Undervisning i type 2-diabetes tilpasset etniske mindretals sprog og kultur

Personer fra etniske mindretal har ofte sværere vilkår i sundheds­væsenet end den del af befolkningen, der udgør det etniske flertal. Det skyldes blandt andet sociale, økonomiske, kulturelle og sproglige forhold.

Diabetes­undervisning som i form og indhold er tilpasset bestemte etniske målgrupper, giver deltagerne et bedre udbytte af undervisningen. Sammenlignet med almindelig undervisning opnår personer fra etniske mindretal en bedre regulering af deres blod­sukker, når undervisningen tager højde for deres sprog og kulturelle baggrund.

Det er den klare konklusion fra en forsker­gruppe, som i 2014 lavede en systematisk gennemgang af 33 lodtræknings­forsøg (randomiserede kontrol­forsøg) med i alt 7.453 personer fra etniske mindre­tal, alle diagnosticeret med type 2-diabetes.

Hvad fandt forskerne ud af?

Forskernes gennemgang viste en tydelig positiv effekt af at tilbyde diabetes­undervisning tilpasset etniske mindretals sprog og kultur.

Mest bemærkelsesværdigt fandt forskerne:

• bedre langtidsblodsukker (HbA1c) hos dem, som fik kulturelt og sprogligt tilpasset diabetes­undervisning, sammenlignet med dem som fik almindelig undervisning – forbedringen var konsistent, både når man målte 3, 6, 12 og 24 måneder efter, at undervisningen var gennemført
• højere vidensniveau om type 2-diabetes for personer, der fik kulturelt og sprogligt tilpasset diabetes­undervisning i op til 12 måneder efter, at undervisningen var gennemført.

Forskerne fandt desuden tegn på, at effekten af den kulturelt og sprogligt tilpassede undervisning var størst når:

• underviserne var sundheds­professionelle ansat i lokale sundhedsklinikker – undervisning givet af sygeplejersker og diætister kunne også fungere, men effekten så ud til at være mindre
• undervisningen strakte sig over mindst tre måneder – kortere undervisnings­perioder kunne føre til små forbedringer, men resultaterne var mindre overbevisende.

Endelig fandt forskerne, at kulturelt og sprogligt tilpasset diabetes­undervisning ikke forbedrede deltagernes sygdoms­mestring mere end ved den almindelige diabetes­undervisning. Ligesådan oplevede deltagere i de tilpassede undervisnings­forløb ikke flere uønskede hændelser relateret til deres type 2-diabetes end dem, der deltog i almindelig diabetes­undervisning. Forskellen i bivirkninger af de to typer af undervisnings­tilbud, var dog kun undersøgt i fire studier.

Diabetes­undervisningen til de i alt 7.453 personer af anden etnisk baggrund havde en varighed på alt fra én undervisnings­gang til henover 24 måneder. Oftest foregik undervisningen over 6-8 måneder enten som gruppe­undervisning, en-til-en undervisning eller som en blanding af de to.

Undervisningen fokuserede på sund livsstil herunder kost, rygning, fysisk aktivitet og vægttab, fodpleje, måling af eget blodtryk og blod­sukker samt information om screeningstilbud i sundheds­væsenet.

Underviserne var hovedsageligt sundheds­professionelle i de lokale sundheds­klinikker, eller diætister og syge­plejersker.

Af de 33 studier var seks foretaget i europæiske lande. I de fleste studier var deltagerne hovedsageligt af sydasiatisk baggrund. De resterende studier var fra USA og Canada, og inkluderede primært afro- og latin­amerikanere. Effekten af kulturelt og sprogligt tilpasset diabetes­undervisning var dog den samme i studierne fra Europa og Nordamerika.

Hvor sikre er forskerne?

Konklusionen bekræfter og uddyber resultaterne fra en forsknings­oversigt udgivet i 2012, der var baseret på 12 lodtræknings­forsøg (randomiserede kontrol­forsøg).

Forskerne bag den nye oversigt fra 2014 vurderer, at resultaterne for langtids­blodsukkeret (HbA1c) nu er så sikre, at hvis man lavede flere, nye studier, ville det ikke ændre på konklusionen om, at etniske mindretal opnår bedre blodsukker­regulering, hvis de modtager undervisning, som tager højde for deres sprog og kulturelle baggrund.

Forskerne bemærker, at der kan være en værdi i, at fremtidige studier fokuserer på uddannelses­indsatser i Europa med andre etniske mindretal end sydasiatere, afro- og latinamerikanere. I den gennem­gåede forskning er der dog ikke noget, der tyder på, at effekten vil være anderledes her.

Fremtidige studier bør fokusere på temaer omkring videns­niveau, sygdoms­mestring og bivirkninger. Datagrundlaget i den eksisterende forskning er for lille og ikke af tilstrækkelig kvalitet til, at forskerne på disse områder kan konkludere noget endeligt om eventuelle fordele ved kulturelt og sprogligt tilpassede diabetes­uddannelser.

Det samme gælder for konklusionerne om, at sundheds­professionelle undervisere i lokale sundheds­klinikker og undervisnings­forløb på over tre måneder er mere effektive end andre undervisere og kortere forløb. Her er der også brug for yderligere forskning.