Medicin mod for højt kolesterol
Et højt kolesteroltal øger risikoen for åreforkalkning og hjerte-kar-sygdomme, og det kræver derfor som regel medicinsk behandling.
Personer med diabetes er i særlig risiko for at få et for højt niveau af kolesterol i blodet. De fleste vil på et tidspunkt få brug for at tage kolesterolsænkende medicin.
Kolesterolsænkende medicin kan sænke mængden af skadeligt kolesterol i blodet. På den måde mindskes risikoen for at udvikle åreforkalkning og blodpropper.
Den medicinske behandling vil altid være et supplement til en sund livsstil.
Læs mere om kolesterol, mad og motion
Medicinsk behandling
Forskellige typer medicin kan sænke mængden af kolesterol og triglycerider i blodet. De kaldes samlet for kolesterolsænkende medicin.
Det er op til ens behandler at beslutte, hvilken type eller typer kolesterolsænkende medicin, der er mest relevant at behandle med.
Behandlingen med kolesterolsænkende medicin er som regel livslang.
Den maksimale effekt opnår man først efter 4-6 uger. Dog er der tilfælde, hvor man ikke bør tage medicin. Det gælder f.eks., hvis man er gravid, ammer eller har en leversygdom.
Bivirkninger
Hvis man får slemme muskelsmerter eller føler muskelsvaghed under behandlingen, skal man kontakte sin læge og eventuelt holde pause med medicinen.
I sjældne tilfælde kan kolesterolsænkende medicin påvirkes af andre former for medicin – og omvendt. Derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på, at man får kolesterolsænkende medicin, hvis man skal i behandling med anden medicin.
Typer kolesterolsænkende medicin
Statiner er den mest brugte type kolesterolsænkende medicin til personer med diabetes.
Statiner virker ved at hæmme leverens dannelse af kolesterol. De kan hjælpe til at sænke total-kolesterol og LDL-kolesterol med op til 50 procent. Hos nogle kan statiner endda øge HDL-kolesterol og sænke triglycerid.
Det er vigtigt ikke at tage statiner, når man er gravid, har leversygdom eller vedvarende påvirkning af leveren eller sammen med nogle typer antibiotika.
Statiner og blodsukkeret
Statiner kan påvirke blodsukkeret, men i så lav en grad, at man ikke vil mærke det eller skal tage højde for det i sin behandling.
Anionbyttere øger udskillelsen af kolesterol i tarmen ved at opsuge galdesyre fra leveren, som indeholder meget kolesterol.
Herefter bruger kroppen det kolesterol, som er i blodet, til at lave ny galdesyre.
Anionbyttere og blodsukkeret
Anionbyttere påvirker ikke blodsukkeret.
PCSK9-hæmmere sænker mængden af LDL i blodet ved at inaktivere et protein i leveren, som hedder PCSK9.
PCSK9-proteinet binder sig normalt til LDL-receptorer i blodet. På den måde forhindrer den LDL-receptoren i at fjerne LDL-kolesterol fra blodbanen.
Ved at hæmme PCSK9 med medicin kan LDL-receptorerne fjerne mere LDL-kolesterol fra blodet.
PCSK9-hæmmere og blodsukkeret
PCSK9-hæmmere påvirker ikke blodsukkeret.
Fibrater hæmmer kroppens egen produktion af triglycerid og kolesterol. På den måde hjælper de til at sænke mængden af total-kolesterol og især mængden af triglycerider i blodet.
Mængden af HDL-kolesterol øges.
Fibrater og blodsukkeret
Fibrater påvirker ikke blodsukkeret.
Nicotinsyre og analoger hæmmer kroppens egen produktion af kolesterol og triglycerid. På den måde hjælper de til at sænke mængden af total-kolesterol, HDL-kolesterol og triglycerider i blodet.
Nicotinsyre og blodsukkeret
Nicotinsyre og analoger påvirker ikke blodsukkeret.
Kolesterolabsorptionshæmmere sænker mængden af kolesterol i blodet ved at hæmme optagelsen af kolesterol fra tyndtarmen. Total-kolesterol og LDL-kolesterol sænkes, og HDL-kolesterol øges.
De bruges ofte sammen med et statin-præparat, hvis statin alene ikke har tilstrækkelig effekt.
Kolesterolabsorptionshæmmere og blodsukkeret
Kolesterolabsorptionshæmmere påvirker ikke blodsukkeret.
Huskeregel
- Det herlige eller hyggelige kolesterol = HDL-kolesterol
- Det lede kolesterol = LDL-kolesterol.
Når man tager forskellige typer medicin
Mange med diabetes vil opleve, at de skal tage flere forskellige typer medicin samtidig. Ens behandler vil vejlede en i, hvordan man skal tage medicinen.
Er man i tvivl, om det er sikkert at tage forskellige typer medicin samtidig, er det vigtigt at tale med sin behandler om det.
Database over medicinkombination
Desuden kan der være hjælp at hente ved at bruge Lægemiddelstyrelsens database for medicinkombinationer, hvor man kan slå forskellige typer af medicin, naturlægemidler og vitaminer op.
Læs mere om kolesterolsænkende medicin
På min.medicin.dk kun man læse mere om de forskellige typer kolesterolsænkende medicin, herunder navne på de virksomme stoffer og præparatnavne.
Medicinrester skal afleveres på apoteket
Gammel medicin skal afleveres på apoteket. Det må ikke smides i skraldespanden eller blive skyllet i toilettet eller håndvasken.