Gå til hovedindhold

Blodsukkerapparater og type 1-diabetes

Et blodsukkerapparat er et vigtigt redskab til at måle blodsukker, når man har type 1-diabetes.

Indhold

    Et blodsukkerapparat er et vigtigt redskab for personer med type 1-diabetes. Det gælder også, selvom man har en sensor.

    Blodsukker­apparater findes i mange forskellige versioner til forskellige behov.

    Hoved­funktionen for alle slags er at måle og vise blodsukkeret.

    Blodsukkerapparater findes i forskellige størrelser, og tallene på skærmen af apparatet kan være større eller mindre. Det er desuden muligt at få et talende blodsukker­apparat til svagtseende.

    Sådan virker et blodsukkerapparat

    For at bruge et blodsukkerapparat skal man have en fingerprikker og teststrimler.

    Finger­prikkeren fungerer ved, at man med et tryk på et stempel eller knap udløser en tynd nål. Man placerer fingerprikkeren, så nålen rammer siden af finger­spidsen. Herefter kan man trykke en lille blod­dråbe frem.

    Blod­dråben opsamler man med en test­strimmel, som man forinden har sat i blodsukker­apparatet. Få sekunder efter kan man aflæse, hvor højt ens aktuelle blodsukker er.

    Ens behandler vil desuden forklare og vise, hvordan man måler sit blodsukker med et blodsukker­apparat.

    Familie eller andre kan også lære at måle blod­sukkeret. På den måde kan de hjælpe med målinger, hvis man af en eller anden grund (f.eks. når man er syg) ikke selv kan klare det.

    Aflæs og del blodsukkerdata med behandler

    Blodsukkerapparatet har hukommelse. Det betyder, at målinger fra de sidste par måneder gemmes i apparatet. 

    Når man kan se kurver over ens blodsukkermålinger fra de sidste par måneder, giver det mulighed for at se, om der er nogle mønstre eller udsving, man skal reagere på.

    Sammen med ens behandler kan man vurdere, om det giver anledning til at ændre i behandlingen.

    Det er muligt at uploade sine blodsukkertal til en computer via forskellige programmer. F.eks. via programmerne Glooko eller LibreView. 

    Via programmet kan ens behandler også få adgang til ens data. På den måde kan ens behandler lettere vejlede i, hvordan man bedst måler sit blodsukker og justerer sin insulin eller medicin.

    Sådan uploader man sine blodsukkertal

    Læs mere og se videoer om, hvordan man uploader blodsukkerdata hos de forskellige Steno Diabetes Centre i Danmark:

    Upload af data hos Steno Diabetes Center Aarhus via Glooko og LibreView

    Upload af data hos Steno Diabetes Center Copenhagen

    Upload af data hos Steno Diabetes Center Odense

    Upload af data hos Steno Diabetes Center Nordjylland

    Upload af data hos Steno Diabetes Center Sjælland

    Almindelige fejl ved blodsukkermåling

    Der kan ske fejl, når man måler blod­sukker med et blodsukkerapparat. Er man i tvivl om målingerne, er det en god idé at tale med sin behandler.

    Typiske årsager til fejl er:

    • Opbevaring af test­strimlerne i køleskab, i en bil i frostvejr eller på skitur. Lave temperaturer ændrer strimlernes reaktions­tid.
    • For gamle test­strimler (tjek altid udløbs­datoen), eller at de har været opbevaret fugtigt, f.eks. ved at bøtten ikke har været lukket helt tæt.
    • For lille eller for stor blod­dråbe, eller at dråben er gledet ud på testfeltet.
    • Snavset rude i måle­apparatet.
    • At man ikke har vasket hænderne før målingen, så der f.eks. sidder lidt sukker på hænderne fra frugt eller andet.

    Sådan får man et blodsukkerapparat, teststrimler og fingerprikker

    Hvis man har brug for et blodsukkerapparat, kan ens behandler hjælpe med processen.

    Man skal søge om tilskud hos kommunen til blodsukkerapparat, teststrimler og fingerprikker med lancetter.

    Hvis man er i behandling med insulin eller en kombination af tabletter og insulin, kan man få tilskud til:

    • Teststrimler (så mange, man har brug for)
    • Fingerprikker med lancetter (så mange, man har brug for)
    • Halvdelen af den samlede udgift til apparater til måling af blodsukker.

    Læs mere om, hvad man kan få tilskud til, når man har diabetes

    Sidst opdateret: 13. juni 2024