Graviditetens forløb
Når man er gravid og har type 2-diabetes, er det vigtigt regelmæssigt at få tjekket sin diabetes, så behandlingen løbende kan justeres.
Det er vigtigt, at du ofte mødes med din diabetesbehandler. Når du er blevet gravid, er det derfor vigtigt, at du kontakter dit lokale diabetesambulatorium eller egen læge, som kan henvise dig til nærmeste center for gravide med diabetes.
Undersøgelser skal foregå med hyppige intervaller – f.eks. hver 14. dag – af en læge eller sygeplejerske med speciale i diabetes.
Ved hvert besøg bør der måles HbA1c, vægt, blodtryk og udskillelse af æggehvide i urinen. Derudover er det vigtigt at få talt om resultater af blodsukkerværdier målt derhjemme, vægtøgning, håndtering af lavt blodsukker og trivsel.
Derudover skal du til undersøgelser løbende hos en fødselslæge, ligesom du skal have lidt flere jordemoderbesøg end andre gravide. Alle tilbydes tid hos diætist. Dine øjne undersøges rutinemæssigt ved fotoscreening under og efter graviditeten.
Anbefalede mål for din behandling
Langtidsblodsukker (HbA1c):
- HbA1c under 48 mmol/mol frem til uge 20
- HbA1c under 38 mmol/mol efter uge 20
Blodsukker:
- Morgen (fasteblodsukker): 4,0-5,5 mmol/l
- Før frokost og aftensmad: 4,0-5,5 mmol/l
- Halvanden time efter måltider: 4,0-7,0 mmol/l
- Før sengetid: 5,0-7,0 mmol/l
Vægtøgning:
- BMI under 18,5: Vægtøgning 12,5-18 kg
- BMI under 25: Vægtøgning 10-15 kg
- BMI mellem 25 og 30: Vægtøgning 5-8 kg
- BMI over 30: Vægtøgning 0-5 kg
Mad og motion:
- Minimum en halv times motion eller fysisk aktivitet dagligt. Det kan f.eks. være cykle- eller gåture
- 175 gram kulhydrater pr. dag. For eksempel fordelt på de tre hovedmåltider, f.eks. 20 gram til morgen, 40 gram til middag og 40 gram til aften
- Mellemmåltider: 10-20 gram
- Kulhydratkilderne anbefales at være med lavt glykæmisk indeks – f.eks. fuldkornsprodukter – og udgøre 40-50 procent af det totale energibehov
- 300 gram fede fisk pr. uge
Derudover kan du opleve nogle ændringer i løbet af graviditeten, der er vigtige at kende. Læs mere om håndtering af dem herunder.
Ændringer, der sker i graviditeten
Ændringer i insulinbehov gennem graviditeten kan være meget individuelle, men i gennemsnit fordobles insulindosis under graviditeten. Ofte skal dosis justeres hver uge.
- Indtil uge 8: Der kan forekomme svingende blodsukker, og der kan være behov for at øge insulindosis lidt
- Uge 8-16: Risikoen for insulintilfælde er størst i denne periode, især om natten. Insulindosis skal ofte sættes ned, særligt før sengetid
- Uge 16-20: Insulindosis øges gradvist til samme dosis som før graviditeten
- Uge 20-33: Insulinbehovet er øget betydeligt. Ofte skal insulindosis fordobles i forhold til dosis før graviditeten
- Efter uge 33: Insulindosis er nogenlunde stabil og skal eventuel reduceres lidt.
Ved enkeltstående høje blodsukkerværdier før hovedmåltiderne kan du supplere med hurtigtvirkende insulin:
- Ved blodsukker over 8 mmol/l tages 1-2 enheder (IE) hurtigtvirkende insulin ekstra
- Ved blodsukker over 10 mmol/l tages 2-4 enheder (IE) hurtigtvirkende insulin ekstra
- Efter uge 20 er der øget risiko for syreforgiftning, der kan være skadeligt/farligt for fosteret. Oplever du symptomer som opkastninger eller mavesmerter ved blodsukker over 15 mmol/l, skal du straks undersøge for ketonstoffer.
Mellem uge 8 og 16 er der øget risiko for insulinfølinger og insulintilfælde. I den periode skal du derfor være forsigtig med at supplere med ekstra insulin. En enhed insulin sænker normalt blodsukkeret ca. 1-2 mmol/l. I sidste halvdel af graviditeten dog kun ½-1 mmol/l. Der skal helst gå 4 timer mellem, at du tager ekstra insulin.
Insulinfølinger
Op til fire milde insulinfølinger om ugen er acceptabelt under graviditeten. Du afhjælper insulinfølinger eller et målt lavt blodsukker på under 3,9 mmol/l ved at spise eller drikke hurtige kulhydrater.
Drik ½-1 glas juice efterfulgt af et stykke brød. 10-20 gram kulhydrater er ofte nok. Ved mange insulinfølinger skal du sætte din insulindosis ned med 2 enheder (IE). Du bør spise en halv skive groft brød før sengetid, hvis blodsukkeret er under 5 mmol/l.
Svære insulintilfælde kan eventuelt behandles med glukagonindsprøjtning af en pårørende. Efterfølgende skal du altid tage kontakt til din behandler.
Anbefalede kosttilskud under graviditeten:
- 400 mikrogram folinsyre dagligt fra graviditeten planlægges til og med 12. graviditetsuge
- 40-50 milligram jern dagligt fra 10. graviditetsuge
- 10 mikrogram D-vitamin dagligt.
Alle kosttilskud kan købes som håndkøb.
Det er vigtigt at holde målene for vægtøgning, fordi vægten har indflydelse på vækst og trivsel hos fosteret. Tager du mere på end det anbefalede, er der risiko for et overvægtigt barn samt for komplikationer ved selve fødslen.
En diætist kan hjælpe dig med at få udarbejdet en individuel kostplan med særlig fokus på kulhydrattælling og mellemmåltider. Tal med din behandler om mulighederne for at komme til diætist.
Efter fødslen
Insulinbehandlingen kan ofte ophøre umiddelbart efter fødslen. Hvis du har behov for medicinsk behandling af din type 2-diabetes i ammeperioden, kan du fortsætte med at tage insulin.
Det er vigtigt, at du tager kontakt til din behandler kort tid efter, du har født, for at få justeret din behandling samt for at tale om trivsel og amning.

App: Gravid med Diabetes
'Gravid med Diabetes' er en app til gravide med type 1- eller type 2-diabetes. Kvinder, der udvikler diabetes under graviditeten (graviditetsdiabetes), kan også anvende appen.
Appen er lavet af eksperter fra Rigshospitalets Center for Gravide med Diabetes og kan hentes til både Apple og Android telefoner eller tilgås online.
Husk folsyre
Tilskud af folsyre (også kaldet folinsyre), inden man bliver gravid, kan mindske risikoen for medfødte misdannelser i hjernen og rygmarven hos barnet.
Det er derfor vigtigt, at man tager folsyre allerede fra 3 måneder før, man ønsker at blive gravid, uanset om man har diabetes.
Podcast om forskning i insulinresistens under graviditet
Hør et afsnit af podcastserien Diabetesforskerne om forskning i, hvorfor kvinder med diabetes ofte får nedsat insulinfølsomhed under graviditeten.
Sidst opdateret: 5. oktober 2022