Insulin mister sin virkning ved for høje eller lave temperaturer. Temperaturen kan ødelægge proteinstrukturen i insulinen, så den virker dårligere eller slet ikke regulerer blodsukkeret.
Følg altid anbefalinger i indlægssedlen
- Den anbefalede opbevaring afhænger af insulintype og producent.
- Følg præparatets specifikke vejledning i indlægssedlen.
Uåbnet insulin
- Opbevares i køleskab ved 2-8 °C – helst i køleskabslågen eller i en separat beholder.
- Undgå at lægge den tæt på fryseelementet i køleskabet, hvor det er for koldt.
- Tag insulin ud i god tid, så den når stuetemperatur før brug.
Åbnet insulin
- Kan opbevares ved stuetemperatur, dog maks. 25-30 °C.
- Undgå placering ved sollys, radiatorer, gulvvarme eller frost.
- Holdbarhed: typisk 28 dage (4 uger), nogle typer op til 6 uger.
- Skriv åbningsdato på emballagen.
- Opbevar uden for børns rækkevidde.
Brug ikke insulinen, hvis:
- den har været frosset eller opbevaret over 30 °C
- den har været i direkte sollys i længere tid
- den er uklar, har ændret farve eller klumper/flager, der klistrer mod glasset
- udløbsdatoen er overskredet.
Transport fra apoteket
- Kort transport kræver som regel ikke køleudstyr.
- Ved meget høje eller lave temperaturer: Brug en køletaske.
Efterlad ikke insulin i bilen
- Temperaturen i biler kan overstige 40 °C på varme dage, og det kan ødelægge insulinen på kort tid.
Rejser og transport
- Brug køletaske eller egnet beholder.
- Undgå direkte kontakt mellem insulin og is/fryseelementer.
- Der findes særlige køletasker til insulin.
Flyrejser
- Opbevar altid insulin i håndbagagen – ikke i indchecket bagage. I flyets lastrum udsættes den for lave temperaturer, og du risikerer at stå uden insulin, hvis bagagen bliver forsinket.
Undgå at bytte om på typer af insulin
- Opbevar forskellige typer insulin (f.eks. hurtigt- og langsomtvirkende insulin) hver for sig – f.eks. i forskellige rum eller hylder.
- Brug den originale papemballage, for insulinpenne kan ligne hinanden.
- Sæt eventuelt farvede labels eller klistermærker på insulinpenne eller insulinampuller.
- Lav en fast rutine, tjek altid etiketten, og tag kun én pen frem ad gangen.
Hvor meget insulin bør du have derhjemme?
Det er individuelt og afhænger af:
- hvor meget insulin du tager dagligt
- antallet af forskellige typer insulin, du tager
- din hverdag, job, rutiner og personlige præferencer.
Beredskab
Beredskabsstyrelsen anbefaler, at man har nødvendig medicin til mindst 3 døgn ved krisesituationer. Det gælder også insulin og andet diabetesmedicin.
I tvivl?
Er du i tvivl om, hvordan du skal opbevare din insulin, hvor længe den kan holde sig, eller om insulinpen/-ampuller har taget skade, så kontakt apoteket eller din diabetesbehandler.