhydrater iblandt, så det er muligt at håndtere lavt blodsukker. 

    Gå efter typer af mad og drikke, der kan holde sig længe, så man ikke skal skifte ud alt for ofte. Det kan f.eks. være druesukker, knækbrød eller juicebrikker.

    Der findes mange reaktioner på nødsituationer og kriser, uanset hvor alvorlige de er. Det kan være en god idé at tænke over, hvordan man selv reagerer.

    F.eks. kan man tænke over:

    • Er det vigtigt at føle sig meget forberedt på en krise? 
    • Har man brug for at gennemgå forberedelser med andre?
    • Hvem kan man kontakte, hjælpe eller blive hjulpet af, hvis man bor alene?
    • Er der nogen, der bør vide mere om ens diabetesbehandling, hvis man får brug for hjælp?

    Hvis der opstår situationer, hvor man er nødsaget til at blive hjemme og begrænse kontakten med omverdenen i en kortere eller længere periode, kan det påvirke den mentale sundhed.

    Mange har erfaringer fra covid-19-pandemien og har måske en idé om, hvordan man vil reagere, hvis lignende situationer opstår. Meget kan være ændret i ens egen livssituation siden da, så det kan være en god idé at tænke over, hvor man er i livet nu.

    For nogle kan det være en god idé at tale det igennem med familie, venner eller ens behandler.

    Noget medicin, herunder insulin og GLP-1-analoger, skal opbevares på køl, når det er uåbnet. I en nødsituation er det ikke sikkert, at det er muligt.

    Ved længerevarende strømsvigt kan man have en køletaske og evt. køleelementer klar.

    Køletasken med køleelementer kan fungere som midlertidig køleskab til insulin, GLP-1-analoger og andet medicin, som helst skal opbevares på køl. 

    Selvom det ikke er optimalt, kan uåbnet insulin og anden injektionsmedicin som regel godt holde sig ved stuetemperatur i op til fire uger afhængig af typen. Det vigtigste er, at medicinen ikke udsættes for direkte sollys, frost og store temperaturudsving.

    Ved leveringsproblemer eller forsyningssvigt er det ikke sikkert, at den medicin eller insulin, man er vant til at få, er tilgængelig.

    Det kan derfor være en god idé at være forberedt på at skifte præparat på enten medicin eller insulin. Man kan eventuelt tale med sin behandler om alternativer til ens medicin og insulin. Måske er der noget, man skal være ekstra opmærksom på.

    Skriv behandlingssted, medicintyper og doser samt kontaktoplysninger til læge eller behandler ned på et fysisk stykke papir. Opbevar det et sikkert sted. 

    Oplysningerne kan være gode at have selv, men det kan også være nyttigt at kunne give til andre.

    Anbefaling fra myndighederne

    I 2024 udsendte Beredskabsstyrelsen en digital pjece til alle danskere med titlen 'Forberedt på kriser'.

    Hovedbudskabet er, at man skal kunne klare sig selv i tre døgn. Til de tre døgn skal man have mad, vand, medicin og andre fornødenheder. 

    Udover pjecen findes der ingen særlige udmeldinger fra myndighederne om, hvordan man skal forholde sig, hvis man har en kronisk sygdom som diabetes.

    Find pjecen Forberedt på kriser

    Type 1-diabetes og kriser

    Hvis man bruger sensor og insulinpumpe, er det en god idé at have et alternativ. Måske løber telefonen tør for strøm, og her er det vigtigt at kunne tjekke blodsukker med et blodsukkerapparat.

    Det samme gælder for insulinpumper, hvor det er vigtigt at have insulinpenne, hvis elektronikken svigter.

    Det gælder altså om at have et lager af kanyler, insulinpenne, et blodsukkerapparat (med strøm eller batterier), teststrimler, fingerprikker og lancetter. Overvej også, om der bør være en pen med glukagon til rådighed.

    Type 2-diabetes og kriser

    De fleste med type 2-diabetes bliver ikke behandlet med insulin. Tager man ikke insulin, vil der som udgangspunkt ikke være akut fare, hvis man bliver forhindret i at tage sin diabetesmedicin i et par dage, men det afhænger af medicintype og helbredstilstand.

    Alligevel kan det være fint at sørge for at have nok medicin på lager. Det samme gælder, hvis man tager andet medicin mod f.eks. kolesterol, nyreproblemer og blodtryk. 

    Det kan være en god idé at tage en snak med sin behandler, hvis man er i tvivl om, hvordan man skal forholde sig til sin medicin i en nødsituation.

    Beredskabsstyrelsen: Forberedt på kriser 

    https://www.brs.dk/da/forberedt/ 

    Sidst opdateret: 21. maj 2025