Etniske mindretals egne beskrivelser af livet med diabetes

Livet med type 2-diabetes varierer fra person til person, men forskning kan identificere temaer, som er kendetegnende for en større gruppe personer. Det er nyttig information, når man tilpasser diabetes­uddannelse og behandling af personer med diabetes fra etniske mindretal for at øge effekten.

I 2013 udgav en gruppe forskere en oversigt over forskellige temaer, som gik igen, når man talte med personer med type 2-diabetes fra etniske mindretal om, hvordan de oplever og mestrer livet med diabetes.

Oversigten bygger på 57 studier, hvor mindst halvdelen af de personerne tilhørte et etnisk mindretal. Ved hjælp af enkelt­interviews, fokusgruppe­interviews og en enkelt spørgeskema­undersøgelse samlede studierne beskrivelser fra i alt 1.723 personer med diabetes.

De etniske mindretal i studiet dækker primært afrikanske, latin­amerikanske og syd- og øst­asiatiske grupper.

Hvad fandt forskerne ud af?

I gennemgangen af de 57 studier fokuserede forskerne på sygdoms­mestring. Sygdomsmestring blev defineret som viden om, holdninger til og handlinger i forbindelse med håndtering af diabetes og behandlings­planer i hverdagen.

Forskerne identificerede fem temaer inden for sygdomsmestring blandt etniske mindretal:

• Mad og måltider havde en kulturel betydning, som kunne gøre det svært at forstå og følge den kost­vejledning, som personerne med type 2-diabetes fik. Desuden havde smag og pris på fødevarer betydning for, hvordan de opfattede vejledningen. Familiens fælles spisevaner var også medvirkende til, at nogle følte, at det var svært at efterleve kostråd, især ved særlige familie­begivenheder.
• Medicin bliver generelt anset for at være en vigtig måde at håndtere type 2-diabetes på. Motivationen for at tage medicinen kunne dog være svingende. Nogle personer fra etniske mindretal udtrykte skepsis over for vestlig medicin og dens bivirkninger. I nogle studier refererede personer med diabetes til brug af mere traditionelle behandlings­former.
• Blodsukker­målinger blev af nogle personer med type 2-diabetes brugt til selv at evaluere håndteringen af deres diabetes. De havde dog ikke altid overskud eller tid til at reagere på målingerne. Ikke alle forstod sammenhængen mellem blodsukker og følgesygdomme på sigt, men lavt blod­sukker blev modsat højt blod­sukker beskrevet tydeligt og med skræk. Frygten for insulinchok ved lavt blod­sukker var medvirkende til, at nogle med vilje gik efter et højere blodsukkertal end anbefalet.
• Brugen af insulin og sprøjter blev af nogle omtalt negativt og af og til forbundet med misbrug og afhængighed. I andre tilfælde blev behovet for insulin set som et tegn på alvoren ved diabetes og blev forbundet med følge­sygdomme. Andre havde et positivt syn på insulin, fordi: 1) insulin hjælper til at forebygge følge­sygdomme og forbedre livs­kvaliteten, og 2) insulin virker hurtigere end tabletter.
• Motion og dens betydning for type 2-diabetes blev sjældent omtalt. Når motion blev nævnt, blev prisen på motionscentre, lange arbejdstider og utryghed ved kriminalitet i nabolaget nævnt som barrierer for at motionere. Koldt klima, multisygdom og smerter blev også fremhævet som hindringer for at motionere. Andre pegede på manglen på kulturelt passende faciliteter og informations­materiale om motion og bevægelse.

På baggrund af kort­lægningen beskrev forskerne desuden en række temaer omkring, hvordan personer fra etniske mindretal generelt beskrev livet med type 2-diabetes. Temaerne omhandlede:

• identitet og sociale roller
• følelser og selvtillid
• at deres behov bliver set og forstået af andre (både familie, sundheds­professionelle og samfundet)
• oplevelser af diabetes­uddannelse
• spiritualitet og religion i forhold til deres diabetes.

Disse emner kan du læse mere om i den fulde artikel.

Hvor sikre er forskerne?

Forskerne lavede ikke en samlet og systematisk vurdering af, hvor sikre deres resultater er. Der er forskelle på, hvordan forskellige etniske grupper og enkelt­personer med type 2-diabetes oplever og beskriver livet med diabetes.