Peer support

Personer fra etniske mindretal har ofte sværere vilkår i sundhedsvæsenet end den del af befolkningen, der udgør det etniske flertal. Det skyldes blandt andet sociale, økonomiske, kulturelle og sproglige forhold. Peer support kan hjælpe etniske mindretal med diabetes til at få større gavn af sundhedsvæsenet.

Sådan konkluderede en forskergruppe i 2016, på baggrund af en systematisk gennemgang af data fra 17 studier med i alt 4.715 voksne personer med diabetes.

Alle 17 studier var lodtrækningsforsøg (randomiserede kontrolforsøg), som sammenlignede langtidsblodsukker (HbA1C) hos personer, som fik tilbudt enten peer support eller standard diabetesbehandling. I nogle tilfælde inkluderede standardbehandlingen supplerende diabetesuddannelse fra en sundhedsprofessionel.

Læs mere om langtidsblodsukker (HbA1C) ved type 1-diabetes og type 2-diabetes

Hvad fandt forskerne ud af?

Forskernes analyse viste, at personer med diabetes fra etniske mindretal kan opnå et bedre blodsukkerniveau, hvis de som en del af deres behandling får tilbudt peer support. Målt på langtidsblodsukker (HbA1c), så peer support ud til at være:

• samlet set lidt bedre end standardbehandling 
• endnu bedre end standardbehandling, hvis modtagerne var en del af et etnisk mindretal i det land, de blev behandlet i
• afhængig af etnicitet. Mest tydelig var effekten blandt personer af latinamerikansk baggrund.

Forskerne fandt dog også, at peer support i nogle tilfælde ikke havde en målbar effekt. Målt på langtidsblodsukker (HbA1c), så peer support ud til at være:

• ligeså effektiv som standardbehandling, hvis modtagerne var af hvid etnicitet – det samme gjaldt muligvis for personer af afroamerikansk eller asiatisk etnicitet, men de to etniske grupper havde kun deltaget i enkelte studier
• ligeså effektiv som standardbehandling, hvis standardbehandlingen blev suppleret med professionel diabetesuddannelse – her så peer support og den professionelle undervisning ud til at være lige effektiv.

Peer supporten blev varetaget af personer, der selv havde diabetes eller var pårørende til en person med diabetes. Indsatsen foregik gennem diabeteskurser og til tider opfølgende telefonsamtaler.

Peer supporterne fokuserede på at rådgive om livsstil, at sætte personlige mål for diabeteshåndteringen og at yde social støtte.

Det var uklart, om der var forskel på, om peer support-indsatsen blev givet via kurser, telefonisk rådgivning eller en blanding af de to støtteformer. Forskergruppen beskrev ikke, om resultaterne gjaldt for type 1- eller type 2-diabetes eller begge typer diabetes. Endelig beskrev forskerne ikke, hvilken etnicitet peer supporterne selv havde.

Hvor sikre er forskerne?

Forskerne lavede ikke en samlet og systematisk vurdering af, hvor sikre deres resultater er. Det er derfor svært at vurdere, i hvor høj grad deres konklusioner holder i praksis.

Det høje antal studier, det høje samlede antal deltagere og det forhold, at studierne er foretaget i flere forskellige lande, tyder dog på, at forskernes samlede vurdering er holdbar: Peer support kan hjælpe personer med diabetes til at opnå et bedre niveau i deres langtidsblod (HbA1c).