Gå til hovedindhold

Viden om diabetes

Led, muskler, bindevæv og type 2-diabetes

Type 2-diabetes kan give gener i kroppens led, muskler og bindevæv. Det giver anledning til smerter eller stive led og muskler.

Indhold

    Personer, som har haft diabetes i en år­række, kan opleve at få problemer med led, muskler og binde­væv. Man kan opleve både smerter og stive led og muskler.

    Det er især binde­vævet i led­kapsler, sener, sene­skeder og selve under­huden, som kan blive ramt. Det kan give smerter og nedsat bevægelighed.

    Binde­vævet i fødderne rammes ofte. Hvis påvirkningen af binde­vævet opstår samtidig med, at der er dårligt kreds­løb og nerve­betændelse (neuropati), kan kombinationen af disse komplikationer have alvorlige konsekvenser.

    Hyppigste gener fra led, muskler og bindevæv hos personer med diabetes

    Både personer med type 1- og type 2-diabetes, som har haft diabetes i mange år, kan opleve at få stive led.

    Symptomerne viser sig som nedsat bevægelighed (man får svært ved at bøje og strække) i fingre- og tåled samt i hånd- og fodled. Det kan også opleves i nogle af kroppens større led.

    Dupuytrens kontraktur skyldes dannelse af hårde og knudrede strenge i det bindevæv, der ligger mellem huden og senerne i håndfladen. Senerne i håndfladen er ikke angrebet ved Dupuytrens kontraktur.

    Faste knuder i hånd­fladen, som kan være ømme er ofte er det første symptom. Med tiden kan tilstanden udvikle sig sådan, at fingrene ikke længere kan rettes ud. I stedet sidder de fast bøjede (som når en kusk holder på et seletøj).

    Det er som regel ring- og lille­finger, som rammes først, men alle fingre kan være ramt.

    Personer med Dupuytrens kontraktur vil ofte have svært ved at vaske sig i ansigtet og frisere sig, give hånd, tage handsker på og stikke hånden i lommen. Symptomerne kan forveksles med spring­finger.

    Typisk forværres sygdommen over år, men den kan også gå helt i ro.

    Dupuytrens kontraktur kan behandles på flere forskellige måder med gode resultater. Ofte vender tilstanden dog tilbage.

    Springfinger skyldes fortykkelse af en del af en af de lange bøje­sener til en finger.

    Ofte er der en hård, øm knude på senen ud for fingerens grundled. Når fingeren bøjes, vil fortykkelsen på senen gøre, at man oplever et smertefuldt 'klik' med låsning af fingeren i bøjet tilstand.

    Man kan, som regel, selv strække den låste finger fri igen. Oftest vil den dog låse igen, næste gang man bøjer fingeren. Det er især lang- og ring­finger på den hånd, man bruger mest, som kan blive ramt.

    Spring­finger optræder fem til ti gange hyppigere hos personer med diabetes end hos raske.

    Tilstanden kan gå væk af sig selv.

    I nogle tilfælde kan injektioner med binyrebark­hormon lindre symptomerne. En en operation i lokal­bedøvelse kan også fjerne symptomerne. Tilstanden vender dog ofte tilbage.

    Karpaltunnel­syndrom opstår i håndleddet. Den skyldes at nerven, der kontrollerer følsomhed og bevægelighed i det meste af hånden, bliver klemt.

    Der kan være flere årsager til, at nerven bliver klemt. F.eks. hævelse af det omgivende væv i den snævre kanal i hånd­leddet, som nerven løber i. Afklemningen kan medføre en snurrende fornemmelse, følelsesløshed og smerter i hånd­fladen og fingrene. Generne er ofte værst om natten, eller når armen holdes i ro.

    Karpaltunnel­syndrom kan betyde, at man vågner efter nogle timers søvn på grund af en sovende, prikkende fornemmelse i fingrene. Det hjælper ofte at ryste eller massere hånden.

    Tab af følelse på finger­spidserne kan gøre det vanskeligt at holde på små ting som mønter og synåle. Nogle oplever at blive mere fummelfingrede, at tabe ting og at have nedsat kraft i fingrene.

    På længere sigt kan tilstanden føre til, at musklerne i det område som nerven forsyner, bliver synligt mindre.

    Diabetes øger risikoen for at få karpaltunnel­syndrom. Karpaltunnel­syndrom kan også være et tegn på diabetes.

    Karpaltunnel­syndrom kan gå væk af sig selv. En stiv skinne, som holder håndleddet i neutral stilling, giver lindring hos over 80 procent af personer med karpaltunnel­syndrom. Effekten varer dog ofte ikke ved.

    Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at tage smerte­stillende medicin.

    Operation kan give gode resultater, men tilstanden kan vende tilbage.

    Frossen skulder skyldes en betændelses­lignende tilstand (inflammation) i ledkapslen, der omgiver skulder­leddet.

    Betændelsen fører til, at led­kapslen skrumper, og at der danner sig såkaldte sammen­voksninger (adhærencer) mellem led­kapslen og selve knoglen.

    Smerterne er i starten det største problem. Man kan have store smerter i hvile og især om natten, hvor man ikke kan ligge på skulderen. Smerterne varer oftest 3-8 måneder, men kan vare betydeligt længere.

    Senere kan der udvikle sig indskrænket bevægelighed, stivhed og problemer med almindelig daglig brug af skulderen. Bevægeligheden kan være mere eller mindre påvirket i alle leddets bevæge­retninger. Det kan give problemer med f.eks. at tage tøj på og at løfte armen.

    De sidste måneder af forløbet er præget af udtalt stivhed, men i mindre grad af smerter. Derefter bliver  bevægeligheden ofte langsomt bedre igen. Efter op til tre år forsvinder symptomerne ofte helt.

    Frossen skulder ses fem gange hyppigere hos personer med diabetes end hos andre.

    Tilstanden kan opstå efter flere år med diabetes. Den ses lige ofte hos personer med type 1-diabetes og type 2-diabetes.

    Behandlingen er smerte­stillende medicin, fysioterapi, indsprøjtning med binyrebark­hormon og eventuelt operation.

    For at forebygge blivende stivhed af leddet er det vigtigt, at skulderen bevæges så meget, som smerterne tillader det.

    Langvarig dårlig regulering af blodsukker­et hos personer med type 1-diabetes kan medføre risiko for at få knogle­brud på grund af nedsat knogle­tæthed.

    Charcots fod er en sjælden tilstand, som skyldes en bestemt type brud i fodens knogler. Tilstanden er hyppigere for personer med diabetes.

    Personer med type 2-diabetes har som regel en normal eller endog øget knogle­tæthed, men har alligevel større risiko for at få knogle­brud. Det skyldes sandsynligvis, at der sker brud på grund af fald, som er forårsaget af eksempelvis nedsat syn.

    Sidst opdateret: 30. marts 2021