Hvad er type 1-diabetes?
Type 1-diabetes er en kronisk sygdom, hvor cellerne i bugspytkirtlen, som danner det livsvigtige hormon insulin, bliver ødelagt.
I videoen bliver det forklaret, hvad type 1-diabetes er, hvorfor det opstår, og hvordan det behandles. Varighed: 03:29 (Video: Videncenter for Diabetes)
Kort fortalt
- Type 1-diabetes er en kronisk sygdom, hvor immunforsvaret ødelægger de celler i bugspytkirtlen, der producerer insulin.
- Man kender ikke den præcise grund til, at nogle får type 1-diabetes, men årsagen skyldes højst sandsynlig et samspil mellem genetik og miljøfaktorer.
- Type 1-diabetes kan opstå i alle aldre, men halvdelen får diagnosen, før de fylder 30 år.
- Symptomerne kan udvikle sig hurtigt og kræver akut behandling. Har man først fået type 1-diabetes, skal man tage insulin resten af livet.
Cirka 0,6 procent af den danske befolkning har type 1-diabetes.
Sygdommen skyldes, at kroppens eget immunforsvar angriber og ødelægger beta-cellerne i bugspytkirtlen, der danner det livsvigtige hormon insulin. Det betyder, at kroppen ikke selv kan danne insulin, og derfor er man nødt til at få det tilført udefra med injektioner.
Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor nogle mennesker udvikler type 1-diabetes, men sygdommen skyldes sandsynligvis et samspil mellem både miljøfaktorer og arv.
Man kan udvikle type 1-diabetes i alle aldre. Det er dog ofte i barndommen eller ungdomsårene, at sygdommen opstår. Det betyder, at cirka halvdelen af alle med type 1-diabetes får diagnosen inden 30-års alderen.
En kronisk sygdom
Så længe årsagen ikke kendes, kan man hverken forebygge eller helbrede type 1-diabetes.
Type 1-diabetes er derfor en kronisk sygdom, og man vil fra det tidspunkt, man bliver diagnosticeret, skulle tage insulin resten af livet.
Læs mere om insulin
Symptomer
Symptomerne på type 1-diabetes udvikler sig ofte ret dramatisk over kort tid – fra dage til få uger.
I starten kan symptomerne minde om begyndende influenza. Tilstanden er dog mere alvorlig og kræver omgående indlæggelse og opstart af behandling på et hospital.
Læs mere om symptomer på type 1-diabetes
Podcast om type 1-diabetes
DiabetesApparatet er en podcastserie om type 1-diabetes med både viden og personlige fortællinger. Serien består af ni afsnit med hver deres tema.