Medicin mod forhøjet blodtryk
Et forhøjet blodtryk kræver behandling, fordi det øger risikoen for både hjerte-kar-sygdomme og nyre- og øjenskader hos personer med type 2-diabetes.

Medicin kan hjælpe med at sænke blodtrykket. Hvornår man kan have gavn af medicin, afhænger ikke kun af blodtrykket, men også af ens alder og hvor lang tid man har haft diabetes.
Personer med diabetes har en højere risiko for forhøjet blodtryk end den generelle befolkning. Forhøjet blodtryk øger risiko for hjerte-kar-sygdomme og skader på nyrer og øjne. Derfor er det nødvendigt at forebygge og behandle det.
Man kan forebygge og behandle forhøjet blodtryk både ved livsstilsændringer og med medicinsk behandling.
Mange vil kunne gøre meget selv for at undgå forhøjet blodtryk. Det kan man gøre ved at være mere fysisk aktiv, undgå at ryge og at have gode madvaner.
Læs mere om sund livsstil til at sænke blodtrykket og rygestop
Medicinsk behandling
Mange personer med diabetes vil på et tidspunkt have behov for at få behandlet deres blodtryk med medicin.
Hvornår man kan have gavn af medicin, afhænger ikke kun af blodtrykket, men også af ens alder og hvor lang tid man har haft diabetes. Ens behandler vurderer, hvornår man vil have gavn af blodtrykssænkende medicin.
Der findes en række forskellige typer medicin, der kan sænke blodtrykket alene eller i kombination. Det kaldes blodtryksnedsættende medicin eller antihypertensiva.
Typer blodtrykssænkende medicin
ACE-hæmmere (ACEi) og angiotensin 2-blokkere (angiotensin-II-receptorantagonist, ARB) sænker blodtrykket ved at få blodkarrene til at slappe af og udvide sig.
ACE-hæmmere og angiotensin 2-blokkere påvirker ikke blodsukkeret.
Calciumblokkere (calciumantagonister) sænker blodtrykket på flere forskellige måder.
Dels får de blodkarrene til at udvide sig, de sænker pulsen (hjertefrekvensen) og dæmper kraften af hjerteslagene.
Tilsammen medfører det, at hjertet belastes mindre, og der kommer bedre tilførsel af blod gennem de mindre blodkar.
Calciumblokkere påvirker ikke blodsukkeret.
Vanddrivende medicin (diuretika) sænker blodtrykket ved at øge udskillelsen af vand og salt gennem nyrerne.
Det mindsker mængden af væske i blodkarrene, som medfører, at blodtrykket falder.
Vanddrivende medicin kan påvirke blodsukkeret, men i så lav en grad, at man ikke vil mærke det eller skal tage højde for det i sin behandling.
Beta-blokkere (β-blokkere) sænker blodtrykket ved at sænke hjertets belastning under arbejde.
De sænker pulsen (hjertefrekvensen) og den mængde blod, som pumpes ud ved hvert slag.
Beta-blokkere sænker også stofskiftet i hjertemusklen, som også bidrager til at sænke blodtrykket.
Behandling med beta-blokkere kan sløre symptomer på lavt blodsukker, men de påvirker ikke selve blodsukkeret.
Det er en lægelig vurdering, hvilken type medicin der er mest relevant at behandle med.
Husk altid at følge de anvisninger, behandleren giver omkring dosering.
Læs mere på min.medicin.dk om de forskellige typer blodtrykssænkende medicin, herunder navne på de virksomme stoffer og præparatnavne.
Læs mere om medicin mod forhøjet blodtryk
På min.medicin.dk kun man læse mere om de forskellige typer blodtrykssænkende medicin, herunder navne på de virksomme stoffer og præparatnavne.
Medicinrester skal afleveres på apoteket
Gammel medicin skal afleveres på apoteket. Det må ikke smides i skraldespanden eller blive skyllet i toilettet eller håndvasken.
Sidst opdateret: 1. september 2022