Gå til hovedindhold

Undervisning i type 2-diabetes tilpasset etniske mindretals sprog og kultur

Effekten af diabetesundervisning bliver bedre og er vedvarende, hvis undervisningen er tilpasset den etniske målgruppe. Forløb på mere end tre måneder er bedst, men kortere forløb kan også skabe resultater.

Indhold

    Information, foldere og pjecer om diabetes på andre sprog end dansk

    Personer fra etniske mindretal har ofte sværere vilkår i sundheds­væsenet end den del af befolkningen, der udgør det etniske flertal. Det skyldes blandt andet sociale, økonomiske, kulturelle og sproglige forhold.

    Diabetes­undervisning som i form og indhold er tilpasset bestemte etniske målgrupper, giver deltagerne et bedre udbytte af undervisningen. Sammenlignet med almindelig undervisning opnår personer fra etniske mindretal en bedre regulering af deres blod­sukker, når undervisningen tager højde for deres sprog og kulturelle baggrund.

    Det er den klare konklusion fra en forsker­gruppe, som i 2014 lavede en systematisk gennemgang af 33 lodtræknings­forsøg (randomiserede kontrol­forsøg) med i alt 7.453 personer fra etniske mindre­tal, alle diagnosticeret med type 2-diabetes.

    Hvad fandt forskerne ud af?

    Forskernes gennemgang viste en tydelig positiv effekt af at tilbyde diabetes­undervisning tilpasset etniske mindretals sprog og kultur.

    Mest bemærkelsesværdigt fandt forskerne:

    • bedre langtidsblodsukker (HbA1c) hos dem, som fik kulturelt og sprogligt tilpasset diabetes­undervisning, sammenlignet med dem som fik almindelig undervisning – forbedringen var konsistent, både når man målte 3, 6, 12 og 24 måneder efter, at undervisningen var gennemført
    • højere vidensniveau om type 2-diabetes for personer, der fik kulturelt og sprogligt tilpasset diabetes­undervisning i op til 12 måneder efter, at undervisningen var gennemført.

    Forskerne fandt desuden tegn på, at effekten af den kulturelt og sprogligt tilpassede undervisning var størst når:

    • underviserne var sundheds­professionelle ansat i lokale sundhedsklinikker – undervisning givet af sygeplejersker og diætister kunne også fungere, men effekten så ud til at være mindre
    • undervisningen strakte sig over mindst tre måneder – kortere undervisnings­perioder kunne føre til små forbedringer, men resultaterne var mindre overbevisende.

    Endelig fandt forskerne, at kulturelt og sprogligt tilpasset diabetes­undervisning ikke forbedrede deltagernes sygdoms­mestring mere end ved den almindelige diabetes­undervisning. Ligesådan oplevede deltagere i de tilpassede undervisnings­forløb ikke flere uønskede hændelser relateret til deres type 2-diabetes end dem, der deltog i almindelig diabetes­undervisning. Forskellen i bivirkninger af de to typer af undervisnings­tilbud, var dog kun undersøgt i fire studier.

    Diabetes­undervisningen til de i alt 7.453 personer af anden etnisk baggrund havde en varighed på alt fra én undervisnings­gang til henover 24 måneder. Oftest foregik undervisningen over 6-8 måneder enten som gruppe­undervisning, en-til-en undervisning eller som en blanding af de to.

    Undervisningen fokuserede på sund livsstil herunder kost, rygning, fysisk aktivitet og vægttab, fodpleje, måling af eget blodtryk og blod­sukker samt information om screeningstilbud i sundheds­væsenet.

    Underviserne var hovedsageligt sundheds­professionelle i de lokale sundheds­klinikker, eller diætister og syge­plejersker.

    Af de 33 studier var seks foretaget i europæiske lande. I de fleste studier var deltagerne hovedsageligt af sydasiatisk baggrund. De resterende studier var fra USA og Canada, og inkluderede primært afro- og latin­amerikanere. Effekten af kulturelt og sprogligt tilpasset diabetes­undervisning var dog den samme i studierne fra Europa og Nordamerika.

    Hvor sikre er forskerne?

    Konklusionen bekræfter og uddyber resultaterne fra en forsknings­oversigt udgivet i 2012, der var baseret på 12 lodtræknings­forsøg (randomiserede kontrol­forsøg).

    Forskerne bag den nye oversigt fra 2014 vurderer, at resultaterne for langtids­blodsukkeret (HbA1c) nu er så sikre, at hvis man lavede flere, nye studier, ville det ikke ændre på konklusionen om, at etniske mindretal opnår bedre blodsukker­regulering, hvis de modtager undervisning, som tager højde for deres sprog og kulturelle baggrund.

    Forskerne bemærker, at der kan være en værdi i, at fremtidige studier fokuserer på uddannelses­indsatser i Europa med andre etniske mindretal end sydasiatere, afro- og latinamerikanere. I den gennem­gåede forskning er der dog ikke noget, der tyder på, at effekten vil være anderledes her.

    Fremtidige studier bør fokusere på temaer omkring videns­niveau, sygdoms­mestring og bivirkninger. Datagrundlaget i den eksisterende forskning er for lille og ikke af tilstrækkelig kvalitet til, at forskerne på disse områder kan konkludere noget endeligt om eventuelle fordele ved kulturelt og sprogligt tilpassede diabetes­uddannelser.

    Det samme gælder for konklusionerne om, at sundheds­professionelle undervisere i lokale sundheds­klinikker og undervisnings­forløb på over tre måneder er mere effektive end andre undervisere og kortere forløb. Her er der også brug for yderligere forskning.

    Forskningsoversigterne blev udarbejdet i sin fulde og korte form af Attridge, Creamer, Ramsden, Cannings-John og Hawthorne med økonomisk støtte fra det tyske Ministerium for Uddannelse og Forskning.

    Forskningsoversigten af Nam, Janson, Stotts, Chesla og Kroon blev udarbejdet med støtte fra California Endowment and American Association of Colleges of Nursing, University of California, San Francisco-Graduate Student Research Award og Sigma Theta Tau National Honor Society of Nursing.

    Sidst opdateret: 7. april 2021