Gå til hovedindhold

Tandprotese

Nogle personer med diabetes kan på et tidspunkt få brug for tandprotese (gebis). Har man tandprotese, er det vigtigt at rengøre den ordentligt.

Indhold

    Nogle personer kan efter mange år med diabetes få brug for en tandprotese.

    Tandprotese kan være en løsning, hvis det har været nødvendigt at fjerne en eller flere tænder. For personer med diabetes kan manglende tænder skyldes parodontitis, som er en betændelsestilstand, hvor tænderne kan blive løse. 

    Tand­protesen kan enten være en del­protese som erstatning for enkelte tænder eller en hel­protese som erstatning for alle tænder. Uanset hvilken tand­protese man har, er det vigtigt at rengøre den ordentligt.

    Rengøring af tand­protese

    Tandproteser, både hel­proteser og del­proteser, skal altid tages ud af munden, inden de rengøres. Ved at rengøre tand­protesen ordentligt forebygger man svamp og dårlig ånde.

    • Ved sengetid børstes tand­protesen grundigt med f.eks. en uparfumeret hånd­sæbe. Tand­pasta skal undgås, da det ofte indeholder slibe­middel, som kan ødelægge tandprotesen. Hvis man har tand­protese med bøjler, skal både bøjlerne og tænderne på protesen børstes grundigt.
    • På tand­proteser kan der dannes belægninger af bakterier, ligesom på naturlige tænder. Disse fjernes med en protese­børste. En almindelig tand­børste er for blød.
    • Tandsten (forkalkede bakterier) kan også opstå på tand­protesen. Hvis der er tandsten, kan tand­protesen lægges i blød i ren husholdnings­eddike i en time, hvorefter tandsten kan fjernes med børsten. Alternativt kan tand­protesen lægges i husholdnings­eddike fortyndet med vand i forholdet 1:1 natten over.
    • Misfarvninger kan fjernes ved at lægge tandprotesen i Biotex-opløsning nogle timer. Tand­protesen skal børstes og skylles grundigt, før den sættes i munden.

    Læs mere om god mundhygiejne

    Sov uden tand­protese

    Udover rengøring, er det vigtigt ikke at sove med tand­protesen. Slim­hinderne og gummen har brug for hvile og ilt, så risikoen for svampeinfektion (protesestomatitis) mindskes.

    Når man tager tand­protesen ud, anbefales det at børste slim­hinder og gummer. Det kan gøres med en blød børste, med en rense­pind med skum­hoved eller med en våd engangs­vaskeklud.

    Sidst opdateret: 13. september 2021