Gå til hovedindhold
Faktaark om diabetes

Rejser og ferie

Vi har samlet gode råd, og hvad du skal være opmærksom på, når du har diabetes og skal ud at rejse. 

Generelle råd, når du har diabetes og skal på ferie

  • Husk dit behandlingssteds akutnummer, hvis du har brug for hurtig diabeteshjælp.
  • Medbring dobbelt af al medicin og testudstyr – også til måling af ketoner – i tilfælde af øget insulinbehov, defekt pumpe eller pen, eller at du mister noget undervejs.
  • Skal du køre bil i længere tid, så husk at holde pauser, spise og måle dit blodsukker med jævne mellemrum.
  • Det kan være en god idé at tage udstyr med til at behandle mindre sår, vabler og rifter for at forebygge fodsår. Køb eventuelt en lille førstehjælpskasse fra apoteket. 

Forsikring

Det er vigtigt inden rejsen at undersøge, om din forsikring og det gule sundhedskort dækker uheld eller sygdom undervejs på rejsen. Rejser du i EU, så husk også det blå EU-sygesikringskort.

Rejser du uden for EU er det en god idé med en privat rejseforsikring. Hos nogle forsikringsselskaber må man inden for de sidste to måneder før afrejse ikke have skiftet medicin eller insulin, man må ikke have været indlagt, og man skal generelt have en velreguleret diabetes.

Spørg dit forsikringsselskab, hvis du er i tvivl, om du er dækket. Få gerne svaret på skrift.

Rejsebevis

Din behandler kan udlevere eller sende et rejsebevis til din e-Boks. Med et rejsebevis kan du medbringe medicin, nåle, fingerprikker og blodsukkerapparat i håndbagagen. Det kan også være en hjælp i sikkerhedskontrollen i lufthavnen.

Flyrejser

Du må gerne have flydende medicin med i din håndbagage på flyet. Du kan dog blive bedt om dokumentation, f.eks. i form af recept og originalemballage eller rejsebevis.

Det er også tilladt at medbringe kanyler, testudstyr, og hvad du har brug for i forhold til din behandling, og du kan uden problemer have druesukker i lommen eller håndbagagen.

På fly er det en god idé, at du oplyser til kabinepersonalet, at du har diabetes. Gør det eventuelt allerede, når du bestiller rejsen, så der kan tages hensyn ved måltider ombord.

Opbevaring af medicin på rejsen

Generelt bør medicin, blodsukkerapparater og teststrimler pakkes, så det ikke udsættes for store udsving i temperatur, da det påvirkes af temperaturer under 0 grader og over 30 grader. Det er nemmest at holde styr på, hvis du pakker det i håndbagagen.

Fordel også din medicin i forskellige stykker håndbagage eller hos medrejsende, så du ikke er i risiko for at miste al din medicin.

Insulin i udlandet

Spørg firmaet, som laver din medicin, om de sælger det i det land, du skal besøge. Kan din insulin ikke købes i landet, må du gerne medbringe al insulin til hele rejsen.

Mister du din insulin i udlandet, skal du med det samme kontakte en lokal læge, eventuelt via din rejseforsikring.

Aktiv ferie

Dit insulinbehov falder på ferier, hvor du er mere fysisk aktiv end normalt. Måske går eller cykler du mere, eller du er på motionsferie. Det gælder også badning/svømning og sex.

Varme øger optagelsen af insulin og kan give lavt blodsukker. Derfor er det en god idé at måle blodsukkeret oftere og justere insulindosis efter behov. Derfor skal du muligvis tage mindre insulin, end du plejer, både til måltiderne og til natten.

Mad og alkohol

Afhængig af rejsemålet kan maden være meget anderledes, end du er vant til. Mål derfor dit blodsukker lidt oftere i de første dage, så du har en fornemmelse af, hvordan du reagerer.

Hvis du får lavt blodsukker, selvom du har justeret insulindosis ned, er det en god idé at spise flere af de langsomme kulhydrater, f.eks. groft brød eller frisk frugt flere gange i løbet af dagen. Husk også, at alkohol sænker behovet for insulin.

Har du type 1-diabetes, er det vigtigt at drikke vand, og husk altid at medbringe druesukker og glukagon.

Læs mere hos Videncenter for Diabetes

Skal du rejse over tidszoner, så vær opmærksom på, at døgnet ændrer sig, og det kan betydning for dosering af insulin eller anden medicin. Læs mere på videncentret.

Sidst opdateret: 14. marts 2025