Undervisning i type 2-diabetes tilpasset etniske mindretals sprog og kultur

Effekten af diabetesundervisning bliver bedre og er vedvarende, hvis undervisningen er tilpasset den etniske målgruppe. Forløb på mere end tre måneder er bedst, men kortere forløb kan også skabe resultater.

Informationsmateriale om diabetes, bliver nemmere at forstå for flere personer, hvis det er formidlet på de sprog, de mestrer bedst.

Personer fra etniske mindretal har ofte sværere vilkår i sundhedsvæsenet end den del af befolkningen, der udgør det etniske flertal. Det skyldes blandt andet sociale, økonomiske, kulturelle og sproglige forhold.

Diabetesundervisning som i form og indhold er tilpasset bestemte etniske målgrupper, giver deltagerne et bedre udbytte af undervisningen. Sammenlignet med almindelig undervisning opnår personer fra etniske mindretal en bedre regulering af deres blodsukker, når undervisningen tager højde for deres sprog og kulturelle baggrund.

Det er den klare konklusion fra en forskergruppe, som i 2014 lavede en systematisk gennemgang af 33 lodtrækningsforsøg (randomiserede kontrolforsøg) med i alt 7.453 personer fra etniske mindretal, alle diagnosticeret med type 2-diabetes.

Hvad fandt forskerne ud af?

Forskernes gennemgang viste en tydelig positiv effekt af at tilbyde diabetesundervisning tilpasset etniske mindretals sprog og kultur.

Mest bemærkelsesværdigt fandt forskerne:

  • bedre langtidsblodsukker (HbA1c) hos dem, som fik kulturelt og sprogligt tilpasset diabetesundervisning, sammenlignet med dem som fik almindelig undervisning – forbedringen var konsistent, både når man målte 3, 6, 12 og 24 måneder efter, at undervisningen var gennemført
  • højere vidensniveau om type 2-diabetes for personer, der fik kulturelt og sprogligt tilpasset diabetesundervisning i op til 12 måneder efter, at undervisningen var gennemført.

Forskerne fandt desuden tegn på, at effekten af den kulturelt og sprogligt tilpassede undervisning var størst når:

  • underviserne var sundhedsprofessionelle ansat i lokale sundhedsklinikker – undervisning givet af sygeplejersker og diætister kunne også fungere, men effekten så ud til at være mindre
  • undervisningen strakte sig over mindst tre måneder – kortere undervisningsperioder kunne føre til små forbedringer, men resultaterne var mindre overbevisende.

Endelig fandt forskerne, at kulturelt og sprogligt tilpasset diabetesundervisning ikke forbedrede deltagernes sygdomsmestring mere end ved den almindelige diabetesundervisning. Ligesådan oplevede deltagere i de tilpassede undervisningsforløb ikke flere uønskede hændelser relateret til deres type 2-diabetes end dem, der deltog i almindelig diabetesundervisning. Forskellen i bivirkninger af de to typer af undervisningstilbud, var dog kun undersøgt i fire studier.

Diabetesundervisningen til de i alt 7.453 personer af anden etnisk baggrund havde en varighed på alt fra én undervisningsgang til henover 24 måneder. Oftest foregik undervisningen over 6-8 måneder enten som gruppeundervisning, en-til-en undervisning eller som en blanding af de to.

Undervisningen fokuserede på sund livsstil herunder kostrygningfysisk aktivitet og vægttab, fodpleje, måling af eget blodtryk og blodsukker samt information om screeningstilbud i sundhedsvæsenet.

Underviserne var hovedsageligt sundhedsprofessionelle i de lokale sundhedsklinikker, eller diætister og sygeplejersker.

Af de 33 studier var seks foretaget i europæiske lande. I de fleste studier var deltagerne hovedsageligt af sydasiatisk baggrund. De resterende studier var fra USA og Canada, og inkluderede primært afro- og latinamerikanere. Effekten af kulturelt og sprogligt tilpasset diabetesundervisning var dog den samme i studierne fra Europa og Nordamerika.

Hvor sikre er forskerne?

Konklusionen bekræfter og uddyber resultaterne fra en forskningsoversigt udgivet i 2012, der var baseret på 12 lodtrækningsforsøg (randomiserede kontrolforsøg).

Forskerne bag den nye oversigt fra 2014 vurderer, at resultaterne for langtidsblodsukkeret (HbA1c) nu er så sikre, at hvis man lavede flere, nye studier, ville det ikke ændre på konklusionen om, at etniske mindretal opnår bedre blodsukkerregulering, hvis de modtager undervisning, som tager højde for deres sprog og kulturelle baggrund.

Forskerne bemærker, at der kan være en værdi i, at fremtidige studier fokuserer på uddannelsesindsatser i Europa med andre etniske mindretal end sydasiatere, afro- og latinamerikanere. I den gennemgåede forskning er der dog ikke noget, der tyder på, at effekten vil være anderledes her.

Fremtidige studier bør fokusere på temaer omkring vidensniveau, sygdomsmestring og bivirkninger. Datagrundlaget i den eksisterende forskning er for lille og ikke af tilstrækkelig kvalitet til, at forskerne på disse områder kan konkludere noget endeligt om eventuelle fordele ved kulturelt og sprogligt tilpassede diabetesuddannelser.

Det samme gælder for konklusionerne om, at sundhedsprofessionelle undervisere i lokale sundhedsklinikker og undervisningsforløb på over tre måneder er mere effektive end andre undervisere og kortere forløb. Her er der også brug for yderligere forskning.

Læs forskningen bag

Forskningsoversigten fra 2014 har titlen Culturally appropriate health education for people in ethnic minority groups with type 2 diabetes mellitus og kan downloades gratis hos Cochrane. En kort version af oversigten er tilgængelig men mod betaling.

Oversigten blev udarbejdet af Attridge, Creamer, Ramsden, Cannings-John og Hawthorne med økonomisk støtte fra det tyske Ministerium for Uddannelse og Forskning.

Oversigten fra 2012 har titlen Effect of Culturally Tailored Diabetes Education in Ethnic Minorities With Type 2 Diabetes.

Den blev udarbejdet af Nam, Janson, Stotts, Chesla og Kroon med støtte fra California Endowment and American Association of Colleges of Nursing, University of California, San Francisco-Graduate Student Research Award og Sigma Theta Tau National Honor Society of Nursing.

Sidst opdateret: 8. september 2020