Mave, tarme og type 1-diabetes
Nerveskader på grund af diabetes og bivirkninger til medicin kan give mave- og tarmproblemer. Symptomerne kan være til stor gene i hverdagen.
Kroppens mave og tarm er styret af den del af nervesystemet, som kaldes det autonome nervesystem. Skader i det autonome nervesystem opstår som regel efter mange år med diabetes og dårlig kontrol med blodsukkeret. Det kan føre til forskellige tilstande i mave og tarm:
- Forsinket tømning af mavesækken (gastroparese)
- Forandringer i spiserøret med halsbrand og synkebesvær
- Forandringer i tarmens funktion, som kan give diarré, forstoppelse og tab af kontrol (inkontinens) af afføring.
Tilstandene forekommer også hos personer uden diabetes, så de skyldes ikke nødvendigvis diabetes. Men personer med diabetes oplever dem hyppigere end den generelle befolkning.
Læs mere om følgesygdomme i nerverne (neuropati)
Gastroparese
Når man spiser, vil mavesækken normalt trække sig sammen, så maden blandes og transporteres videre ned i tarmsystemet. Ved gastroparese trækker maven sig ikke sammen som normalt. Det fører til en forsinket tømning af mavesækken.
Cirka fem procent af personer med type 1-diabetes, og en procent af personer med type 2-diabetes har problemer med forsinket tømning af mavesækken (gastroparese).
Problemet opstår oftest hos personer, der har haft diabetes i mere end ti år.
Symptomer
- Kvalme og daglige opkastninger efter måltider
- Smerter i øverste del af maven
- Tidlig fornemmelse af mæthed
- Følelse af at have spist for meget efter et måltid
- Følelse af oppustethed
- Tab af appetit
- Svært regulerbart og svingende blodsukker
- Ufrivilligt vægttab.
Symptomerne kan udgøre en social barriere, da de har stor indgriben i hverdagen, og kan give nedsat livskvalitet og arbejdsevne. Desuden kan symptomerne medføre, at blodsukkeret bliver svært at regulere blandt andet på grund af opkastninger.
For mange personer med type 1-diabetes er et svært regulerbart blodsukker, især i forbindelse med dosering af måltidsinsulin, det første symptom på gastroparese. Symptomerne vil ofte variere, og der kan være både gode og dårlige perioder.
Hvis man oplever symptomer på gastroparese, skal man tale med sin behandler om det. Det kan være nødvendigt at blive henvist til en afdeling for mave- og tarmsygdomme på hospitalet.
Diagnose
Diagnosen gastroparese stilles på baggrund af symptomerne og en fysisk undersøgelse. Man kan blandt andet tage blodprøver og lave en kikkertundersøgelse af maven (gastroskopi). Nogle gange kan det være relevant at lave flere undersøgelser af tarmen og mavesækken. Det kan f.eks. være undersøgelser med røntgen eller ultralyd.
Desuden bør lægen se på, hvad man får af medicin. På den måde kan man vurdere, om symptomerne skyldes bivirkninger til medicin.
Behandling
Ændring af kosten og eventuelt kvalmestillende medicin, som kan mildne symptomerne, er som regel den primære behandling af gastroparese.
Når man har diabetes, er det desuden vigtigt at måle sit blodsukker omkring måltiderne. På den måde kan man bedre sikre et stabilt blodsukker. Det kan forbedre mavesækkens tømning.
Det er en god idé at drikke mere væske, da det hjælper til at tømme mavesækken. At spise oftere og mindre måltider kan også hjælpe. I nogle tilfælde kan det at reducere mængden af fedt i maden og drikke mindre alkohol også hjælpe.
Fiberrig mad, som personer med diabetes anbefales at spise, kan forværre tilstanden. Derfor kan kostvejledning fra en diætist være en god idé.
Andre forandringer i mave og tarm
Nervepåvirkning (neuropati) kan føre til forandringer i spiserøret. Det betyder at der opstår unormale sammentrækninger i spiserøret. Desuden kan lukkemusklen i overgangen mellem spiserøret og mavesækken svækkes.
Det kan give symptomer som halsbrand og synkebesvær (refluksgener). Langsom tømning af mavesækken (gastroparese) kan også give refluksgener.
Hvis man oplever refluksgener, skal man tale med sin behandler om det.
Nervepåvirkning (neuropati) kan give problemer i tarmen. Det kan blandt andet betyde, at lukkemusklen til endetarmen bliver påvirket. Det betyder at man kan opleve at miste kontrol af afføring (fækal inkontinens).
Hvis man oplever tab af kontrol af afføringen, skal man tale med sin behandler om det. Eventuelt er det nødvendigt at blive henvist til en speciallæge.
Kronisk diarré er for nogle et problem efter mange år med diabetes. Symptomerne kan skyldes følgesygdom i nerverne (neuropati) eller bivirkninger til medicin.
Det kan også skyldes overvækst af bakterier i tyndtarmen, fordi transporten gennem tyndtarmen er forsinket. Det giver gode vækstmuligheder for bakterier.
Det er vigtigt at tale med sin behandler, hvis man oplever at have langvarig diarré. På den måde kan årsagen findes og behandles.
Risikoen for forstoppelse er højere blandt personer med diabetes end i resten af befolkningen. Årsagen til forstoppelse er som regel et større forbrug af medicin og nervepåvirkning (neuropati) i tarmen.
Forstoppelse behandles ved at være fysisk aktiv og indtage tilstrækkeligt med væske. Nogle gange er det nødvendigt at tage afførende medicin.
Nervepåvirkning i tarmen på grund af diabetes kan medføre en overvækst af de bakterier, som normalt findes i tarmen. Tilstanden kaldes også SIBO (small intestinal bacterial overgrowth).
Overvæksten af tarmbakterierne sker, fordi transporten gennem tyndtarmen er forsinket. Forsinkelsen giver gode vækstmuligheder for bakterierne.
SIBO er en relativ sjælden tilstand, og diagnosen kan være svær at stille.
Symptomerne kan være diarré, oppustethed, rumlen og smerter i maven, øget afgang af luft og ubehag. Afføringsmængden kan være øget. Nogle gange kan afføringen være fedtglinsende, lys og flyde ovenpå i toilettet.
Behandlingen vil ofte være antibiotika. Det kan dog være nødvendigt at også at tage blodprøver, røntgenbilleder eller lave kikkertundersøgelser, før behandlingen kan sættes i gang.
I sjældne tilfælde kan man få nedsat optagelse af forskellige elementer i maden (malabsorption). Man skal derfor være ekstra påpasselig med at få tilført de vigtigste vitaminer og mineraler.
Nogle personer med diabetes kan udvikle ikke-alkoholisk fedtlever.
Tilstanden skyldes, at fedt ophobes i leveren, selvom man ikke eller kun i begrænset omfang har indtaget alkohol. Overvægt eller for meget kolesterol i blodet kan også være årsag til ikke-alkoholisk fedtlever.
De fleste oplever ikke symptomer. Man kan dog mistænke tilstanden ved vedvarende forhøjede levertal ved blodprøver.
Scanning med ultralyd og eventuelt en vævsprøve fra leveren kan også være relevant for at stille diagnosen.
Sidst opdateret: 17. maj 2023
