Rygestop

Der findes forskellige måder at få hjælp til rygestop. Læs om nogle af dem her.

Der er store helbredsmæssige gevinster ved at ikke at ryge eller holde op, hvis man ryger.

Chancen for at blive røgfri er fem gange større, hvis man får hjælp til det. Vi kan anbefale at kombinere rygestopkursus med brug af et medicinsk hjælpemiddel.

Overvejelser inden man beslutter sig for at blive røgfri

  • Gør det klart, hvorfor rygestoppet skal alvorligt. Skriv det ned, så kan du tage det frem undervejs i forløbet og holde dig selv fast i det.
  • Forbered, hvilke metoder og behandlingsformer du gerne vil afprøve. Der er mange muligheder, der kan gøre det forvirrende, hvis du skifter mellem for mange ting. Prøv én ting ad gangen.
  • Har du tidligere forsøgt at holde op med at ryge, så skriv ned hvad du har prøvet, hvad der gik godt og hvornår var det vanskeligt. Så kan du overveje, om der er ting, du vil gøre anderledes nu.

Rådgivning

Du kan få gratis rådgivning hos Stoplinien på tlf. 80 31 31 31.

Telefonrådgivningen er bemandet med erfarne rygestoprådgivere.

Rygestopkursus via kommunen eller apotek

Et rygestopkursus er et tilbud til de personer, som ønsker at holde op med at ryge. Tilbuddene foregår i fællesskab med andre og består normalt af fem møder af to timers varighed fordelt over halvanden måned. Kurset tilbydes i de fleste kommuner og har typisk 8-15 deltagere og ledes af en uddannet rygestoprådgiver.

På et rygestopkursus får man værktøjer til at komme godt igennem et rygestop, holde vægten og fortsætte med at være røgfri. Gruppen støtter hinanden og deler erfaringer undervejs.

Du kan finde rygestopkurser i din kommune og anden støtte på www.apoteket.dk eller www.stoplinien.dk, hvor du også kan teste, hvor motiveret du er for at holde op med at ryge.

Sidst opdateret: 25. november 2020