Blodsukker og motion
Med diabetes kan man opleve at få for lavt eller højt blodsukker i forbindelse med fysisk aktivitet. Læs mere om, hvordan man undgår det.
Fysisk aktivitet og motion påvirker blodsukkeret. Det betyder, at man kan opleve at få for lavt blodsukker (hypoglykæmi) eller for højt blodsukker (hyperglykæmi), når man træner.
Kroppens reaktion på fysisk aktivitet er meget individuel. Det er derfor vigtigt at gøre sig sine egne erfaringer med, hvordan fysisk aktivitet påvirker kroppen og blodsukkeret.
Lavt blodsukker
Hvis man er i behandling med insulin, har man en øget risiko for at få lavt blodsukker (hypoglykæmi) både under og efter fysisk aktivitet.
Læs mere om lavt blodsukker ved type 1-diabetes og type 2-diabetes
Hos personer uden diabetes vil mængden af insulin i blodet automatisk falde, når blodsukkeret begynder at falde i forbindelse med, at man træner. Når det sker, begynder leveren at frigive sukker til blodet sådan, at blodsukkeret stiger igen.
Hvis man har diabetes, og er i insulinbehandling, vil mængden af insulin i blodet ikke falde i takt med, at blodsukkeret falder. Det fører til, at blodsukkeret bliver for lavt, fordi insulin transporterer sukker fra blodet over i cellerne.
Mål blodsukker
For at forstå hvordan ens krop og blodsukker reagerer på motion, er det en god idé ind i mellem at måle sit blodsukker før og efter motion.
På den måde kan man lære at tilpasse sin insulindosis og mængden af kulhydrater, man skal spise før og efter træning, for at holde blodsukkeret normalt.
I det hele taget er det vigtigt at huske at spise et måltid, som indeholder langsomme kulhydrater ½-1 time efter fysisk aktivitet. På den måde kan sukkerdepoterne i leveren blive fyldt op igen.
Læs mere om langsomme kulhydrater
Forebyggelse og behandling af lavt blodsukker
Det er vigtigt at vide, hvordan man forebygger og behandler lavt blodsukker, før man går i gang med at træne.
Det kan også være en god idé at tale med sine diabetesbehandlere om, hvor meget insulin man skal tage, og hvornår man skal spise i forbindelse med motion.
For at undgå lavt blodsukker er der flere ting, man kan gøre:
Sukkerdepoterne i muskler og lever tømmes hurtigt, hvis man træner i længere tid. Det er derfor vigtigt at indtage ekstra kulhydrater både før og under træning. Det kan hjælpe med at stabilisere blodsukkeret under træningen.
Spis eller drik også ekstra kulhydrater efter træningen, så depoterne igen kan blive fyldt op.
Fysisk aktivitet øger kroppens følsomhed over for insulin i op til 48 timer efter træningen. Kroppen har derfor ikke brug for ligeså meget insulin, som den plejer, når man har været fysisk aktiv.
Derfor kan det være en god idé at nedsætte måltidsinsulin før og efter træningen.
Det er altid en god idé at tale med sin diabetesbehandler, hvis man er i tvivl om, man skal justere i sin insulinbehandling.
Læs mere om insulinbehandling ved type 1-diabetes og type 2-diabetes
Højt blodsukker
Selvom blodsukkeret som regel vil falde, når man er fysisk aktiv, kan blodsukkeret både under og umiddelbart efter meget hård træning blive midlertidigt højt.
Det skyldes et forhøjet niveau af stresshormoner i blodet, der frigives under hård træning. Det fører til, at leveren og musklerne udskiller sukker til blodet.
Et højt blodsukker efter træning er altså udtryk for en umiddelbar mangel på insulin.
Blodsukkeret falder ofte af sig selv igen. Man skal derfor være forsigtig med at tage ekstra insulin, når blodsukkeret stiger efter træning. Sukkerdepoterne i leveren og musklerne vil nemlig optage den ekstra sukker fra blodet.
Man kan godt være fysisk aktiv, når man har højt blodsukker, hvis man føler sig godt tilpas. Hvis blodsukkeret stiger under motionen, eller man føler ubehag, bør man dog stoppe aktiviteten.
Sker det mere end én gang, at man bliver utilpas i forbindelse med træningen, bør man tale med sin diabetesbehandler om det.
Det er en god idé at måle blodsukkeret efter 20-30 minutters fysisk aktivitet.
Læs mere om højt blodsukker ved type 1-diabetes og type 2-diabetes
Højt blodsukker ved type 1-diabetes og motion
Hvis man har type 1-diabetes, og blodsukkeret er højt (over 15 mmol/l), skal man være ekstra forsigtig med meget hård træning, da der er risiko for, at blodsukkeret stiger yderligere.
Stiger blodsukkeret yderligere, kan der opstå ketoner i blodet, som senere kan udvikle sig til ketoacidose.
Det er altid en god idé at tale med sin diabetesbehandler om, hvordan man håndterer diabetes ved motion.
Læs mere om ketoacidose
Sådan måler man sit blodsukker
Læs mere om blodsukkermåling
Idræt på højt niveau og type 1-diabetes
Det kan være en udfordring at dyrke idræt på højt niveau, når man har diabetes. 'Klinik for atleter' tilbyder et forløb med støtte og vejledning til personer med type 1-diabetes, der er over 15 år, og som dyrker idræt på højt niveau.