De vigtigste budskaber
Der er meget at lære og meget at huske, når det handler om lavt blodsukker. Vi har forsøgt at opsummere noget af det vigtigste.
Det er først og fremmest værd at huske på, at erfaring med og tryghed i at håndtere lavt blodsukker opbygges over tid, ikke på én gang.
Lavt blodsukker er noget, alle med insulinbehandlet diabetes oplever. Det kan føles forskelligt fra person til person, og derfor er det vigtigt, at du kender din egen krops signaler.
Symptomer ændrer sig med tiden
Du vil med stor sandsynlighed opleve, at dine symptomer på lavt blodsukker ændrer sig med tiden.
Måske bliver din behandling ændret fra pen til pumpe. Måske skifter du job, ændrer motionsvaner eller tager på jordomrejse.
Med andre ord fortsætter livet heldigvis, selvom du har fået type 1-diabetes.
Fortæl også andre, hvordan de kan hjælpe dig
Det er vigtigt, at mennesker omkring dig kan hjælpe, hvis du har brug for det. Det er lettere for dem, hvis de ved, hvad de skal gøre – og hvis du har dit nødkit klar.
Hør sygeplejersken Lotte fortælle om det i videoen:
Gode råd
-
Hav altid dit nødkit med dig.
-
Fortæl en eller to nære personer, hvordan de kan hjælpe hjælpe, hvis du får lavt blodsukker.
-
Vær opmærksom på, at dine symptomer på lavt blodsukker kan ændre sig med tiden.
-
Spørg hellere én gang for meget end én gang for lidt.