Motivation og diabetes
Hvordan når man sine mål i et liv med diabetes? Find inspiration til, hvordan man kan gøre motivation til en drivkraft i hverdagen.
De fleste ved udmærket, at det er godt for os at spise sundt, motionere og få søvn nok. Alligevel ender man tit med at gøre det modsatte og misser målet.
Motivation er vores benzin til at nå målet. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvad der motiverer én. Det gælder også, når man har diabetes og skal passe på sin krop.
Delmål kan være en hjælp
At have ansvaret for noget så komplekst som diabetes kan føles overvældende. Og det kan indimellem føles som om, man er langt fra målet om f.eks. at være velreguleret. Derfor kan det være mere overskueligt at sætte sig et delmål.
Frem for målet om at skulle passe sin diabetes bedre generelt, kan det være en hjælp at fokusere på én ting. F.eks. at man vil holde op med at ryge. At man vil spise flere grøntsager. At man vil cykle i stedet for at tage bilen. Eller at man vil gå efter fuldkornsmærket, når man køber ind.
Man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det nemmeste første skridt i forhold til at leve mere sundt?
Bevidst om barrierer
En række problemstillinger kan være hæmmende for egenomsorgen, når man har diabetes. Det kan f.eks. være:
- Dårlig samvittighed, angst, depression, vrede, magtesløshed
- At fortrænge at man har diabetes
- Fysiske skavanker
- Manglende viden
- Økonomi og arbejdspres
- Mangel på opbakning fra netværk og sundhedsprofessionelle.
Vil man ændre noget i sit liv og finde motivationen til at gøre det, er det nyttigt at være bevidst om barriererne. På den måde kan man vælge, hvilke områder man vil arbejde med, og måske få støtte til at overkomme barriererne.
Tips til at styrke motivationen
- Sæt et konkret og realistisk mål. Så bliver målet lettere opnåeligt.
- Viden er nøglen til handling. Træf valg på et oplyst grundlag.
- Bliv en del af et fællesskab. Det forpligter og inspirerer.
- Hent hjælp og støtte hos familie, venner og behandlere.
- Belønning motiverer. Selv små sejre er værd at fejre.
Glæde kan tænkes ind
Når man har sat sig et mål, må man have tillid til, at man kan gennemføre de handlinger, der skal til for at nå målet. Her er det en god idé at tænke glæde ind. Bliver man glad af det, man gør, fortsætter man ofte med at gøre det.
I forhold til f.eks. at få mere motion synes man måske, det er sjovt at vandre, spille petanque eller padle i kajak. Så kan det være en gevinst at prioritere den type motion i stedet for at stile mod træningscenteret.
Får man energi af at være sammen med familie eller venner, kan man prøve at være fysisk aktive sammen.
Læs mere om motion og diabetes
Skab de bedste rammer
Vi er alle forskellige. Med forskellige egenskaber, styrker og svagheder. Når det handler om motivation, kan man med fordel bruge sine egenskaber og skabe de bedste rammer for de opgaver, man skal løse.
Er man konkurrencemenneske, kan man f.eks. træne med en ven, så man kan udfordre hinanden. Trives man med samarbejde, kan man dyrke fællesskabet og lave mad med andre. Er man struktureret, kan man blive motiveret af f.eks. at bruge gadgets som ure eller at følge skridt på telefonen. Og er man morgenmenneske eller natteravn, når det handler om at have energi på bestemte tider af døgnet?
Derudover er det en god idé at forberede sig til dage, hvor motivationen bliver udfordret. I forhold til f.eks. udendørs motion er det smart at have et par indendørs aktiviteter i baghånden til dage med dårligt vejr. Eller i forhold til festlige anledninger kan man forberede sig på, hvad man vil spise og drikke.
Den personlige motivation
Det er ofte nemmere at ændre en adfærd, hvis motivationen er styret af personlige grunde frem for regler, andre har sat op, eller et pres udefra.
Man skal altså selv synes, det er vigtigt at ændre en bestemt adfærd eller vane.
Vigtigt at kunne tale om udfordringer
Uanset hvor gerne man vil, kan det være en udfordring at få diabetes til at passe ind i hverdagslivet. Man kan føle skyld over, at man ikke er i stand til at følge anbefalinger for behandlingen. Man kan føle sig magtesløs og alene. Det er normale reaktioner.
Man kan også løbe ind i kriser, anden sygdom, skilsmisse eller dødsfald, hvor man ikke har overskud til at tænke på sundhed. Det vil ofte påvirke motivationen negativt, men kriser er en del af livet, og det må man acceptere.
Overordnet er det vigtigt at kunne tale om de følelser, der er forbundet med at have diabetes. Diabetes er et livsvilkår, man ikke slipper af med ved at vende ryggen til. Søg støtte og vejledning hos behandlere og i netværket – også når det er svært.
Læs mere om diabetes og psyken
Støtte hos fagpersoner
Professionel hjælp kan man hente flere steder. F.eks. kan en diætist vejlede, når det gælder kosten, en fysioterapeut, når det gælder fysisk aktivitet, mens nogle kan have brug for at tale med en psykolog. Vil man stoppe med at ryge, er der blandt andet rygestopkurser. Spørg hos behandleren for at finde det rette tilbud.
Læs mere om rygestop
En personlig forløbsplan kan også hjælpe med at holde motivationen oppe og fastholde de mål, man har sat. Når man har type 2-diabetes, lægger man sammen med egen læge forløbsplanen.
Læs mere om forløbsplaner på Forløbsplan.dk
Ofte skal der flere forsøg til, når man vil skabe forandring i sin hverdag. Men de erfaringer, man gør sig, kan man bruge hele livet. Herunder ses en video om, hvad motivation betyder i forhold til diabetes.
Hvad kan motivere mig? Varighed: 3 minutter og 27 sekunder. (Video: Helbredsprofilen.dk)
Inspiration fra andre
Diabetesforeningen har motivationsgrupper, som er et tilbud primært til personer med type 2-diabetes. Her kan man dyrke motion eller lave sund mad sammen. Og ikke mindst have socialt samvær.