Sex og type 1-diabetes
Personer med diabetes er i risiko for at opleve seksuelle problemer tidligere og oftere end personer, der ikke har diabetes.
Det er normalt, at seksualiteten ændrer sig med alderen og påvirkes livet igennem.
Personer med diabetes oplever oftere seksuelle problemer end personer uden diabetes. Faktisk er diabetes en af de sygdomme, der hyppigst påvirker sexlivet. Det gælder uanset diabetestype, køn og alder.
Der kan være mange grunde til, at diabetes kan have indflydelse på, om man kan realisere sine seksuelle lyster og behov. Nogle af de hyppigste årsager er:
- Svingende blodsukkerniveau.
- Følgesygdomme til diabetes, som påvirker nerver (neuropati) og blodkar (åreforkalkning).
- Psykologiske faktorer.
- Bivirkninger til medicinsk behandling (blodtryksmedicin og antidepressiv medicin).
Sexlivet kan påvirkes uanset køn
Både mænd og kvinder kan opleve at have seksuelle udfordringer.
Kvinder med diabetes oplever seksuelle udfordringer mere end dobbelt så ofte som kvinder, der ikke har diabetes.
Læs mere om seksualitet og kvinder med diabetes
Mænd med diabetes oplever seksuelle problemer mere end tre gange så hyppigt som hos mænd, der ikke har diabetes.
Læs mere om seksualitet og mænd med diabetes
Noget tyder på, at personer med diabetes, som er tilfredse med deres sexliv, er bedre til at håndtere deres diabetes. Det er derfor vigtigt at tale med sin behandler, hvis man oplever udfordringer i sit sexliv.
Seksuelle problemer og seksuel dysfunktion
Man skelner mellem seksuelle problemer og seksuel dysfunktion. Et seksuelt problem eller en udfordring kan udvikle sig til en seksuel dysfunktion.
Et seksuelt problem og en seksuel dysfunktion adskiller sig typisk ved varighed og sværhedsgrad. Den væsentligste forskel er, at man ved en dysfunktion oplever, at problemet er til meget generende for ens hverdag.
Seksuel dysfunktion defineres ved følgende:
- Problemet er tilbagevendende eller vedvarende gennem flere måneder.
- Problemet forekommer ofte, men ikke nødvendigvis hver gang.
- Problemet er til væsentlig, personlig gene.
Diagnosen seksuel dysfunktion er nødvendig for at få tilskud til behandling og hjælpemidler.
Læs mere om tilskud til hjælpemidler og behandling af seksuelle problemer
Hvad er et normalt sexliv?
Det er svært at sige noget generelt om, hvad der er normalt, når det kommer til sexlivet. Seksualitet er for langt de fleste mennesker et væsentligt aspekt af livet og tæt forbundet med den enkeltes fysiske og mentale sundhed og velvære.
Hvornår noget opfattes som et seksuelt problem, er forskelligt fra person til person, og på den måde findes der ikke en facitliste. Det vil også sige, at man har mulighed for at få hjælp, hvis man selv synes, man har et problem.
Behandling
Mange med diabetes oplever problemer med sexlivet, og for de fleste er der hjælp at hente. Det gælder, uanset om årsagen til problemet er fysisk eller psykisk.
Det er derfor vigtigt at tale med sin behandler, hvis man oplever udfordringer.
Hvis ikke diabetesbehandleren kan hjælpe, men skønner, at man har en seksuel dysfunktion, er det muligt at blive henvist til en anden afdeling, der er mere specialiseret på området.
Medicin og seksuelle problemer
Nogle typer medicin kan give bivirkninger i form af seksuelle problemer. Specielt blodtrykssænkende medicin eller medicin mod depression.
Det er værd at undersøge, om den medicin, man tager, eventuelt er en af årsagerne til, at man oplever seksuelle problemer.
Hvis man mistænker, at ens medicin kan være medvirkende årsag til seksuelle problemer, er det derfor vigtigt at tage det op med sin behandler. Måske kan der laves justeringer i, hvilken medicin man tager, f.eks. hvis problemerne er opstået, efter man er startet behandling med ny medicin.
Det er dog vigtigt aldrig på eget initiativ at stoppe eller ændre sin behandling uden først at have rådført sig med sin læge.
Forebyggelse
Der er meget, man selv kan gøre for at reducere risikoen for, at man senere i livet kommer til at opleve seksuelle udfordringer på grund af diabetes.
Et velreguleret blodsukker, blodtryk og kolesterol og at undlade at ryge kan forebygge eller udskyde, at man udvikler følgesygdom i nerver og blodkar. Det er følgesygdomme, som for mange spiller en stor rolle i forhold til udvikling af seksuel dysfunktionen.
Læs mere om blodsukker, blodtryk, kolesterol og rygning
KRAM-faktorer
Det gælder for alle, diabetes eller ej, at ens livsstil kan spille ind på seksualitet og sexliv.
Nogle seksuelle udfordringer kan forebygges ved at tage de såkaldte KRAM-faktorer alvorligt. Der er hjælp at hente hos egen læge eller i det kommunale sundhedscenter.
- Kost – sund mad i rette mængder medvirker til forebyggelse af overvægt og dermed selvværdsproblemer, rejsnings- og udløsningsproblemer og nedsat lyst.
- Rygning – øger risikoen for åreforkalkning og hjerte-kar-sygdomme og dermed rejsnings- og orgasmeproblemer.
- Alkohol – forbrug ud over Sundhedsstyrelsens anbefalinger kan øge risikoen for her-og-nu-problemer med at få og holde rejsning samt generelle rejsningsproblemer på længere sigt.
- Motion – kan bidrage til et øget velbefindende, vægttab eller stabil vægt, forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme, et mere stabilt blodsukker og dermed forebyggelse af rejsningsbesvær, lystproblematikker og problemer med tørre slimhinder.
Desuden har både mænd og kvinder gavn af at træne bækkenbunden flere gange om ugen.
Se video om træning af bækkebunden for kvinder og træning af bækkenbunden for mænd
Forskning om emnet
Find selv flere videnskabelige oversigtsartikler om seksuel dysfunktion og diabetes.
Søgefunktionen NemPubMed gør det nemt at finde diabetesrelateret forskning i PubMed, verdens største database for videnskabelig litteratur om sundhed.
Søg i NemPubMed
Læs også
Få hjælp og rådgivning
Har man brug for hjælp i forhold til seksuelle udfordringer, er der hjælp at hente hos praktiserende læge eller Diabetesforeningen, hvor medlemmer kan blive rådgivet af en sexolog.
Anonym rådgivning
Sexologisk Klinik på Rigshospitalet behandler forskellige sexologiske problemstillinger. Man kan også få gratis og anonym rådgivning på telefon.