Kom godt i gang med motion
En måde at sikre, at man er fysisk aktiv, er at lægge motion ind i hverdagen, så det bliver en integreret del af de daglige og ugentlige rutiner.

En måde at sikre gode motionsvaner er at lægge motionen ind i hverdagen. Gode råd er til at komme i gang er blandt andet:
- Læg motion ind til og fra arbejde, enten den ene vej eller begge veje. Så bliver den en integreret del af hverdagen – noget man bare gør.
- Dyrk motion sammen med andre. Det kan gøre, at man føler sig mere forpligtet, når man har en aftale, og så kan man hjælpe hinanden med at få motioneret, hvis man selv eller en af de andre har en dårlig dag.
- Dyrk motion, som er sjovt. Det er individuelt hvilken type motion og bevægelse, man synes er sjov. Det kan være dans, boldspil eller gåture i naturen – det vigtigste er at vælge noget, som man selv kan lide.
- Tænk motion ind i hverdagen som noget værdifuldt. Tag bevidst trapperne, støvsug selv derhjemme eller vælg en hånddreven græsslåmaskine er eksempler på hvordan man kan lægge motion ind i hverdagen.
- Stående og gående frem for liggende og siddende. Vælg flest mulige aktiviteter stående og gående frem for siddende på en stol eller liggende i sofaen eller sengen i løbet af din dag og aften.
Ideer til at komme i gang
Det kan for nogle være svært at komme i gang med at motionere. Nedenfor er en række gode råd til hvordan, man kommer godt i gang, hvis man ikke i forvejen er fysisk aktiv.
Bevidsthed om hvor fysisk aktiv man er i det daglige
Det kan være en gode idé at lave et ugeskema for at få et overblik over, hvor fysisk aktiv man er. Man kan f.eks. se om man lever op til Sundhedsstyrelsens anbefaling om 30 minutters fysisk aktivitet dagligt. Et ugeskema kan også give et bedre overblik over, hvor man kunne lægge fysisk aktivitet ind.
En skridttæller kan bruges til at registrere hvor fysisk aktiv man er i hverdagen. De fleste smartphones har en indbygget skridttæller eller anden form for aktivitetsmåler. Det kan give et overblik over, hvor meget man bevæger sig, uden at det nødvendigvis er bevidst motion.
Kommunale motionstilbud
Flere kommuner har særlige motions- og træningstilbud rettet specielt til borgere med diabetes.
Læs mere om offentlige sundhedstilbud til personer med diabetes
Motivations- og netværksgrupper
Diabetesforeningen har en række lokale motivationsgrupper og netværksgrupper, som blandt andet har fokus på at motionere, lave sund mad sammen og udveksle erfaringer om livet med diabetes.
Læs mere om Diabetesforeningens netværksgrupper for personer med type 1-diabetes
Læs mere om Diabetesforeningens motivationsgrupper for personer med type 2-diabetes
Tal med diabetesbehandlerne
Mangler man inspiration til at komme i gang, kan man drøfte det med en diabetesbehandler (fodterapeut, diætist, sygeplejerske, læge). De kan komme med forslag til aktiviteter, som er relevante og tager højde for ens situation.
Sidst opdateret: 21. januar 2021