Ramadan og diabetes
Medicin og mad skal tilpasses, når man har diabetes og faster, f.eks. i forbindelse med ramadan. Ellers kan det give problemer.
Ramadan og faste
Det er et personligt valg, om man vil faste under , men for nogle personer med diabetes kan faste gå ud over deres helbred. Den enkeltes diabetesbehandler kan vejlede om, hvorvidt det er sikkert for vedkommende at faste.
Har man diabetes og planlægger at faste under ramadan, er det meget vigtigt, at man taler med sin diabetesbehandler i god tid. Mad og medicin skal nemlig tilpasses i den periode. På den måde kan man få en bedre diabetesregulering.
Mad og drikke under ramadan
Under ramadan-fasten skal mad og drikke tilpasses, så man stadig har en god diabetesregulering. Man kan få hjælp fra ens diabetesbehandler.
Generelt er det en god idé at:
- Drikke godt med væske (sukkerfri), især vand. Både før solopgang (ved suhoor) og efter solnedgang (ved iftar).
- Begrænse mængden af søde sager, inklusive dadler, når man bryder fasten. Vælg magert kød og kylling.
- Begrænse mængden af olie, når man laver mad. Mål olien af i skefulde i stedet for bare at hælde det i maden.
- Vælg altid grøntsager, salater og en eller to stykker frugt i måltiderne.
- Bruge sunde metoder, når man laver mad. Bag eller grill i stedet for at friturestege.
Blodsukkermåling under ramadan
Det er vigtigt, at man måler sit blodsukker regelmæssigt, mens man faster. Man aftaler med sin behandler, hvor ofte man skal måle blodsukker.
International Diabetes Federation (IDF) og Diabetes and Ramadan (DAR) International Alliance er i deres retningslinjer enige om, at det ikke vil ødelægge ramadan-fasten at måle blodsukker.
Læs om blodsukkermåling og type 1-diabetes
Læs om blodsukkermåling og type 2-diabetes
Medicin under ramadan
Det er meget vigtigt, at man fortsætter med at tage sin medicin under ramadan. Man skal tale med sin læge om diabetesbehandlingen inden ramadan, da man ved nogle former for behandling har øget risiko for at få lavt blodsukker, når man faster. Der kan være brug for at ændre i dosering og tidspunkterne, for hvornår man skal tage medicin.
Hvis man ikke tager sin medicin, dvs. hvis man holder pause med medicin under ramadan, er der stor fare for, at blodsukkeret stiger for meget.
Problemer med diabetes under ramadan
Hvis man har diabetes og faster, kan blodsukkeret blive for lavt. Lavt blodsukker vil sige under 4,0 mmol/l. Tjek blodsukkeret, hvis man har et blodsukkerapparat.
Hvis man får symptomer på lavt blodsukker, eller man måler sit blodsukker til at være for lavt, skal man stoppe med at faste og spise eller drikke noget, som indeholder hurtige kulhydrater.
Læs om symptomer på lavt blodsukker
Der kan også være risiko for højt blodsukker. Det høje blodsukker kan føre til skade på nervesystemet, blodårer og organer som nyrer og øjne.
Afbryd fasten, hvis dit blodsukker stiger til over 16,6 mmol/l.
Undgå højt blodsukker
- Tag altid diabetesmedicin og få lægens vejledning, om den skal ændres inden ramadan.
- Spis ikke for meget sukkerholdig mad.
- Drik nok mellem solnedgang (ved iftar) og solopgang (ved suhoor).
Ved faste kan man også risikere væskemangel (dehydrering). Kroppen kan komme til at mangle væske, især hvis den aktuelle ramadan har lange fastedage, som betyder mange timer uden at drikke. Blodsukkeret kan blive meget højt, og man kan blive meget syg. Risikoen er højere, hvis man har for højt blodsukker, er gravid, ældre eller tager vanddrivende medicin.
Undgå væskemangel
- Sørg for at have drukket godt med sukkerfri drikke, for eksempel vand, inden fasten begynder.
- Drik nok.
- Husk at te, kaffe og visse læskedrikke som for eksempel cola indeholder koffein, som er vanddrivende og kan virke dehydrerende.
Symptomer på væskemangel
- Man tisser for lidt
- Svimmelhed
- Desorientering
- Bevidstløshed.
Hvis man mærker nogle af disse symptomer, skal man afbryde fasten og drikke vand.
Internationale retningslinjer
International Diabetes Federation (IDF) og Diabetes and Ramadan (DAR) International Alliance er gået sammen om at lave retningslinjer om diabetes og ramadan for sundhedsprofessionelle.
Retningslinjerne giver relevant baggrundsinformation og praktiske anbefalinger til, hvordan personer med diabetes kan faste under ramadan med mindst mulig risiko for komplikationer.
E-læring om ramadan og diabetes
Kursus målrettet sundhedsprofessionelle, som møder muslimske personer med diabetes i deres arbejde.
Videoer på andre sprog end dansk
Videncenter for Diabetes har produceret en række videoer om diabetes, som er blevet oversat til fem andre sprog end dansk.